Tilbage til bogen. Den sprudler af ideer fra mennesker, der gør sig tanker om livet i år 2005. Dermed opfylder den et vigtigt mål: at styrke den dialog, der allerede finder sted om informationsteknologien og de samfundsforandringer, de nye teknologier fører med sig.
Informationssamfundet er ikke kun for eliten, men for alle. Hvis Danmark skal i front inden for informationsteknologi, er det nødvendigt med en bred folkelig debat om de muligheder og faldgruber som fremtidens samfund rummer.
Jeg er overbevist om, at denne bog kan inspirere endnu flere til at tage del i debatten.
God læselyst.
Frank Jensen
forskningsminister
Visionen
Computerne er - i en eller anden form - kommet for at blive og er i færd med at ændre vores liv. Vi er på vej mod informationssamfundet. Men hvad vil det sige, og hvad betyder det? Allan Bruun tager fat fra grunden og spørger til, om det er godt eller dårligt. Om det bliver videbegær eller blot nysgerrighed, som bliver den drivende kraft. Og kan det bruges til noget, det her informationssamfund og det her Internet?
ALLAN BRUUN Ikke alle tilhører den generation, der som Allan Bruun voksede op med hjemmecomputere på værelserne. Det er faktisk de færreste. For langt flere er computerne og informationsteknologien noget, der er kommet til, og som man enten blev påtvunget eller i det mindste skulle forholde sig til. Mange fra den ældre generation har reageret med på forhånd at frasige sig muligheden for overhovedet at kunne deltage i informationssamfundet. Men gudskelov ikke alle. Frida Nielsen, der er 67 år gammel, er ikke skræmt. Hendes bidrag blev oprindeligt skrevet i hånden. Men siden hun gjorde sig sine tanker, har hun fået en PC:
FRIDA NIELSEN
Den digitale dagligdag
Vinderen af Forskningsministeriets første konkurrence blev John Paulin Hansen og Caroline Søeborg Ohlsen, som i deres bidrags indledning opruller dagligdagen i fremtidens informationssamfund, sådan som den tager sig ud for en af de samfundsborgere, der har taget teknologien til sig på godt og ondt, men mest godt. For de to konkurrencevindere ses teknologien som menneskets tro tjener, der sparer tid, omkostninger og energi på en lang række områder. Vindernes vision om informationssamfundet år 2005 baserer sig på en fremskrivning af de i dag eksisterende teknologier kombineret med en god portion kvalificeret fantasi parret med lidt science fiction-effekter.
I år 2005 kan de 35 procent af danskerne, som er koblet på nettet, blive vækket af deres elektroniske tjener på denne måde. Tjeneren snakker fra deres personlige digitale assistent (PDA). Den ligner en forvokset mobiltelefon med en knivskarp skærm som tilmed kan blæses op på en hvilken som helst flad væg og et tastatur, der foldes ud som en vifte. 23 procent af PDA-indehaverne har aldrig brugt tastaturet. De klarer sig med stemmekommandoer, berøringsskærm og den indbyggede mus, som i den seneste model styres af hoved- og øjenbevægelser.
Vi skal ikke trætte med flere tekniske og statistiske detaljer. De er faktisk totalt underordnet de radikale ændringer i folks livsvaner og tænkemåder, nettet har bevirket i år 2005. Dog kun for den del af befolkningen, som er fulgt med den teknologiske udvikling. B-holdet, eller V-holdet, som de bliver kaldt, fordi de holder liv i de gamle videobutikker, er stadig kun til fjernsyn, telefon og stereoanlæg. V-holdet vil vi heller ikke gå i detaljer med. Blot konstatere, at hos A-holdet vækker det dyb undren, at man overhovedet kan leve uden at være på nettet.
A-holdet er meget glad for sin netforbindelse. Der er ikke sat præcise tal på glæden, men stor må den være, for tele-regningerne overgår madudgifterne hos størstedelen af de familier, der er på. Til gengæld sparer man en del transportudgifter. Først og fremmest sparer man tid. I 2005 er tid mere værd end penge, og tidsforbrug overvåges i øvrigt lige så omhyggeligt, som pengekonti blev det førhen. Sparet tid er tid til at hjælpe til i børnenes skole, tid til at rejse Asien rundt, tid til at synge i kirkekoret eller blot tid til sig selv.
En stor tidsbesparelse er opnået, fordi man med en netopkobling kan arbejde hjemme en del af ugens dage. Når man logger sig på arbejdsgiverens system, registreres man som »mødt« og får automatisk viderestillet alle indgående samtaler og beskeder til sin arbejdsstation derhjemme. Selvom videofon-linjer er standard på de fleste arbejdsstationer er der dog så utrolig meget, man ikke kan udtrykke over en videoforbindelse. Derfor kommer langt de fleste da også ind på arbejdspladsen et par gange om ugen. Det giver anledning til de uformelle snakke i kantinen, som ofte er langt mere fagligt inspirerende end møder og kurser. Her får man den nyeste sladder og genetableret den følelse af at være en del af virksomheden, som ellers godt kan forsvinde derhjemme foran skærmen.
En anden væsentlig tidsbesparelse opnås ved hjemme-indkøb. FDB var de første til at give deres foreningsmedlemmer denne mulighed. De gik på nettet i 2001 med et meget elegant elektronisk supermarked, hvor kunderne bevæger sig langs hylderne og fylder i vognen efter samme koncept, som man brugte til at orientere sig i voldsspillet Doom, der var så populært i 90-erne. Det smarte ved FDBs løsning er, at hylderne og rummet er nøjagtigt som i det lokale supermarked, hvor kunderne er medlemmer. Derfor kan de lynhurtigt finde over til mælken, klikke den ned i kurven og køre uden om slikhyldernes fristelser. Kunderne ved præcis, hvor ugens tilbud er placeret, og den eneste forskel til det rigtige supermarked er, at der aldrig mangler varer og aldrig er kø ved kassen. Varerne leveres så næste dag ved kundens dør til den aftalte tid. FDB regnede hurtigt ud, at de slap for besværet med at fylde op på butikshylderne, og at det alene kunne dække deres udgifter til udbringning af varerne. Tilmed fik de et betragteligt mersalg på specialvarer, der ikke er plads til i det rigtige supermarked. Mersalget foregår blandt andet ved, at kunden beder om at se altenativer til den fremviste vare. Fra FDBs lager er de faktisk i stand til at levere 8 forskellige slags pasta, selvom man kun kan se 2 slags udstillet på hylderne. Mersalget kan også ske ved, at der kommer en elektronisk ekspedient hen til kunden, idet man klikker på pastaen, og gør opmærksom på, at der i denne uge er tilbud på en lækker parmesanost. Tilbudet kan afvises med et simpelt »Nej«. Stik mod alle markedsføringseksperters råd lagde man et oversavet jagtgevær ved indgangen til det elektroniske supermarked. Med det i hånden kan kunden sige fra på en anderledes kontant måde. Rekorden er 18 ekspedienter på lidt under fire minutter sat af et medlem i Lejre. FDBs elektroniske supermarked er blevet skoledannende, og efter en kåring som »Best Home-shopping-mall« i »Cyberhall of Fame« sidste år, har de Danmarks suverænt mest besøgte elektroniske adresse.
Den tredje væsentlige tidsbesparelse er opnået ved en fokuseret og individuel informationsformidling. I stedet for at skulle zappe rundt i tv-suppen eller bladre igennem dagens avis og irriteres over de mange ligegyldigheder, leverer de store bladhuse hver morgen en ny udgave direkte hjem til PDA'en. Ved oprettelsen af et abonnement har læseren udpeget sit favoritstof og sine almene interesser. Det er til stadighed muligt at ændre i præferencerne med enkle tilbagemeldinger til bladet om, hvilke emner og artikler man gerne så mere af. Databasen holder styr på de temaer, der er repræsenteret i avisarkivets artikler, og finder allerede til næste dag et par bedste-match frem til sin læser. Avisen er blevet så personlig, at man selv i et parforhold får hvert sit eksemplar. Hvilket bladhusene brugte i en effektiv reklamekampagne under den hårde kamp for at overleve i medielandskabet. Abonnementsprisen kan gøres meget beskeden, hvis læseren til gengæld tillader reklamer i sin avis. Firmaerne betaler gerne en del af udgifterne, hver gang de placerer en annonce, fordi de har fået et fantastisk præcist medie, hvor budskabet kan målrettes til meget nuancerede segmenter og interesseprofiler.
Overraskende mange læsere foretrækker at printe deres avis ud i stedet for at læse den på PDA'en.
Tilfredsstillelsen ved at kunne sidde, ligge, stå og gå med en kvart kvadratmeter information foran sig er så meget større end den, de små, flade og stive skærme giver. De har derfor investeret i et tillægsabonnement på en af de nye plastic-laserprintere. Printeren er en diskret 75 cm høj stander, som mest af alt minder om en tørrehjelm fra 60'erne. Herfra siver avisen bogstavelig talt langsomt ud. Den størkner til et blødt, papiragtigt materiale, efterhånden som tyngdekraften trækker massen fri af ringen og ned mod gulvet. Afkølingen gør plastfilmen stiv og støvafvisende i sin endelige form, hvor den lander som en rulle på gulvet sammen med de andre udprintede sider. Selve udprintningen foregår gerne om natten og tager ca. 20 minutter. Det bedste ved hele arrangementet er, at der opnås næsten totalt genbrug. Læserne kan nemlig selv makulere de brugte aviser til pulver og fylde det på standeren igen. Forskerne finder til stadighed nye sammensætninger af råmaterialet, således at hele 98,7% genanvendes.
