Videre til indhold | Videre til menunavigation

07.10.2009

Forskningsindikator igen i modvind

Nyhed udefra leveret af Altinget.dk: 32 faggrupper tager nu forbehold mod den bibliometriske forskningsindikator, som fra næste år skal bruges til fordeling af nye basismidler. Forsknings- og Innovationsstyrelsen overvejer situationen.

Op mod halvdelen af de 67 faggrupper, som netop har afsluttet arbejdet med niveauinddeling af tidsskrifter og forlag til en indikatormodel for fordeling af basismidler, har så væsentlige forbehold over for indikatormodellen, at de anbefaler, at den ikke anvendes til fordeling af basismidler, før modellens konsekvenser er grundigere belyst.

Det skriver Claus Emmeche, formand for faggruppe 68 og initiativtager til forbeholdet, i et samlende notat, der forklarer situationen.

"Vores rolle har alene været rådgivende, og vores overordnede råd p.t. er ikke at anvende modellen i praksis før alle dens konsekvenser og problemer er nøjere belyst og datagrundlaget bedre," lyder den sidste del af forbeholdet over for indikatorarbejdet.

Vil ikke trække sig

Af notatet fremgår det dog, at forbeholdet, som altså omkring halvdelen af grupperne støtter, ikke er ensbetydende med, at faggrupperne trækker deres arbejde tilbage. Hensigten er, fastslår notatet: "at sætte fokus på det fremadrettede arbejde ved netop at tillade åben diskussion af de svagheder og fagligt begrundede forbehold, som er udtrykt."

20 procent ikke nok

Ifølge Claus Emmeches notat er flere af faggruppeformændene især utilfredse med, at de ikke har kunnet færdiggøre de såkaldte autoritetslister, der inddeler tidsskrifter inden for faggruppens forskningsområde i niveau 1, der giver færre point, og niveau 2, der giver flere point. 

Et overvejende problem er, at faggrupperne kun har måttet placere 20 procent af tidsskrifterne i niveau 2, en procentsats, som mange faggrupper peger på er urimelig.

Desuden peger flere på, at faggruppernes afgrænsning og deres relativt lille samlede antal opfattes som problematisk.

Fra især humanistiske og samfundsvidenskabelige faggrupper udtrykkes der også bekymring om, hvorvidt indikatorens påvirkning af konkurrencen mellem forskere om at publicere via engelske og amerikanske publikationskanaler frem for via danske bøger og tidsskrifter vil udvikle en skævvridning af tidsskriftsmarkedet.

FI overvejer situationen 

Notatet med forbeholdet samt bilag er nu sendt til Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI), hvor man modtog det i lørdags. Hos FI oplyser kontorchef Anette Dørge Jessen, at man stadig overvejer, hvad konsekvensen skal være af notatet, men at en eventuel afgørelse skal falde meget hurtigt, da autoritetslisterne skal bruges til fordeling af nye basismidler for 2010. 

Af Uffe Laursen, Altinget | Forskning & Innovation


Denne nyhed er leveret af Altinget.dk.

Nyheden er gengivet uredigeret af Videnskabsministeriet og er ikke udtryk for Videnskabsministeriets holdninger. Gengivelse eller anden videreanvendelse af teksten må kun ske efter aftale med Altinget.dk.