DanmarksDebatten - gratis digital platform til e-dialog mellem borgere og offentlige myndigheder
Videnskabsministeriet har lanceret den digitale platform DanmarksDebatten, som alle offentlige institutioner gratis frem til 2006 kan bruge som dialogredskab med borgerne.
Videnskabsministeriet har lanceret den digitale platform DanmarksDebatten, som alle offentlige institutioner gratis frem til 2006 kan bruge som dialogredskab med borgerne. En række kommuner bruger f.eks. platformen til at diskutere fremtidig kommunestruktur ud fra Strukturkommissionens betænkning.
- Med DanmarksDebatten bringer vi borgerne sammen i flere virtuelle forsamlingshuse til at diskutere emner, der er aktuelle i dagligdagen. Og det bliver muligt for den enkelte at deltage i debatter lokalt, regionalt og nationalt, siger videnskabsminister Helge Sander.
11 kommuner er allerede tilmeldt: Aabybro, Fredericia, Frederikshavn, Varde, Århus, Odense, Hals, Fladså, Frederiksværk, Værløse og Hundested. Derudover kommer en række offentlige myndigheder, som også er gået på.
Blandt de emner, der er blevet debatteret er budgetter, brugerbetaling, børn- og ungepolitik, integration, handlingsplaner og udlicitering.
Videnskabsministeriets platform DanmarksDebatten giver borgere én samlet indgang og platform for debat mellem borgere, myndigheder og folkevalgte i Danmark. DanmarksDebatten skaber rammerne for, at debat på nettet foregår på de hjemmesider, hvor borgerne efterspørger det. Via DanmarksDebatten er det muligt at linke til relaterede debatter på enten lokalt, regionalt eller nationalt plan.
Samtidig skaber DanmarksDebatten overblik og sammenhæng mellem de forskellige debatter, som foregår mellem borgere og myndigheder eller mellem borgere og politikere. Uanset om debatterne foregår i staten, amterne eller kommunerne.
De enkelte myndigheder kan få support fra IT- og Telestyrelsen til integration af DanmarksDebatten på deres hjemmeside.
Videnskabsministeriet har netop indgået aftale med KMD om distribution af DanmarksDebatten til landets kommuner. KMD hjælper desuden kommunerne med at få DanmarksDebatten ud på deres netsted, så debatten fremstår som en naturlig del af kommunens egen hjemmeside.
For yderligere oplysninger kontakt: Jens Kristian Lorentsen, IT- og Telestyrelsen, telefon 3337 9261 eller mobil 2347 2707