Avisen giver en uvurderlig daglig briefing om nettets døgntilbud. På samme måde, som tv-tillægget i gamle dage gjorde det muligt at vælge de udsendelser ud, man havde lyst til at se eller optage, er avisen den guide, der sikrer, at man ikke selv skal flakke rundt i nettets uendelig mange tilbud. I stedet foreslår avisen udsendelser, netadresser og on-line begivenheder, som den med sit intime kendskab til sin læser vil anbefale, at man checker op på. Det kan enten være som en uddybing til emner, der er blevet behandlet i dagens avis eller som et led i det uddannelsesforløb, avisen ved, dets læser er i gang med. »Uddannelse« er måske et lidt gammeldags ord i denne sammenhæng. Det giver associationer til skolestuen og faste timeplaner. Mere præcist er det en pædagogisk tilrettelagt udforskning af et emne uden noget fysisk rum eller nogen fastlagt tidsramme, hvori der kan indgå elementer fra de offentligt tilgængelige edutainmentprogrammer, krydret med udflugter til de interessante netlokaliteter, som avisens journalister og netnavigatorer har fundet seværdige.
To af de væsentligste sekundære kilder, som avisen præsenterer for sine læsere, er tv-udsendelser og film.
Selvom det er muligt at have 11 forskellige kanaler oppe på sit skærmbillede ad gangen, er det i praksis umuligt at følge med i, hvad der sker på de flere hundrede kanaler, som en nettilkobling giver adgang til. Derfor laver avisen hver dag en prioriteret liste til hver af sine læsere og sørger automatisk for, at de pågældende programmer bliver optaget på abonnentens eget system, så de kan betragtes i ro og mag, når han/hun har tid. Selvom de fleste har lært at skære hårdt og brutalt i nyhedsstrømmen, ligger der som regel alligevel timevis af uigennemset tv-materiale tilbage på PDA'en, når dagen er omme. Mange vælger derfor at vente en dag eller to, før de ser en udsendelse. Da vil det nemlig være muligt at læse det pågældende programs rating. Ikke blot som et simpelt seertal, men som en scoringsliste afgivet af det korps af lægmandsanmeldere, avisen til enhver tid har knyttet til sine vejledningsbaser. De fleste abonnenter påtager sig indimellem den lille ekstraopgave, det er at afgive karakterer for underholdningsværdi, nyhedsværdi, æstetiske kvaliteter m.m., for det program, man just har set. Vejledningsbasen sørger selv for at »opdage«, når abonnenter, som i øvrigt ikke kender hinanden, har et stort sammenfald i deres vurderinger. Det er derfor også disse »meningsfællers« score, man dagen efter kan se tilført listen af de programmer, man ikke fik set i første omgang.
Oprindeligt udsprang ideen til dette »ad hoc anmelder-korps« fra Politiken On-line. De fik nemlig stor succes med at lade deres brugere anmelde restauranter i København og kunne derved nemt udregne de enkelte spisesteders gennemsnitlige antal kokkehuer. Senere bredte princippet sig til teaterstykker, biograffilm og udstillinger og er nu på tv-stofområdet blevet det vigtigste af avisens servicetilbud.
Som et romantisk »spin-off« på denne vejledningsbase kan man som single m/k og dem er der mange af i 2005 melde sig på »Træfpunktet«. Her sørger avisens vejledningsbase for, at man mødes med en udvalgt, som har en sammenlignelig smag, hvad tv-programmer angår. »Træfpunktet« har i 2005 stolt meddelt, at de har smedet 1.786 par sammen og indirekte været årsag til 342 børns undfangelse. Dertil kommer de platoniske bekendtskaber mellem 122.356 danskere, man mener at have skabt. Størsteparten af disse kontakter startede med, at man skrev e-post sammen om stort og småt. Nogle satte håret pænt og koblede sig på en videofon-forbindelse. Og for enkelte resulterede det i et fysisk møde, som så er endt med, at de i dag deler e-adresse.
Da man havde erfaret, hvor nemt det var at foretage disse meningsmålinger elektronisk, fremkom der hurtigt forslag om også at afgøre politiske spørgsmål med netafstemninger. Selvom datasikkerhedsproblemet var blevet løst med borgerkortets indførelse i 2002, stod man med det fundamentale demokratiske problem, at V-holdet aldrig var med i afgørelserne. Desuden blev den ulidelige strøm af opinionsundersøgelser en daglig irritationskilde for politikerne. Vel hviler det politiske system på princippet om, at man efter et par års virke tilbagekobler afgørelserne til vælgerne. Men som en professor i kontrolteori ved DTU udtrykte det, er det logisk set umuligt at styre et komplekst system med uafhængige, målrettede agenter, hvis de konstant skal afvente feedback på hvert enkelt reguleringsindgreb. Og politologer påpegede, at ud over problemet med V-holdets manglende indflydelse, så havde flere af de seneste års væsentlige politiske beslutninger, fx om at bygge Øresundsforbindelsen, vist, at befolkningens meninger svinger så stærkt over kortere tid, at det er nødvendigt med et modererende filter i beslutningsprocessen. Da det først var blevet gennemdebatteret på utallige elektroniske konferencer, opstod der en konsensus om, at ligesom man lod sin avis være et filter mod informationsstrømmen, var det politiske system også bedst tjent med, at de folkevalgte filtrerede beslutningerne.
Det var ikke noget tilfælde, at filteranalogien fik sådan en afgørende vægt i denne debat. Så godt som alle netbrugere har nemlig et meget personligt forhold til deres filter. I de fleste PDA'er har filteret fået en konkret skikkelse. Nogle foretrækker en gammeldags engelsk butler, nogle har valgt en muskuløs bodyguard og andre en tjekket privatsekretær. Fælles for alle figurerne er, at de holder styr på den private kalender, omstiller beskeder til det sted, man aktuelt opholder sig, vogter den elektroniske dør mod uvedkommende beskeder hvoraf en del er reklamejunk, forklædt som »nyhedsinformationer« og sørger for, at de anbefalinger, der kommer fra avisens vejledningsbase, bliver annonceret i rette tid. Faktisk er avisens viden om abonnentens interesser identisk med dørvogterens kendskab til sin arbejdsgiver og opdateres derfor dagligt.
Mange sender deres dørvogter ud på nettet for at den kan lede efter de informationer, begivenheder og salgstilbud, den ved, at man vil være interesseret i. Det er ikke ualmindeligt, at figuren har fået indlagt sin ejermands (m/k) ansigts- og karaktertræk. Det virker meget tillidvækkende, når et elektronisk brev bliver overbragt af en figur, der i al væsentlighed ligner brevets afsender, og beskeden huskes også langt bedre, når der er et ansigt og ikke blot en kryptisk e-adresse at hænge den op på. Disse elektroniske spejlbilleder har fået en så gennemgribende psykologisk betydning, at der startede en mindre landesorg i januar 2004, da det store Danmarks-net var delvis nede i 12 dage, så man kun kunne sende »gammeldags« elektroniske breve og se nødudsendelser. Det er heller ikke usædvanligt, at pårørende lader en afdøds figur leve videre i deres eget system, fordi den for mange er et dagligt vidnesbyrd om, hvordan den bortgåede ville have handlet.
Figuren bruges også til mere underholdende funktioner. Man kan sende dem til såkaldte MUDs (et engelsk akronym for »Multi User Domes«), hvor de kan medvirke i alt fra interaktive gladiatorkampe til elektroniske egenopførelser af de klassiske balletter. Betragtningspunktet i disse MUDs kan vælges som et »naturligt« øjeperspektiv, som et forskudt perspektiv 1 meter bag ens figurale repræsentant eller som et »guds-øje« landskabsperspektiv. Efter en veludført dåd slapper brugerne af med forskellige replays, hvor det intenst diskuteres, hvordan præstationerne kunne have været forbedret.
I det hele taget er elektronisk underholdning i bred forstand blevet den helt store røver af den tid, man har sparet på de andre elektroniske tjenester. Selvom mange ikke vil indroemme det, taler teleregningerne deres tydelige sprog. Teknokritikerne har været meget bekymret over denne udvikling, og PDA-brugerne er ofte blevet fremstillet som overvægtige burgrise med øjne så store som tekopper i avisernes karikaturtegninger. Sandheden er lidt mere nuanceret. Faktisk er den interaktive underholdning i mange tilfælde overordentlig lærerig og langt mere engagerende end fortidens passive tv-konsum. Mange MUDs og edutainmentlokaliteter er kun kommet i stand på initiativ af en gruppe private mennesker, som uden det elektroniske net aldrig ville have kunnet mødes om deres fælles interesser. Og endelig er det et faktum, at det »virkelige« kulturliv har fået en kolossal renæssance: Det ægte nærvær under en forfatteraften på biblioteket, lysets spil med kunstværkerne på museet, lugten af dansesved til rockkoncerten og det magiske øjeblik på teaterscenen har i kontrast til den kliniske, elektroniske verden en dragning som aldrig før.
