Videre til indhold | Videre til menunavigation

03.02.2010

Øget pres for ny opdeling af ministerier

Nyhed udefra leveret af Altinget.dk | Uddannelse: Også erhvervslivet presser nu på for at få samlet alle videregående uddannelser i samme ministerium. Topchefer kræver, at uddannelserne bliver samlet i Videnskabsministeriet.

Både de faglige organisationer, universiteterne og professionshøjskolerne har talt for det længe. En samling af alle de videregående uddannelser i samme ministerium.

Nu melder erhvervslivet sig også på banen med samme klare opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i følge flere medier spekulerer i en større ministerrokade.

Opfordringen kommer fra to forskningsdirektører i nogle af de største og mest videnstunge danske virksomheder, medicinalkoncernen Lundbeck og industrigiganten Grundfos.

Trange vilkår for samarbejde

"I stedet for at sikre samarbejde, progression og mulighed for videreuddannelse imellem alle videregående uddannelser er der talrige eksempler på, at ministerierne tænker mest på uddannelser inden for deres eget område," skriver Peter Høngaard Andersen fra Lundbeck og Peter Elvekjær fra Grundfos i et debatindlæg i Berlingske Tidende.

De mener, at den nuværende opdeling mellem Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet er ufrugtbar og skaber unødvendige barrierer for, at professionsuddannelser til eksempelvis sygeplejerske, lærer og diplomingeniør kan samarbejde med relevante uddannelser på universiteterne.

Logisk opdeling

"Lad os i stedet få skabt to stærke, logisk opdelte ministerier på uddannelsesområdet – et for de videregående uddannelser, forskning og innovation og et for grund-og ungdomsuddannelserne," skriver de to forskningsdirektører.

Altinget.dk har tidligere beskrevet professionshøjskolernes og universiteternes kritik af den nuværende opdeling. Den kritik har videnskabsminister Helge Sander (V) tidligere afvist over for Altinget.dk.

Men nu har han tilsyneladende ændret holdning. Også selv om han understreger, at opdelingen af ministeriernes ressortområder alene er statsminister Lars Løkke Rasmussens beslutning.

Sander: Interessant forslag

– Jeg har noteret forslaget med interesse. For det lyder naturligt, men det vil være ærgerligt, hvis man skiller forskning og uddannelse ad, siger Helge Sander til dagbladet Børsen.

Underforstået, at det vil være en god idé at samle de videregående uddannelser, så længe det kommer til at foregå i Videnskabsministeriets regi.

Hvilket altså netop er den model, som de tunge drenge i erhvervslivet nu taler varmt for.

Som et kuriosum kan nævnes, at Venstres videnskabsordfører Malou Aamund tidligere har argumenteret for præcist det samme, som de to forskningsdirektører, da hun var medlem af Ny Alliance.

Af Jørgen Skadhede | Altinget Forskning & Innovation


Denne nyhed er leveret af Altinget.dk.

Nyheden er gengivet uredigeret af Videnskabsministeriet og er ikke udtryk for Videnskabsministeriets holdninger. Gengivelse eller anden videreanvendelse af teksten må kun ske efter aftale med Altinget.dk.