Videre til indhold | Videre til menunavigation

05.02.2010

Universiteter i frihedens tegn

Artikel offentliggjort i Jyllands-Posten 5. februar 2010.

Af videnskabsminister Helge Sander

Jeg kan godt forstå de læsere, der undrer sig over de evigt tilbagevendende påstande om manglende frihed til universiteterne.

Debatten undrer mig, da der mig bekendt ikke findes et eneste politisk parti, der er imod mere frihed til universiteterne – og fordi denne regering allerede har overdraget historisk store beføjelser til institutionerne. Det gælder:

  • ledelsesmæssig frihed i form af selvstændige bestyrelser og ansatte ledere.
  • finansiel frihed i form af danmarkshistoriens største investering i forskning og uddannelse – alene basismidlerne til universiteterne er vokset med 40 procent siden 2002. 
  • flere frihedsgrader på bl.a. personaleområdet: Ud af 20 konkrete ønsker er der enighed om de 18.  
  • flere frihedsgrader på uddannelsesområdet: Ud af 24 konkrete ønsker er der kun tre, som jeg umiddelbart ikke er indstillet på at fremme.

Et af disse ønsker vedrører afskaffelsen af gruppeprøver. Det er et fortærsket tema, der af oppositionen igen og igen bliver hevet op af hatten som et eksempel på manglende frihed til universiteterne. Med al respekt for vore meningsforskelle om dette emne, må man imidlertid spørge: Har oppositionen vitterligt ikke andet at komme med?

Jeg kan godt forstå, at man har svært ved at finde andre konkrete eksempler, når der er sket så meget. For VK-regeringen har stået i spidsen for en omfattende frigørelsesproces, der har skabt mere selvstændige universiteter, end dem vi overtog ansvaret for fra SR-regeringen i 2001.

Hvorfor ikke tage det sidste skridt og lade udviklingskontrakterne afløse af resultatkontrakter, hvor universiteterne vurderes på de mål, samfundet sætter op uden at vi skal blande os i, hvordan målene nås? Som følge af den løbende overdragelse af ansvar siden 2001 har danske universiteter efterhånden fået en sådan styrke, at de må være parate til at påtage sig det fulde ansvar.

Jeg har bemærket, at Socialdemokraterne har taget positivt imod denne udmelding og jeg ser derfor frem til at drøfte den nærmere udformning.