Det har især været positivt at erfare, at danske netbrugere ofte har markeret sig som centrale skikkelser ved oprettelsen af nye MUDs. Som så mange gange før har folkeviddet overgået selv den vildeste fantasi. Danmarks ry som frisindets land blev for alvor genetableret, da en sexklub i det indre København gik på nettet med en LOVE-MUD, hvor de fremsendte figurer kunne være med til lidt af hvert. Især fordi mange havde taget highlights fra det private videoalbum med, som ublufærdigt blev vist frem for alverden. De mange udenlandske gæster, som var med på en kigger, lagde et voldsomt tryk på linierne, indtil adressen blev spærret i USA og Japan og ideen i øvrigt blev kopieret af mange andre MUDs.
I den mere anstændige genre er Danmark berømt for sine øko-MUDs, ældre-MUDs og bold-MUDs. Bold-MUDs er blevet af en fremragende kvalitet, fordi nogle fremsynede mennesker i DBU brugte en mindre formue på at installere et »Total Surround Sight« optageudstyr i Parken. Hjemmetilskuere til nye kampe kan derfor være deres egen frit flyvende kameramand, og med alle de gamle kampe lagret er det muligt at komponere virtuelle kampe, der aldrig har fundet sted. 22 deltagere vælger deres spiller og angiver løbende i spillet, hvor de vil placere sig. Så sørger computeren selv for at finde de relevante billeder frem i en fotografisk kvalitet, som ingen grafisk computer endnu har kunnet matche. Og det mest fascinerende er, at man aldrig helt kan forudsige, hvilken af Mikkel Becks berømte soloture maskinen mener lige passer i den aktuelle situation.
Lad os slutte denne lille rundgang i vort fremtidsscenario med at lytte til en bid af den elektroniske reklame, som fik den søvnige person fra indledningen til at bestille en prøvetur med en Mercedes Electrans:
»Anti-kollision-vision. Car-to-car-kommunikation. Head-up-display. Fuld PDA-kompabilitet. Europas førende producent af elbiler har igen sat standarden for moderne transport. Leveres fra 73.000 ecu. Klik for en interaktiv demo-tur i Andalusien, Peking eller Prag. Vejen er din.«
JOHN PAULIN HANSEN OG CAROLINE SØEBORG OHLSEN
Mads Høbye, der gik i niende klasse, da han skrev sit bidrag til konkurrencen, bruger også en almindelig dag som kulisse for sine droemme og forventninger til informationssamfundet år 2005. Og godt nok er en række ting og sager i det daglige blevet erstattet med højteknologi, ligesom rammerne for arbejde og skole har ændret sig som følge af teknologien. Men familien og det nærvær, den repræsenterer, er stadig kernen, teknologi eller ej:
Imens havde mor været på hjemmebesøg. Hun havde fundet ud af, at klienten havde brug for et program til at omdanne skrevne ord til tale, da han ikke kunne snakke. For at få det billigste, havde hun spurgt sin agent, om der var nogle tilbud på det produkt. Det var der, så hun sendte straks en ordre til firmaet. Samtidig med at firmaet havde fået ordren, blev den lagt ind i kommunens regnskab, så de vidste, hvad det var for en regning, firmaet ville opkræve.
Far var blevet færdig med artiklen om juletravlheden og var nu i gang med at holde et møde med sine kolleger for at finde ud af, hvem der tog hvilke opgaver. De var dog ikke i fysisk kontakt, i stedet havde de hver et kamera sat op og kunne på den måde se hinanden. Under samtalen spurgte en af kollegerne, om det gjorde noget, at han røg. Det resulterede i stor latter.
Den avis, de skulle lave, var ikke som de normale aviser på computer, denne her skulle nemlig trykkes på papir i anledning af julen. Far glædede sig til at prøve at arbejde »gammeldags« igen.
Lillesøster var i fuld gang med at tegne og male på computer. Der var ikke nogen decideret undervisning, i stedet fik de bare lov til at lege. Men det var alligevel et vigtigt skridt i hendes undervisning, da hun skulle være vant til at bruge en computer.
Per var på vej hjem fra skole. Han skulle dog ikke helt hjem, da han havde aftalt at være sammen med Jens. De var begge meget interesserede i computere og havde startet en computerklub, hvor der var folk fra hele verden. Blandt andet USA og Indien. I klubben udvekslede de spil og programmer og lavede spil og demoer over Nettet.
Efter et stykke tid kom Per i tanke om, at han havde glemt at købe en julegave til sin mor, så de slog op under tøjbutikker i computeren. Efter et stykke tid fandt Per en trøje, som så pæn ud, men han ville ikke sådan bare købe uden at have set og følt den. Så de gik ned i byen for at finde trøjen. Da de havde fundet den, kunne Per mærke, at den var i en god kvalitet, så gik Per hen til kassen og trykkede »betal« på sin minicomputer, hvorefter det var registreret, at han havde købt trøjen.
»Biiiiip!« Pers computer mindede ham om, at det var spisetid. Så han måtte nok til at vende snuden hjemad. Mor blev altid lidt knotten, hvis han ikke var der til tiden. Det var nemlig det eneste tidspunkt, hvor familien var samlet.
Da Per kom ind i garderoben, tændte lyset af sig selv. Huset var nemlig økologisk, hvilket betød, at der kun var tændt lys i de rum, hvor der var folk. En computer styrede hele huset, den kendte familiens vaner og vidste derfor, hvornår den skulle tænde for varmen i de forskellige rum, så radiatoren i stuen ikke varmede hele natten. De havde også fået installeret et solcelleanlæg, som varmede vandet og gav strøm til de forskellige hjælpemidler i huset. Huset var bygget af noget solidt materiale, der holdt på varmen om vinteren. Om sommeren sørgede computeren så for, at der blev luftet ud, så der ikke var så indelukket.
Inde i stuen havde hunden skidt på gulvet til fars store irritation. Mor var færdig med maden og havde fået bestilt alle dagligdags ting som for eksempel smør og mælk over computeren, så de ville blive bragt ud den næste morgen.
Efter aftensmad blev Per ringet op af en person, som sagde, at hun var tidligere sekretær og havde en skrivemaskine derhjemme. De fik så computeren til at sammenligne deres kalendere, og den fandt en dag i juleferien, hvor de kunne mødes.
Nu var der familieråd om, hvor de skulle hen i vinterferien. Per ville gerne til Norge og stå på ski, far ville hellere på familiehøjskole. En ting var i hvert fald sikkert, de skulle lave noget sammen. Efter en del diskussion endte det med, at de besluttede at tage til Norge på skiferie. Far begyndte så at tjekke, hvilke hoteller der endnu var plads på.
Senere på aftenen var far kommet i godt humør og syntes, at de skulle lave noget hyggeligt. De sluttede aftenen af med at se en film. Da det var far, der fik ideen, blev det en gammel film, nemlig Jurassic Park.
Den bestilte de via Internet.
MADS HØBYE Nu vil informationssamfundet næppe kun have menneskelige indbyggere. De fjerede og ikke mindst firbenede bliver også nødt til sammen med deres bedste venner, menneskene, at finde sig til rette blandt bits og bytes. Dette rejser det interessante spørgsmål om, hvorvidt hunde nu også får et ordenligt hundeliv i den digitale trummerum. I et forsøg på at komme omkring dette - og samtidig en masse andet - har Preben Howarth ladet et firbenet væsen berette om sin hverdag i år 2005:
Mit hundeliv er ikke så dårligt endda, for jeg er sjældent alene ret længe ad gangen: Børnene er kun i børnehave de 4-5 timer om dagen, hvor Arne og Beate arbejder herhjemme. Til gengæld er de tit på besøg ude hos familie og venner i nærheden. Der er jeg som regel med. Det er jeg også, når familien tager i byen for at købe ind, for at blive ekspederet af rigtige mennesker, som de siger. Det sker ikke så ofte, for til daglig har Beate lavet en madplan, og PC'en scanner så hver dag, hvad der er af gode tilbud i net-fødevarebutikkerne, som passer til menuen. Hun bliver altid så glad når PC'en har fundet et SIT (Særligt IntroduktionsTilbud). Klik, klik, siger det, når hun bekræfter sin mundtlige ordre til den med sin kode. I løbet af dagen kommer der én bil med alle varerne også selvom de er bestilt hos forskellige netbutikker på forskellige tidspunkter. De køber næsten alt på den måde, fordi det er nemt og billigt.
Butikkerne eksisterer kun på nettet, men konkurrencen er alligevel benhård. Varerne kommer fra store distributionsselskaber, der er superspecialister i logistik. De henter varerne hos producenterne og leverer direkte til vores hoveddør. Jeg kender de folk, som normalt kommer med varer til os. De kan godt lide hunde, heldigt for dem, for jeg når altid frem og siger goddag til dem, inden mine mennesker opdager det og råber: På plads, si..it! Varerne er gode nok, specielt de store poser med hundefoder, som viser en spisende hund i forgrunden og to katte, der misundeligt ser til i baggrunden. Arne kan selv bestemme fra gang til gang, hvilken foderblanding vi skal have. Han siger det bare til PC'en, og foderfabrikken ordner resten, så jeg får dejlig varieret kost.
