Fuldt selvstyre til universiteterne
Artikel bragt i Politiken 15. december 2009 under overskriften "Universiteterne skal have fuldt selvstyre"
Af videnskabsminister Helge Sander (V)
For kort tid siden afleverede et internationalt ekspertpanel deres evaluering af det danske universitetssystem. Evalueringen lagde op til at fortsætte den klare linje, som regeringen har lagt siden sin tiltræden og som handler om at sætte universiteterne fri.
I 2002 skabte vi selvstændige bestyrelser med eksternt flertal og ansatte ledere. Det blev fulgt op i 2006-07 af fusionerne mellem universiteter og sektorforskningsinstitutioner, der skabte større og mere handlekraftige enheder. Og med globaliseringsaftalerne i både 2006, 2008 og 2009 er investeringerne til forskning og uddannelse vokset markant. Således er universiteternes basismidler til forskning på næste års finanslov hele 40 procent højere, end de var i 2002. Der er foretaget mange reformer, som alle har haft det til fælles at skabe stærkere universiteter, der kan klare sig endnu bedre i den globale konkurrence på viden og kompetencer.
Denne udvikling har betydet, at de danske universiteter i dag er i stand til at tage endnu mere ansvar. Derfor har vi i flere omgange fjernet regler på universitetsområdet efter ønske fra universiteterne selv: Ud af de 20 konkrete forslag til flere frihedsgrader, der siden 2002 er opstillet på universitetsområdet, har vi aftalt at gennemføre de 18. Hertil kommer yderligere frihedsgrader specifikt på uddannelsesområdet, som inden for kort tid vil blive præsenteret.
Faktisk er jeg af den overbevisning, at vi efterhånden er nået dertil, at vi bør tage en drøftelse om, hvordan vi snarest muligt kan give universiteterne fuldt selvstyre. De ledelsesmæssige rammer er på plads, finansieringen er sikret – og måske vigtigst af alt – ledelserne på de enkelte universiteter har allerede vist, at de er parate til at påtage sig et stadig større ansvar.
Jeg påtænker derfor straks i det nye år at indbyde partierne bag universitetsforliget og universiteternes ledelser til en åben drøftelse om, hvordan vi kan skabe fuldt selvstyre på de danske universiteter.
Vi skal ikke tage en sådan drøftelse, fordi det umiddelbart ser fint ud på papiret. Det skal vi derimod gøre, fordi tiden er moden, fordi universiteterne er parate, og fordi det er en ren og skær nødvendighed: Større handlefrihed og mere tillid er nemlig afgørende ingredienser til at realisere den ambitiøse målsætning om, at mindst et dansk universitet i 2020 vil være at finde på top-10 listen over Europas førende universiteter.
Vi er nået meget langt, men er nu klar til det næste skridt: Tiden er kommet til fuldt selvstyre for Danmarks universiteter.




