Videre til indhold | Videre til menunavigation

26.05.2010

Sahl-Madsen om regeringens genopretningsplan

Danske universiteter er kommet med en del kritiske bemærkninger til regeringens genopretningsplan. I den forbindelse har videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen et par kommentarer.

– Det forekommer mig besynderligt, at universiteternes talsmand, Jens Oddershede, kommer med en udmelding om, at universiteterne med genopretningsplanen skal spare ti procent af deres omsætning i 2013. Det regnestykke har jeg svært ved følge. Det nye i genopretningsplanen på universitetsområdet er besparelserne på 125 millioner kroner i 2012 og 250 millioner kroner i 2013 på universiteternes administration. Det svarer til en halv procent af universiteternes omsætning i 2012 og en procent af universiteternes omsætning i 2013, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

– Det er ikke en let opgave at effektivisere universiteternes administration. Men i den aktuelle situation er det vigtigt, at vi også på universiteterne får så meget konkret forskning og uddannelse for de offentlige midler. Jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke kan blive lidt mere effektive på universiteterne. Jeg mener, vi især skal have set på, hvordan vi gennem øget digitalisering kan skabe grundlag for en effektivisering af de administrative forhold. Samtidig arbejder vi i øjeblikket med en revision af universitetsloven, hvor vi lægger op til færre, men klare resultatmål og i stedet fjerner overflødige regler, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Fakta om genopretningsplanen på universitetsområdet:

  • Genopretningsplanen indeholder elementer, som allerede blev aftalt i efteråret i forbindelse med finansloven for 2010 – nemlig at målsætningen om, at Danmark skal bruge en procent af BNP på forskning, skal tilpasses det faldende BNP, og bevillingen til modernisering af laboratorierne skal løbe fra 2010 til 2012.
  • I 2011 og 2012 overopfylder Danmark målsætningen om at bruge en procent af BNP på forskning (1,07 procent i 2011 og 1,06 procent i 2012).
  • I lyset af finanskrisen og det faldende BNP har regeringen valgt, at Danmarks investering i forskning i 2013 skal være på en procent. Det betyder, at der er indbudgetteret en negativ budgetregulering på finansloven på 200 millioner kroner i 2012 og 1.709 millioner kroner i 2013.
  • Den ekstraordinære indsats med teknologisk løft af universiteternes laboratorier blev aftalt ved globaliseringsforhandlingerne i 2009 alene sker i tre år fra 2010 – 2012. Det har hele tiden været aftalen. Og det er der for så vidt ikke noget nyt i.
  • Uanset de aftalte tilpasninger til 1 procent i 2013 vil der stadig være ganske mange penge, nemlig 1,7 milliarder kroner i 2012 og 2,4 milliarder kroner i 2013, i de ufordelte forskningsreserver. Det giver gode muligheder for at prioritere forskningen også i de kommende år.
  • Allerede i regeringens arbejdsprogram står, at der skal gennemføres effektiviseringer af de videregående uddannelsesinstitutioners administration. Nu er det så fastlagt, at universiteterne skal spare 125 millioner kroner i 2012 og 250 millioner kroner i 2013 – svarende til godt en halv procent af omsætningen på universiteterne i 2012 og godt 1 procent af omsætningen i 2013.

Læs mere:

Del