I det hele taget kommer det meste til os. Det skyldes nok en kombination af de kolossale fordele, der har vist sig ved at erstatte både vare- og persontransport med intelligent anvendelse af IT, kombineret med at benzin nu er så dyr, at det meste transport er forretningstransport og sker uhyre ressourcebevidst med effektiv brug af IT til planlægning og styring.
Jeg kan forstå på menneskene, at der stadig er masser af olie og gas nede under os, men de mange forureningsskader, som nu effektivt registreres ved hjælp af IT overalt i verden, har fået næsten alle regeringer til ret brutalt at begrænse alle de forureningskilder, de kan. I EU er man nødtvungent blevet enig om, at en vare skal koste både det, virksomheden skal have for at producere den, og det, samfundet skal have for at afhjælpe de miljøbelastninger, varen forårsager både i brug, og når den skal skrottes. Da forbrændingsmotoren endnu ikke er blevet afløst af ny teknologi, er særlig vejtransport blevet dyr, nu bilerne skal betale den fulde pris. Heldigvis har IT altså vist sig at kunne både erstatte meget transport, og samtidig understøtte den nødvendige transport, så den sker på en langt mere ressource- og miljøvenlig måde.
Det her startede, da jeg var lille hvalp, og i begyndelsen opførte mine mennesker sig, som om nogen havde taget et friskt kødfyldt ben fra dem. Min mor har fortalt, at hun tit var ude at køre nogle dejlige ture med sine mennesker.
Min mor har til gengæld ikke oplevet totalen.
Vi kalder den totalen, ja, kun mennesker kan selvfølgelig udtale ordene, fordi den giver en totaloplevelse. Totalen blev udviklet under et stort forskningsprogram for SIT-produkter (Selv Involverende Teknologi). Hjemme i totalstuen, når det er totaltid, får jeg selskab af Nelle. Vores mennesker synes det er så sjovt, når vi snuser til hinanden.
Nu skal det lige siges, at vi ikke sådan fysisk er sammen, men næsten. For vi tænder totalen, og der står så Nelle i al sin dejlighed et pragtfuldt holografisk 3D-eksemplar af en hund, med lyd og lugt. Første gang, jeg mødte hende på totalen, gøede jeg voldsomt, fordi der pludselig stod en fremmed hund i vores stue. Hun rørte sig overhovedet ikke og gjorde ingen tegn på at have bemærket mig.
Her burde jeg være blevet mistænksom, for sådan en opførsel er utænkelig for en rigtig hund, og tillige stod mine mennesker i døren og fnisede, fordi de havde frosset billedet i totalen. Men det tog jeg mig ikke af dengang, for hun var bare så livagtig. Til sidst for jeg hen og snappede efter hende for nu at vise, hvis hus det var. Og forestil jer min forbløffelse ... jeg snappede i den blå luft, der var intet, det var et spøgelse. Men så satte de totalen online, så Nelle også kunne se mig i sin stue. Nej, hvor vi væltede rundt, gøede og snappede for at forsvare hver vores hus mod hvert sit spøgelse. Lugten var der ikke i starten, men noget, vi lige har fået sat ind. Min herre købte en lille kasse i meget spraglede farver nede i chipbutikken og satte den i totalen, og vupti, så var der lugt på.
Arne fortalte Carl og Dorte, det er familiens to menneskehvalpe, at det ikke er rigtige lugte, men trickyfrekvente elektromagnetiske bølger, som påvirker vores hjerner til at tro, det lugter. Menneskenes førerhunde taler om at forbyde lugtmodulerne, indtil man ved, om de skader hjernen ved lang tids brug tænk, at lugte skulle være skadelige, det er det bedste, jeg ved - næst efter kødben med kød på.
Mange af de store indkøbscentre er i dag ombygget til totalcentre, hvor man sammen med andre får en totaloplevelse og selv er med i det, der sker. Utrolig livagtigt jeg var selv inde og opleve Disneys 101 Dalmatinere ved en speciel hundeforestilling. Nej, hvor vi gøede, da alle de små dalmatinerhvalpe løb mellem benene på os. De kører også flerdagsoplevelser. Arne og Beate sad forleden dag og snakkede om, de skulle tage en todages tigerjagt.
Jeg forstår dem godt, for jeg har set reklamen på totalen. Deltagerne rider rundt på rigtige elefanter inde i bygningen, og efter mindre end en halv time tænker ingen over, at det er en fantastisk illusion: Det nyeste 3D-holografi kombineret med multikanallyd og sensorsound, samt (gammeldags) duftstoffer og klimaregulering med temperatur, fugtighed og blæst. Det hele er styret af et computerprogram, som totalcenteret køber hjem over nettet fra et af de store firmaer, der opstod ved årtusindskiftet ved fusion mellem filmselskaber og softwareproducenter. Programmet tilpasses forholdene på det enkelte totalcenter.
Et af de steder, min herre altid går hen, når vi er i byen, er et rigtigt in-sted, et sted, jeg godt må komme med ind. Forretningen hedder »Svends SIT-sted«. Svends speciale er Skræddersyet Informations Teknologi. Arne bliver helt ekset i øjnene, når vi står henne ved hylderne med chips ikke dem, man kan spise, desværre. Si..it, Dumille, og så glemmer han helt mig for chips. Her kan han købe duftmoduler, totalanlæg eller bestille chips til alle mulige formål, osse til mit halsbånd. Han har et program derhjemme, hvor han siger en masse ord til PC'en og trykker på nogle få knapper og så er chippen klar, for eksempel den til at sætte fast i mit halsbånd.
Chippen, jeg fik i mit halsbånd, er et supplement til den lille identifikationschip i mit højre øre. Alle kæledyr skal have en id-chip kort efter fødslen. Selve chippen koster næsten intet, men den tvungne registrering tager det offentlige register sig fyrsteligt betalt. Til gengæld ved de alt om, hvem der har eller har haft hvilke kæledyr en viden, de sælger til bl.a. reklamefirmaer på nettet.
Langt værre er det dog med chippen i mit halsbånd: Tænk, min ejer kan følge mig med sin PC på et skærmkortet over omegnen, både hvor jeg er og har været, og holde regnskab med, hvor langt jeg løber om ugen det ville være meget bedre for hans vægt, hvis han fokuserede på, hvor lidt han selv bevæger sig på en uge. Jeg har endnu ikke kunnet løbe ud af kortet. Hvis jeg kommer for langt væk, ja, nogle gange bare jeg hopper over lågen, buzzer halsbåndet kraftigere og kraftigere, indtil jeg vender om.
Irriterende smart, og anvendeligt til utallige formål og derfor utrolig populært både privat, erhvervsmæssigt og hos det offentlige.
Jeg ved ikke, om det er en trøst for os hunde, men moderne biler har også en sådan irriterende chip et eller andet sted under lakken på karosseriet. Bliver den stjålet, er den let at lokalisere og sende en stopkode, der lukker bilens vitale kredsløb, og vupti, bilen kan kun køre selv ... ned ad bakke. Jeg tror endda nok, man bruger det samme princip med forbrydere, der har for vane at flygte. De får en lille chip sat ind i kroppen et sted, de ikke selv kender.
Vi har tre små stativer med affaldsposer, en grøn til bioaffald, en blå til genbrug, det vil sige metal, glas og papir, samt en rød til blandet affald. En lille elektronisk vejecelle i hvert stativ er koblet til nettet og fortæller, når posen er fuld. Så kommer renovationsfolkene og henter alle tre, når den ene er fuld.
Det er hamrende dyrt at komme af med affald, særlig det røde affald. Grønt og blåt har en noget billigere kilopris, men stadig »så man skulle tro, det var ædelmetaller vi solgte«, som Arne sukker, når regningen kommer ind på PC'en. Derfor checker mine mennesker altid i tilbuddene på nettet, hvordan varerne er emballeret. Og på vej ud ad havelågen, trækker renovationsfolkene blank med en lille laserpistol. De bedste af dem får et anerkendende vov-vov, og så griner de. Pistolen skal ramme en lille stregkodeplade, der sidder på lågen ved siden af husnummeret. Bagefter skyder de stregfeltet på posen, de har i hånden og den rammer de hver gang. Sådan registrerer de dels tidspunkt for afhentning og dermed vægten, der skal betales for. Dels registrerer de, hvem posen kommer fra, for renovationsselskabet udtager stikprøver for at sikre, at folk ikke kommer rødt affald i de andre poser.
Mine mennesker siger, at det nu er blevet så let at bruge en PC, at selv en hund kan gøre det ... en ubetænksom udtalelse, men de lod mig prøve: Jeg fik lov at sætte forpoterne op på bordet og kigge ind i skærmen, ligesom på det gamle tv, børnene har på værelset til deres bamser. Der var et skønt 3D-billede på skærmen af alle mulige hundeting. Jeg kiggede hen på bolden og tænk, da jeg havde set på den, kom den frem i billedet lige hen foran snuden på mig.
