Videre til indhold | Videre til menunavigation

14.05.2009

Kommunerne sidder med nøglen til bedre mobildækning

Artikel offentliggjort i Børsen 14. maj 2009

Af Helge Sander, videnskabsminister (V)

I dag mødes Videnskabsministeriet med repræsentanter fra både kommunerne og telekommunikationsindustrien for at drøfte, hvordan der kan sættes turbo på udrulningen af højhastighedssamfundet. Et emne som Børsen har beskæftiget sig med i flere omgange.

Fremover skal flere danskere kunne få udbytte af den moderne teknologi, herunder mobilt bredbånd og avanceret mobiltelefoni. Det kan blandt andet sikre bedre hjemmearbejdspladser, lettere adgang til de nye mobile tjenester og endnu bedre kommunikation i forbindelse med alarmopkald.

Forudsætningen er imidlertid, at der er dækning. Og dækning kræver ofte flere master og antenner.

Det er kommunerne, der sidder med nøglen til at sætte turbo på denne udrulning. De kommuner, der bruger diverse betænkeligheder som undskyldning, skal samtidig være klar over, at de hindrer kommunens borgere i at tage del i den teknologiske udvikling.

Jeg deler derfor teleselskabernes bekymring, når det i dag kan tage dem adskillige måneder at få en byggetilladelse fra kommunen til at sætte en mast eller en antenne op. Udbygningen af nettet er forankret i kommunerne, og derfor er det først og fremmest et kommunalt anliggende.

En lang sagsbehandlingstid bliver imidlertid også et samfundsanliggende, hvis det bremser udrulningen af mobilt bredbånd og avanceret mobiltelefoni. Det er selvfølgelig problematisk for den enkelte borger eller virksomhed, der gerne vil gøre brug af de nye teknologier.

Selvfølgelig skal vi ikke overdække Danmark med master og antenner. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vi skal åbne for ubegrænset udrulning. Derfor eksisterer der en række krav og regler for, hvordan opsætningen må foregå.

Fra Videnskabsministeriets side har vi skruet op for dialogen med kommunerne, som jo udsteder tilladelser til at sætte master op. Således står IT- og Telestyrelsen til rådighed for rådgivning og vejledning af kommunerne, og styrelsen deltager desuden i den kommunale efteruddannelse af medarbejdere på området.

Desuden har jeg for kort tid siden nedsat Højhastighedskomiteen, der skal bidrage med forslag til, hvordan flere danskere kan få adgang til lynhurtigt bredbånd blandt andet via trådløs teknologi.

Der er også folk, der har forsøgt at rejse tvivl om sundhedsrisikoen ved mobilstråling. Hvad angår dette tema besluttede Folketinget i 2003 at sætte et strategisk forskningsprogram i gang netop om mulige sundhedsrisici ved mobiltelefoni. På finanslovene for 2004 og 2005 blev der yderligere sat midler af til forskning i såkaldt ikke-ioniserende stråling. Forskningsresultaterne blev offentliggjort for et år siden, og de bekræfter de tidligere konklusioner, at der ikke kan påvises nogen skadelig påvirkning i forbindelse med mobiltelefoni.

Jeg håber derfor, at dagens møde med de berørte parter kan bidrage til at sætte turbo på udviklingen. Så alle, der ønsker det, kan blive en del af højhastighedssamfundet Danmark.

Del