Videre til indhold | Videre til menunavigation

08.05.2008

Langballe: Det gamle system havde også spillet fallit

Nyhed udefra leveret af Altinget.dk: Dansk Folkeparti arbejder på et forslag, der skal gøre universiteterne mere frie af Videnskabsministeriet.

De elektroniske underskrifter vælter ind på den underskriftsindsamling, som en gruppe ansatte ved KU satte i gang i sidste uge, og som Altinget berettede om i tirsdags. 

I skrivende stund har over 1400 forskere, undervisere og studerende fra hele landet skrevet under elektronisk.

Et af kravene fra de protesterende er, at universitetsdemokratiet rulles tilbage til tiden før eksterne bestyrelser og udpegede ledelser.

Ikke bedre med demokrati

Men selv om Dansk Folkepartis forskningsordfører Jesper Langballe var og er en af de argeste modstandere af den nuværende universitetslov, så mener han ikke, at en tilbagevenden til det gamle system er vejen frem.

– Jeg synes, de (initiativtagerne, red.) lægger hovedvægten et andet sted, end jeg ville. De vil gerne have det gamle universitetsdemokrati tilbage. Men det havde jo på mange måder også spillet fallit. Den gamle styrelseslov var ikke ideel, og alt for mange forskere og undervisere var alt for belastede med administration. Det var et tungt system, hvor meget tid gik tabt med at sidde i demokratiske udvalg, siger Jesper Langballe.

– Der er også alt for meget administration for den enkelte forsker i den nuværende lov, det anerkender jeg, men jeg mener bare ikke, at man løser problemet ved at vende tilbage til det gamle system. Vi har brug for et skarpere skel mellem administration og forskning, siger han og erkender, at der ikke er nogen patentløsning på problemet.

Forslag skal stoppe den centralistiske styring

Til gengæld barsler Dansk Folkeparti ifølge Langballe med et løsningsforslag, der gør op med den centrale styring af universiteterne, som både de protesterende, Dansk Folkeparti og en række andre kritikere af universitetsloven mener, er katastrofal.

– Sammen med den manglende forskningsfrihed er den centralisme, der er lagt fra ministeriet og styrelserne ned over universiteterne, den værste konsekvens af universitetsloven. I Dansk Folkeparti har vi imidlertid nogle ting på bedding, et forslag, som skal gøre universiteterne mere frie af Videnskabsministeriets styring. Jeg kan ikke sige, hvad det handler om endnu. Det kommer nok hen over sommeren, når jeg har forelagt det for min gruppe, siger Jesper Langballe.

Af Uffe Laursen, Altinget | Forskning & Innovation


Denne nyhed er leveret af Altinget.dk.

Nyheden er gengivet uredigeret af Videnskabsministeriet og er ikke udtryk for Videnskabsministeriets holdninger. Gengivelse eller anden videreanvendelse af teksten må kun ske efter aftale med Altinget.dk.