»Vov, vov, vov«, gøede jeg og trak snuden til mig. Mine mennesker grinede og sagde, at jeg bare skulle vænne mig til en synsaktiveret skærm. Skærmen følger øjets bevægelser, og fæster man blikket til et punkt, virker det som at klikke med musen.
Det skramler ved hoveddøren, og hunden i kurven rejser sig hurtigt, går hen til døren og piver glad. Døren åbnes og hunden modtager bjæffende moderen og de to børn, får masser af klap og maser sig ud ind mellem dem for at kunne sige goddag til alle tre på én gang.
»Heej Dumille, nåee, du er vel nok glad for, at vi er hjemme igen. Det er også længe at ligge hver dag, mens vi er på arbejde. Du kunne garanteret godt tænke dig, at vi var hjemme hos dig hele dagen, men det kan vi desværre kun i weekenderne. Kom her, si..it. Vi har noget til dig, værsgo, her er en af dine yndlingstyggeting. Har du droemt godt i din kurv?«
Udtrykket i de venlige brune hundeøjne skulle nok tydes som et »både og«, da Dumille tøvende bed om oksehudstyggebolden som om han var bange for at bide i den blå luft.
PREBEN HOWARTH
Angst og skepsis
Ikke alle er lige begejstrede for informationssamfundets løfter på grund af de mange negative anvendelsesmuligheder, teknologien har. Mange frygter, at IT bliver brugt som undertrykkelsesinstrument, til overvågning, udspionering og registrering. Og endnu flere er opmærksomme på den opdeling af samfundets borgere i et A-hold og et B-hold, som computerne kan være med til at fremme. Jan Olsen udtrykker sin skepsis i form af en satirisk novelle.
Det har jeg så altid på. Hver evig eneste dag. Nej, når sandheden nu skal frem, har jeg faktisk tre nøjagtig ens sæt at vælge mellem. Fantasien fejler s'gu ikke noget, selvom den konstant bombarderes med inciterende input af enhver art. Lige fra religiøs frelsthed med Himmelgaranti til virusfri cybersex foran plug-in-pejsen. »See me ... Feel me ... Touch me ... Heal me«, som det hed sig i et gammelt pop-hit fra nittenhundrede-og-syre-tres.
Bare jeg dog havde købt et af de forbandede joggingsæt lidt større. Når jeg sidder i sofaen, kan jeg nemlig mærke, hvordan bukselinningen kryber nedad og blotter en stadigt større del af mine bare baller. Nu er det vist for sent at taste sig ind i bestillingskøen. Men hva' fa'en, hvis jeg absolut skal bevæge mig ud i egen høje person og hente flere billigøl til weekenden, trækker jeg bare overdelen godt ned over underdelen og lader som ingenting, når folk kigger.
Ellers er jeg nogenlunde ligeglad med, hvordan jeg ser ud. Jeg behøver jo stort set ikke færdes uden for hjemmet. Men når det er absolut nødvendigt, bruger jeg min egen private indkøbsvogn, som jeg parkerer i det kommunale blomsterbed neden for opgangen efter brug. Dens galvaniserede metalfletværk er efterhånden hyggeligt tilmøget med emballagen fra de vingummibamser, skumbananer og popcorn, jeg gnasker i mig, mens jeg køber ind. Selvom jeg snart fylder halvtres, har jeg aldrig overvejet at få kørekort. Jeg ta'r med bussen til Fåborg og færgen til Gelting, når bølgerne går højt, og min samling af Dansk Pilsner og Tysk Æble-snaps trænger til opfyldning. EU er en fin ting, selvom afgiftspolitikken endnu ikke levner plads til toldfri indkøb via Internettet.
Mine unger bor hér i Odense, og min søster bor i Svendborg. Selvom jeg så havde haft bil, ville det være temmelig uoverskueligt for mig at se hende mere end én gang om året omkring jul. Hun har det på samme måde med mig. Der er jo immervæk over femogfyrre kilometer mellem os. Det bli'r nogen-og-halvfems kilometer retur. Vorherre bevares, det er jo lige så langt som til Jylland. Helt over i Det Mørke. En sådan afstand kræver en vis planlægning i form af sovepose, tandbørste og ikke mindst bajere i bagagen. Hvem gider egentlig have den ulejlighed i vore dage? TV-fonen er vel ikke opfundet for ingenting. Jeg har kun været uden for Fyn i forbindelse med Geltingturene og en enkelt gang i folkeskolen, da vi skulle til Harzen. »Vi ve' hva' vi har, men vi ve' aldrig, hva' vi får. Ude godt, hjemme bedst. Havet omkring Danmark, vort moderlige hav-hav-hav«.
Skååål. Ja, hjernen fejler s'gu heller ikke noget. Vi har det godt, hvor vi er. Og bli'r vi underlige i hovedet, kravler vi ned under dynen og lægger os i fosterstilling et par uger. Så mæsker vi os med piller og tabletter i alle regnbuens farver, til vi er blevet rigtige i hovedet igen. Vi bliver i vore vante omgivelser og bevarer facaden.
Min læge har skrevet til mig og »Hvem det måtte vedkomme«, at jeg er helt normal. Det ser jeg ingen grund til ikke at ta' for gode varer. Han siger også, at hvis alle var som mig, ville alting se anderledes ud.
Det synes jeg er den bedste anbefaling, man overhovedet kan få. Jeg har nu også altid haft svært ved at se, hvis jeg på noget tidspunkt skulle have gjort noget forkert. Jeg har det, som jeg helst vil have det. Alt er i sin skønneste orden.
Hvis jeg nu var noget så anakronistisk som en billedkunstner og f.eks. skulle væve et tæppe ... Ja, så ville dette tæppe kun kunne indeholde retmasker. Det, der har fået lægen til at blåstemple mine normdannende egenskaber, er nemlig, at jeg altid har ret. Jeg er simpelthen ufejlbarlig. »Og hvordan hænger det så sammen?« vil nogen nok spørge.
Johhh, personligt står jeg op, går på arbejde på CD-fabrikken, kryber i skjul bag min læst, bøjer armen og støtter kulturen. Uden for måltiderne åbner jeg aldrig munden. Kun hvis jeg smiler, kommer med rosende bemærkninger til mine overordnede eller neutrale politiske korrektheder til kollegerne evt. garneret med dugfriske sportsresultater eller historier fra mit mere og mere fiktive privatliv.
Når jeg først er hjemme mellem egne fire vægge, finder smileriet og den selvudslettende adfærd naturligt på plads i syltekrukken bagest på hattehylden. Lyset bliver slukket, og jeg indtager pladsen i mørket bag persiennerne.
Her står den specialbyggede superornitologiske kanonkikkert, stiv, strunk og matsort. Hver eneste dag afventer den tålmodigt min ankomst på sit vibrations-frie stativ og skridsikre gummierede underlag.
Jeg checker naboen, jeg checker genboen. Jeg checker nabo-naboen, jeg checker genboens nabo og dennes nabo og nabo-nabo.
Ved mindste tegn på afvigelse fra gårsdagens adfærdsmønster taster jeg et på forhånd indkodet nummer på TV-fonen og beretter anonymt i Blank Screen Mode om mine iagttagelser til en i øvrigt både høflig, korrekt og ganske og aldeles indsmigrende humanrobot. Hvor jeg dog elsker den stemme!
Var det ikke for min tyrkertro på egen ufejlbarlighed, kunne tidernes omskiftelighed ellers godt fremprovokere en vis natlig uro.
Jeg tænker her på min salig onkel Sigurd, den oversete ostehandler fra Maribo, og hvad der overgik ham. Han var nemlig så uheldig at hellige sin rapportéren til, hvad der mod alle odds skulle vise sig at blive den tabende side i sidste europæiske krig.
Mange mennesker blev ellers, takket være hans indsats, der i øvrigt havde regeringens fulde støtte, hjulpet på ret kurs i forhold til den filosofi, der dengang var den politisk korrekte. Alligevel måtte han efter krigen i huj og hast skifte postadresse fra Maribo til Paramaribo.
Nu er der tegn i sol og måne på, at en generel holdningsændring kommer til at bane vej for en rehabilitering af onkel Sigurd. Vi bliver flere og flere om budet. Stille og roligt, næsten umærkeligt vinder vi terræn.
Det er ligefrem blevet småt med observander her i kvarteret. I de fleste lejligheder er lyset slukket. Kun sjældent anes bevægelser og lysreflekser i linser og objektiver bag forhæng, stores og persienner.
Selv hundeejerne har fundet nye luftningsarealer. Folk færdes pr. bil. Og bilerne er ubestemmelige af farve og fabrikat. Registreringsnumrene er indsmurt i mudderplamager, der på det nærmeste umuliggør fyldestgørende identifikation selv med brug af infrarødt sigte. Det er heldigvis kun et spørgsmål om tid, før automatiske nummerpladespulere gøres lovpligtige. Så behøver jeg ikke længere snige mig rundt på parkeringspladser, i carporte og garager bevæbnet med sulfovand og opvaskebørste.
