Videre til indhold | Videre til menunavigation

20.11.2008

Protester afleveret til Videnskabsudvalget

Nyhed udefra leveret af Altinget.dk: 6488 underskrifter mod universitetsloven fra ansatte og studerende på danske universiteter blev onsdag overdraget til Videnskabsudvalget.

Folketingets Videnskabsudvalg modtog onsdag delegerede fra Facebook-gruppen Forskningsfrihed, som overrakte udvalget 6488 underskrifter fra studerende og ansatte ved alle danske universiteter. 

Med underskrifterne opfordrer de studerende og universitetsansatte Folketingets politikere til at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003.

– Vi blev modtaget med stor nysgerrighed og åbenhed, der var tydeligvis et behov hos udvalgsmedlemmerne for at høre, hvorfor vi protesterer, siger Claus Emmeche, en af drivkræfterne bag underskriftsindsamlingen og til daglig lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på Københavns Universitet,

Vil have ny lov

Claus Emmeche og initiativgruppen håber, at underskriftsindsamling kan påvirke den evaluering af universitetsloven, der skal ske i 2009. De vil have en ny styreform, der respekterer den akademiske frihed og etablerer institut- og fakultetsråd, som kan afsætte inkompetente ledere, men også en styreform, der har fokus på professionel ledelse.

– Vi vil ikke bare rulle tiden tilbage til før universitetsloven, som nogle af vores kritikere siger. Vi vil nytænke en styrelsesform, der kombinerer effektiv ledelse og akademiske selvstyre og frihed. Vi ved godt, at et universitet i dag er en mere kompleks organisation, end den var for 20 år siden. For at blive mere effektiv er det dog nødvendigt at inddrage engagerede medarbejdere, der føler de har reel indflydelse på deres dagligdag i spil, siger Claus Emmeche.

Engagement kvæles

Men netop medarbejderindflydelse er en stor mangelvare på universiteterne, påpeger Emmeche.

Han ser mængden af underskrivere som et symbol på, at den nuværende universitetslov er ved at kvæle engagementet og som symbol på en stor frustration over de incitament-regulerende tiltag, der hele tiden pålægges medarbejderne.

Desuden mener Claus Emmecke, at de mange protestunderskrifter er et tegn på, at der er noget galt med strukturene i dansk forskning. 

Det handler om manglende frihed for den enkelte forsker til frit at vælge sit forskningstema. Det handler om manglende tid til at forske, der betyder, at flere og flere frikøber timer til forskning, som igen går ud over undervisningen, der må varetages af løst-ansatte undervisningsassistenter. 

– Det bliver mere og mere synligt, at systemet virker kontraproduktivt og er dysfunktionelt, siger han og understreger, at det er hans fornemmelse, at der var stor lydhør på hele den politiske palette for de argumenter, da gruppen i dag afleverede underskrifterne på Christiansborg.

Af Uffe Laursen, Altinget | Forskning & Innovation


Denne nyhed er leveret af Altinget.dk.

Nyheden er gengivet uredigeret af Videnskabsministeriet og er ikke udtryk for Videnskabsministeriets holdninger. Gengivelse eller anden videreanvendelse af teksten må kun ske efter aftale med Altinget.dk.