Videre til indhold | Videre til menunavigation

10.06.2010

Udmøntning af dispositionsbegrænsning i 2010

Som følge af et forventet merforbrug i staten i 2010 på 3,8 mia. kr. har regeringen besluttet at holde forbruget inden for årets afsatte nettobevillinger på driftsrammerne.

Det vil sige, at de enkelte ministerier og Finansministeriet i fællesskab skal drøfte anvendelse af opsparinger på de enkelte områder med henblik på en væsentlig reduktion af de statslige driftsudgifter i 2010.

Videnskabsministeriet har endnu ikke fuldstændig gjort op, hvordan den detaljerede anvendelse af opsparingerne vil påvirke ministeriets aktiviteter i resten af 2010. Det vurderes dog, at ministeriet kan fortsætte med samme aktivitetsniveau som tidligere.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen udtaler i den forbindelse:

– Som ansvarlig regering er vi nødt til at have hånd i hanke med økonomien. Når jeg har valgt at udmønte en stor del af besparelsen via Højteknologifondens midler for 2010, skal det ses i sammenhæng med, at der selv efter besparelserne er en stigning i bevillingerne til Højteknologifonden.

For så vidt angår universiteterne, vil de ikke blive berørt af den begrænsede anvendelse af opsparinger i 2010, idet universiteterne er selvejende institutioner med egenkapital og dermed ikke har opsparinger på finansloven.

Udover begrænsning af opsparingerne, gennemføres der også en generel dispositionsbegrænsning, som udgør 1 pct. af ministeriernes driftsramme. Samlet set reduceres de statslige driftsudgifter med 1 mia. kr. i 2010.

På Videnskabsministeriets område udmøntes dispositionsbegrænsningen på følgende måde:

Tabel 1: Udmøntning af dispositionsbegrænsning
Mio. kr. (2010-priser) 2010
1. Departement og styrelser   -6,0
2. Universiteter  -20,0
3. Det Strategiske Forskningsråd  -18,0
4. Det Frie Forskningsråd  -22,0
5. Begrænsning af Højteknologifondens uddelinger -121,6
Videnskabsministeriets bidrag i alt -187,6

Departementet og styrelserne skal samlet set begrænse forbruget med 1 pct., hvilket udgør 6 mio. kr. i 2010. Herudover bidrager universiteterne med 20 mio. kr., forskningsrådene med samlet 40 mio. kr. og Højteknologifondens uddelinger begrænses med 121,6 mio. kr. i 2010.

Universiteternes samlede besparelse på 20 mio. kr. udmøntes pro rata på de enkelte universiteter i forhold til deres nettoudgiftsbevilling på finansloven for 2010.

For Højteknologifondens vedkommende betyder begrænsningen på 121,6 mio. kr., at den udmeldte stigning i uddelingerne fra 280 mio. kr. i 2009 til 520 mio. kr. i 2010 reduceres med 121,6 mio. kr., således at fonden i 2010 kan uddele ca. 400 mio. kr. Der vil i 2011 være 600 mio. kr. til uddeling fra Højteknologifonden.

For yderligere kommentarer fra videnskabsministeren, kontakt:

Kommunikationschef Anders Frandsen, tlf: 4075 3324.
Afdelingschef Niels Korsby, tlf: 3395 5244.

Del