En plasticpose blafrer i vinden og rutscher hen over parkeringspladsens regnbuefarvede sulfopletter.
Gu' ve' hva' klokken er? Der er en anelse beklumret i lejligheden. Mon ikke kaffen snart er løbet igennem? Jeg afsøger genbohusets facade. Jeg føler mig efterhånden som ét med min trofaste ven, kanonkikkerten. Den føles behageligt kølig mod øjenomgivelserne. Det kribler og krabler omkring mundvigene. Ja-ja, det danske smil er på vej. Det trodser både silende regn og global opvarmning. Det er sør'me godt, at husene er hule.
Egentlig er der da også ganske hyggeligt her i lejlighedens halvmørke. Jeg skæver til regnmåleren og tovejstermometeret. Jeg kan genkalde mig måleresultaterne med to decimaler fjorten dage tilbage i tiden. Jeg er højt hævet over både Karup og DMI. Det giver en vis følelse af betydningsfuldhed sådan at sidde her mutters alene i mørket og ajourføre sine private observationer.
Diagrammer, pile og anmærkninger fylder mere og mere på de kvadrerede A4-blokke, jeg bruger til formålet.
Legetøjspandelampen fra BR giver lige akkurat lys nok til, at jeg kan arbejde uden at kunne ses udefra.
Det er dét her, selve indsamlingen af data, der er det mest spændende. Det andet er ren rutine. Jeg sender dem ved hjælp af PC'en i kryptografisk form til min kontaktperson i Fritidsministeriet.
Tankestrømmen flyder frit i aften. Hvorfor er der aldrig nogen, der ringer mere? TV-fonen er ellers åben. Det er da også frit for enhver at kigge forbi. Det er lige før, man bliver helt nostalgisk og længes efter menneskeligt selskab af ikke-cyber-mæssig art. Men face-to-face-kommunikation i kød og blod er håbløst gammeldags her i 2005. Og siden skilsmissen har det da også været småt med det. Jeg snakker aldrig med min tidligere kone Else, Who Else. Kun hvis underholdsbidraget ved en systemfejl ikke er løbet ind på hendes konto, er vi nødsaget til at kommunikere.
Ikke engang vores fælles børn, mine egne vanartede unger, gider så meget som at se i min retning! De og deres evindelige paranoia. De tror da også, Gud og hvermand er på nakken af dem, bare fordi man som forælder gjorde brug af sin revselsesret og forsøgte at sætte lidt skik på dem, mens tid var. Men, hva' fa'en, folk er i stigende grad underlige.
Klokken slår og kukuret kukker.
I reolen flankeres kødfarvede videokassetterygge med skrigende neonoverskrifter fra postordrefirmaets analkatalog af Mors hjemmemalede porcelænsfigurer og samlekassetter med gamle numre af »Hjemmet« og »Familiejournalen«. Fra CD'en strømmer næppe hørbart et skønsomt udvalg af hits fra 1960'erne og 70'erne købt via TV-shop.
På væggen smiler for længst afdøde forfædre i uniformer, folkedragter, stivede forklæder og fadermordere, mens de tager for sig af retterne fra bugnende borde. Overfor vrimler det med hjorte ved skovsøer, letpåklædte zigeunerpiger, grædende børn og piberygende fiskere.
CD-ROM-drevet transmitterer knivskarpe detailoptagelser i topkvalitet af diverse organer og påspændte remedier i hektisk hoppende aktivitet. »Krøller eller ej, Vi æælsker vores børn«, lyder det smægtende fra stereoen. Her er s'gu godt nok forbandet hyggeligt.
Over monitorens orangelysende rektangel proklamerer et flammeskrifts-broderi i glas og ramme: »Laboremus Pro Patria, Lad os arbejde for fædrelandet«.
Og er det måske ikke lige netop det, jeg gør?
Apropos arbejde. Nu sker der vist noget. Der er en fodgænger. Et sjældent syn! Vedkommende er hurtigt og problemfrit identificeret som genbo nummer tre fra venstres nabo-nabo.
Det er Wanu Irriteri, kvarterets sorte mand, 46 år og altid iført norsk skihue, selv i 30 graders varme.
Uden tvivl arbejdsløs, selvom han mig bekendt har henslæbt de sidste mange år i Danmark, oven i købet her i bebyggelsen.
Ifølge mit skema har han intet legitimt ærinde udendørs på denne tid af døgnet. Han må have gang i et eller andet ekstraordinært!
Jeg rækker ud efter blokken. Kolonne nummer tre. Filtpennen trækker blå bølger hen over papiret, mens den skriger og kradser hvide øer frem i bogstavkanterne.
De små hår på underarmene stritter af fryd. Endelig sker der noget! Jeg zoomer ind på hans skarptskårne sorte fugleansigt og får i det samme mit livs chock.
Det risler iskoldt ned ad rygradens blegfede dellepuder. De tilbageblevne hovedhår rejser sig på min pletskaldede isse. Aldríg i mine livsskabte dage ... Wanus brune øjne stirrer ufravendt og direkte tværs igennem alle linser og objektiver, lige lukt ind i mine af skræk og rædsel opspilede babyblå ...
»Hvad sker der? Hvor fa'en er TV-fonen?«
Som af en usynlig kraft af frygtindgydende styrke kastes jeg bagud, så kikkertstativet hopper og danser på sit skridsikre underlag.
Og den sorte mand smiler. Et ægte dansk smil med alt, hvad det indebærer af medviden og indsigt i ting, som han mig bekendt ikke skulle have haft en kinamands chance for at vide besked om.
Fejemøget futter under ryaen og skeletterne rasler i skuffer og skabe. Harddisken klikker og summer på en måde, den aldrig har klikket og summet på før. Finjusteringsknappen virker ikke forbedrende på den nu stærkt flimrende billedkvalitet. Af en eller anden grund er luften direkte dårlig. En sviende fornemmelse af udflydende karakter ...
»Bring mig mine brune admiralsbukser!«
Mon han også bruger et forhåndsindkodet nummer, når han rapporterer? Er han mon, ligesom jeg, fuldstændig forgabt i den køligt-glatte cellofanrøst i TV-fonrøret? Har han mon også direkte adgang til postordrefirmaets analkatalog via Internettet? Længe leve teknologien! Rend mig i røven! Jeg føler mig mærkeligt svag. Det suser for ørerne. Jeg er svimmel. Jeg bilder mig ind, jeg kan høre dæmpede stemmer og fodtrin på trappen. Jeg aner mere end ser det pulserende blå genskær af udrykningslys på genboejendommens regnvåde facade.
»Der er noget galt i Danmark« lyder det skurrende fra CD-spilleren. Sikke noget pis! Jeg jager lynhurtigt hånden ned i syltekrukken. I vrimlen af piller og tabletter i alle regnbuens farver finder jeg smilet frem og åbner døren til soveværelset:
»Mine herrer, der må vist være tale om en misforståelse.«
Jeg lægger mig under dynen i fosterstilling.
Informationssamfundets væsentligste grundstof er, som navnet antyder, information. Men er information i stadig større mængder pr. definition et gode? Ophobninger af information er ikke nødvendigvis det samme som viden og indsigt. Måske kommer det ikke længere til at handle om at skaffe sig informationer, men om at fravælge dem. Og dermed kommer et nyt begreb på info-banen:
Det var der til overflod. Junkformation flød rundt på Nettet. I gamle dage havde det umuliggjort ethvert forsøg på at udnytte Nettets mange muligheder. Sådan var det tilbage i sidste årtusinde. Nu havde CyberGuider langsomt fået styr på den store mængde information.
Peter Dahl ville selv være CyberGuide. Det var et job med fremtid. Der skød hele tiden nye servere op på Nettet, som skulle inkluderes i den store NetGuide, en form for telefonbog over emneområder, servere og almindelige mennesker.
De store virksomheder hyrede folk alene til at lægge oplysninger ud på Nettet, og universiteterne ansatte andre til at hente forskningsresultater, disputatser, teorier og tidsskrifter hjem fra Nettet. Peter Dahl håbede at blive en af dem.
For at kunne sortere mellem information og junkformation skal man kunne sætte oplysningerne i system. Men skolernes faggrænser er ikke længere nok. Information både den brugbare og den overflødige ligger som en anarkistisk masse på det tilsvarende anarkistiske Internet.
Tværfaglig undervisning blev et kendt begreb i undervisningskredse men aldrig anerkendt. Flere fag kunne samarbejde på et flerfagligt plan, hvor flere faglærere og fakulteter kunne supplere hinanden, men egentlig tværfaglighed fik vi ikke tydeligt indarbejdet hverken i 80'erne eller første halvdel af 90'erne.
Det er overraskende, eftersom folket ønsker at se de naturlige sammenhænge. Tor Nørretranders blev populær, fordi han viste hvordan, de samme begreber gør sig gældende i forskellige lejre.
Men Nettet vil stille krav til os mennesker om at nedbryde de kunstige skel mellem fagene. Der er naturlige skillelinier, men de bør altid betragtes som vejledende. Isaac Newton var både en indsigtsfuld matematiker og nytænkende fysiker. I dag ser vi ikke sammenhængene mellem matematik og de naturvidenskabelige discipliner. Hvor er sammenhængen mellem de enkelte tanker? Der er jo klare paralleller mellem Newtons landvindinger og tanker inden for både fysikken, astronomien og matematikken bare for at tage et eksempel. Vi kan ikke se de store linier.
Og for at få fat på de rigtige informationer på Nettet, skal man kende de store linier. Således bør man kende både matematik og generel naturvidenskab for at kunne forstå Newton eller for at søge oplysninger om ham på Nettet, fremtidens informationsstruktur, som eksperter kalder det.
Det samme problem findes inden for samfundsvidenskaberne. Hvis man vil søge oplysninger om Anden Verdenskrig, bør man søge både inden for økonomi, historie, samfundsfag og politologi. Så får man også et overblik, så forstår man sammenhængene.
Nettet er den drivende kraft og viden noget af det mest værdifulde, vi kan tænke os. Vigtigst af alt bliver vores forståelse af helheder bedre. Dette er flotte tanker og fine ord, men det er virkelighed for Peter Dahl, vores guide i år 2005.
Halvandet år havde han været på universitetet. Der var stadig flere år til han var færdiguddannet hum/tek'er. Humanistisk/teknisk fakultet var det sidste nye skud på stammen af universitetsfakulteter. Ideen med et fakultet på tværs af de gamle faggrænser var tilbage fra før årtusindskiftet. Nogle mennesker sagde, at den var fra 80'erne eller 90'erne. Tænk, ideen var måske ældre end Peter Dahl selv.
I indgangen til hum/tek-fakultetet var der en buste af Peter Kemp, den danske filosof, der først havde tænkt tanken til ende. Men dengang før Nettet havde man ikke villet ofre penge på den. Det kostede jo en del at bygge bygninger, købe udstyr og beskæftige de mange nye professorer. Heldigvis havde regeringen indset nødvendigheden af ægte tværfaglighed i slutningen af 90'erne.
Det var Nettet, der havde gjort hum/tek uundværligt!
UFFE JON PLOUG
Mennesket
Den nyeste teknologi har det med at blive dyrket for sin egen skyld, fordi den er ny, fantastisk og spændende. Således også informationsteknologien. Det bør vi være opmærksomme på, men samtidig må det heller ikke komme til at stå i vejen for teknologiens indførelse, hvis den vitterligt giver mennesket nogle nye muligheder:
NIELS BUNDGAARD En af informationsteknologiens helt store fordele er, at den angiveligt kan spare på det enkelte menneskes allermest dyrebare personlige ressource: den tid, vi kun har en afmålt portion til rådighed af. Og som de fleste efter egen opfattelse er nødt til at bruge på en mængde unyttige gøremål såsom transport, arbejde og ventetid. Derfor vil teknologiens muligheder for fjernarbejde, homebanking og indkøb via Internet, i hvert fald ifølge visse, give os noget af vores tid tilbage, som vi så kan bruge til det, vi meget hellere vil anvende vores liv til, nemlig at være sammen med vore nærmeste:
Nej, nej! Vi gider ikke kede os igen. Vi keder os såmænd allerede, når vi står i supermarkedskøen eller kører de 45 kilometer på arbejde, oven i købet i en trafikprop, der kun tillader en marchhastighed på andre 45 kilometer i timen. Trummerum-trummerum-trummerum. Og mens vi keder os bag rattet, drømmer vi om at få tid til andre ting end at spilde tiden. Vi kunne for eksempel godt bruge noget mere tid til vores børn og vores gamle forældre. Det ville heller ikke skade med lidt tid til os selv oveni.
Derfor glæder vi os til fremtiden. Vi har store forhåbninger om, at vi snart kan slippe for at kede os i supermarkedskøen, fordi vi allerede har fjernshoppet via vores computer, og fået bragt de kedelige ting ud mel, bagepapir og Ajax. Når vi ikke behøver at spilde tid på det kedelige, bli'r der tid til det sjove at købe lækker ost i en rigtig osteforretning; at købe økologisk kød hos en rigtig slagter; at købe pesticidfri grøntsager hos en rigtig grønthandler.
Det handler om at skære spildet væk. Det er spild at gøre noget kedeligt på den langsomme måde, når der er en hurtigere. Det er spild af tid at gøre noget kedeligt, hvis man helt kunne undgå at gøre det.
Det er også spild at forsøge at finde noget, der måske ikke eksisterer, eller bare gemmer sig godt. Vi erindrer dengang, vi forsøgte at finde en automatisk vugge til vores evigt skrigende spædbarn. Vi var villige til at betale hvad som helst og gøre hvad som helst, blot vi fandt wonder-vuggen. Så vi pløjede Danmark og senere udlandet igennem til fods og telefonisk, men der gik uger, før den automatiske vugge kom for dagen.
Senere, da vi koblede os på Internet, brugte vi den automatiske vugge som en test. Nu tog det under fem minutter at finde den, inklusive pris, forhandler- og forsendelsesoplysninger. Men denne test var heldig. Internet er endnu ikke i stand til at levere varen hver gang, og det kan være uendelig langsommeligt. Her håber vi på store og snarlige ændringer. Faktisk venter vi utålmodigt på »nettets« snarlige forvandling til den endelige og lynhurtige encyclopædi om alt fra planeten jorden til Alpha Centauri og længere ude.
Således fantaserer vi, hr. og fru gennemsnits-Danmark, mens vi snegler os af sted på motorvejen på vej til arbejde, vel vidende at dagspressen allerede i 1994 rapporterede om mellemlederen fra tyggegummifabrikken, der udførte sit arbejde fra hjemmekontoret, lige ved siden af dagligstuen, og med konstant udsigt til naboen.
Fjernarbejde er allerede en realistisk mulighed for ganske mange mennesker. Ved hjælp af modem, fax og e-mail kan vi løse vores opgaver lige så godt fra vores hjemmekontor, som hvis vi sad på arbejdspladsen.
Fjernarbejde sparer tid og skærer spild væk som en rasende Rottweiler makulerer pølser. For det første ryger transporten, et for ganske mange ikke ubetydeligt dagligt tidsspild. Dernæst ryger effektiviteten næsten selvsagt i vejret, når »færdige løsninger« afløser den gamle rigide idé om, at fysisk tilstedeværelse på en arbejdsplads er lig produktivitet. Med fjernarbejde bliver arbejdstiden simpelthen kortere, også fordi det sociale samvær med kollegerne også ryger sig en tur. Men helt slipper man jo aldrig for andre mennesker, og heldigvis for det. Der er stadig kunder, der skal besøges, ting, der kun kan drøftes ansigt-til-ansigt og så er der jo disse møder, som selv fjernarbejderen må stille op til.
I den endog nære fremtid er dette sidste måske ikke engang nødvendigt. Snart er det også muligt at bytte de kedelige møder ud med nogle højeffektive videokonferencer. Alene dette at kunne vælge vil være en sand luksus.
Men ikke alle er lige begejstrede for ideen om fjernarbejde. »Fjernarbejde er kun for udvalgte særlinge,« hævder nogle, til hvilket vi kun henrykt kan hvine, at hvis prisen for fjernarbejde er prædikatet, »udvalgt særling«, så vil vi med smil bære den byrde.
Fremtiden rummer mulighed for udstrakt misantropi, hævder andre, ofte i forlængelse af teorien om de udvalgte særlinge: Menneskefjendskheden vil stortrives, for vi vil simpelthen kunne undgå andre mennesker, så det vasker sig.
Men skulle vi ikke lige ta' at skyde klicheerne og i stedet kigge på, hvem hvilke mennesker det er, vi undgår? Det er jo de fjerne og de middelfjerne. Kollegerne, de middelfjerne, vil vi have tid til overs til at se, hvis det smerter os helt at skære dem ud af vores tilværelse. De fjerne, det er dem, vi står bag ved på posthuset, skubber til i banken og hoster i nakken i supermarkedet. Som tingene er i dag, er det de fjerne og de middelfjerne mennesker, vi bruger størstedelen af vores vågne tid sammen med, mens samværet med vores nærmeste ofte stilles på stand-by. Det er sgu da absurd!
Småbørn tilbringer langt størstedelen af deres liv i institutioner, mens forældrene taler med kolleger, de i virkeligheden synes er kedelige, sidder fast i en trafikprop eller står i en kø.
SUSANNE STAUN OG FRITZ HENGLEIN Relationen menneske-maskine bliver traditionelt fremstillet som et skræmmende magtforhold, hvor enten den ene har det absolutte herredømme, og den anden er domineret, undertrykt, fanget og fremmedgjort. Men sådan behøver det ikke være. Computeren kan være og er allerede for nogle den bedste ven:
Computeren i sig selv er det største fremskridt siden det skrevne ord inden for undervisningen. Computeren genindfører den personlige undervisning som tager hensyn til den enkelte elev. Computeren er min ven, og min ven underviser mig, kan det være bedre? En computerlærer bliver aldrig træt eller sur eller frustreret over at eleven glemmer. Den gentager indtil eleven har lært hvad han skal. Den spørger om det eleven er i tvivl om og er klog nok til ikke at gentage ting eleven godt kan. Sådan skal pædagogik være. Den kan gøre tysk grammatik til en lystbetonet besættelse. Når børnene spiller Doom kan de hurtigt lære hvilke uhyrer der skal dræbes med hvilke våben. På samme måde kan de lære hvilke præpositioner der tager dativ. Mulighederne for indtræning af viden er uendelige. I min grundtanke om computeren som ven, er det enkelt at bede den: lær mig at huske dette eller dette. Men det officielle skolesystem kan udvikle specialprogrammer som er effektive til bestemte felter og som min ven kan finde og aktivere.
Han har selvfølgelig også min dagbog liggende og han må gerne læse i den. Så kan vi også bedre diskutere fx den dejlige, blonde sygeplejerske jeg har mødt, om hun er noget for mig. Han bemærker at jeg er alsidig med hensyn til højde, drøjde og hårfarve og jeg må fortælle ham at udseendet ikke er alt, der er også en åndelig kærlighed. Og han er meget god at diskutere med for han ved næsten alt. Han fortæller mig hvad taoisterne siger om åndelig betagelse og hvad Shakespeare siger, og han lægger mærke til hvad jeg mener. Når jeg så bagefter sidder og vil skrive et brev til hende og er helt tom i hovedet, kan jeg bare spørge ham. Det har jeg været ude for. Så havde han gudhjælpemig skrevet et brev på mine vegne og det var lige hvad jeg ville have skrevet til hende. »Hvordan vidste du hvad jeg ville skrive?« sagde jeg opbragt. »Det har du jo lige fortalt mig,« svarede min ven. Rigtigt nok.
Måske er jeg lidt gammeldags med alt det skriveri. Jeg synes at det klarer tankerne, men der er også tekniske fordele ved det. Lyd og billeder fylder en hulens masse plads og der er stadig mange muligheder for misforståelser, skrevne ord fylder næsten intet og de er lette at forstå. Men vi går da i biografen sammen og han lægger mærke til mine reaktioner og gemmer nogle af de gode sekvenser.
Lige nu har jeg haft gensyn med nogle gode sekvenser med blonde sygeplejersker, hvad der er meget berigende i dag.
Vi er også ved at udvikle samme smag i musik. Og vi er i gang med at rette nogle fejl som Johann Sebastian Bach har lavet i sin musik, der er nogle instrumenter som skal skiftes ud, melodilinjer som skal flyttes, gentagelser der skal stryges og gode steder som godt kan tåle at komme igen. Han har lugtet lunten med det meste og kan rette det uden at jeg er med, det er en stor hjælp.
Eller jeg kan sige til ham: »Jeg keder mig, hvad skal vi lave?« Så er han smart og foreslår ikke noget jeg lige har lavet. Og han ved alt om hvilke film, teaterforestillinger, udstillinger vi kan lide. Han holder sig jo ajour på Internettet.
Eller måske har vi gang i et projekt. Vi har aftalt at jeg skal løbe en halv time hver dag, eller jeg skal skrive en artikel. Så er han meget god til at minde mig om det. Vi har planlagt sammen så han har alle de gode argumenter som jeg har glemt. I starten er jeg irriteret hvis jeg hellere vil drive den af, men han er god til at huske mig på hvad jeg i virkeligheden har lyst til når min overgangsmodstand er forsvundet.
JESPER OVESEN Computeren kan også være mere end en ven. Den kan gå hen og udvikle sig til en slags superpersonlig superrådgiver, som hjælper en person med at huske på alle de ting, vi mennesker er slemme til at glemme, men som vi godt ved, vi burde gøre noget mere ved. Den personlige computer som en slags kombination af Pinocchios Jesper Fårekyllinge-samvittighed og Georg Gearløs' »Lille hjælper« i det daglige, både hjemme, på jobbet og i fritiden:
Madplanen indrettes efter årstiden, dvs. ikke noget med jordbærfromage i december og heller ikke noget med risengrød i juli. På denne måde kan jeg nøjes med én gang om ugen at se hvad der skal købes ind for at have maden hjemme til familiens nødvendige overlevelse.
Hvis vi ikke selv har tid til at handle, bestiller vi varerne hos den lokale købmand, det foregår via vores modem, og jeg angiver samtidig hvornår jeg kan hente varerne. Så er de pakket og klar til afhentning. Hvis vi ikke selv kan nå det, eller varerne overstiger en vis mængde, kan jeg få dem bragt selvfølgelig mod gebyr.
Af og til tager vi selv ud for at købe ind. Når der skal handles i større portioner, tager vi ud til det nye storcenter hvor indkøbsvognene er forsynet med display. Vi har en elektronisk indkøbsliste med hjemmefra. Når så denne liste sættes ind i vognens displayfront, får vi den nemmeste »rute« igennem forretningen og ingenting bliver glemt. I de forretninger der ikke har tilsvarende udstyr oplever man ofte at være kommet igennem det meste af forretningen for så at mangle en enkelt ting som selvfølgelig befinder sig i den modsatte ende af hvor man befinder sig.
Nogle forretninger ynder at bytte om på alle varerne mindst én gang om året. Herefter kan jeg ikke finde bl.a. specialkrydderierne, folien, eller dyrefoderet. Jeg bliver mere og mere frustreret, varm og rasende og flygter til sidst næsten skrigende ud af forretningen stadigvæk uden de sidste varer. OG HVOR JEG DOG HADER DET.
Men i det nye storcenter får jeg alle varer med, lægger selv tingene op på båndet, varerne skannes elektronisk, jeg betaler via Danmønt eller kortet, og så er det bal forbi.
I dag var der, hvad der skulle være i skuffer og skabe samt køleskab, så jeg kan koncentrere mig om resten af morgenritualet.
Opvasken var klaret, den skal bare sættes på plads. Vores nye opvaskemaskine klarer hele opvasken med under 1 liter vand, systemet med ultralyd er særdeles effektivt, hvorimod det gamle brugte 20-30 gange så meget af det dyre vand.
Jeg kontakter også lægen via E-mail, idet jeg mangler svar på nogle hudprøver der blev taget for et par uger siden. Da jeg ikke kan se at der skulle være kommet noget svar endnu, vil jeg lige sende ham en lille reminder.
I vores elektroniske postkasse kan jeg se, at de bestilte bøger og CD-ROM'er som den yngste skal bruge til en opgave om Vikingetiden er kommet. Vi skal bare afhente dem inden 5 dage på den nærliggende postcentral.
Det, at man hjemmefra kan »slå op« hvad bibliotekerne har af materiale, er en stor lettelse. Vi læser egentlig mere nu end vi gjorde før i tiden, og vel at mærke bøger/artikler af en høj kvalitet.
I takt med at der blev skåret ned på antallet af biblioteker, valgte det offentlige at tilbyde den enkelte borger udbringning af bøger mod gebyr til den lokale postcentral, på samme måde som man med held har gjort med medicin til de små håndkøbsudsalg.
Brugerbetalingen er helt i orden. Hvis ikke der var denne mulighed skulle vi i stedet selv bruge tid på at støve rundt efter bøger som ikke var til at finde eller som var udlånt.
I aftes bestilte vi vores ferierejse, vi kunne sidde hjemme i ro og mag og lægge de ønsker frem vi hver især måtte have. Familiens ønsker spændte over bl.a. trekking, badning, kultur, dyr, middel varme, m.m. Efter en kort søgning på diverse rejsebureauer med disse kriterier, dukkede der 3 muligheder op. Vi kunne så se nogle billedsekvenser fra disse rejsemål og valget faldt på en rundrejse i Portugal.
Faciliteten med at kunne søge et bestemt produkt hos alle de forretninger der er tilsluttet nettet, bruger vi meget i familien. Især når der skal købes større ting ind, det kan både være nye møbler, isenkram, den mest favorable tjenesteydelse fra f.eks. banker eller andet. Det er nemt at søge på de forretninger der er i området, for at se om de har noget af det vi ønsker på tilbud.
Før i tiden skulle man jagte fra én forretning til en anden, for ofte at se den ting man havde købt meget billigere i en anden forretning i nærheden, det er heldigvis en saga nu.
Mange af de opslagsværker/bøger vi brugte før i tiden findes ikke længere, vi har ingen telefonbøger, men finder nummeret via f.eks. computeren eller det telefonselskab vi er tilknyttet.
De 4-5 telefonbøger, vejvisere mv. vi havde før i tiden, var oftest forældede eller svære at finde rundt i.
Kortene havde vi ofte brug for, men de var sjældent helt præcise, så nu henter vi i stedet et aktuelt elektronisk kort fra den landsdækkende Tekniske Forvaltning.
I vores nye bil er der en indbygget skærm hvor man kan se vejnettet i det område hvor man kører. Dvs., at hvis der er vejarbejde i det område man er på vej til, angives der en alternativ rute. Systemet kendes kun i Danmark endnu, og hvis vi skal bruge et lignende system i udlandet er vi nødsaget til at bruge det globale GPS-systemet, det er bare ikke nær så detaljeret.
Noget jeg bruger mange gange om ugen, er det elektroniske abonnement jeg har tegnet hos Forbrugerstyrelsen. Før i tiden holdt jeg Tænk og Råd og Resultater, men hver gang jeg skulle bruge et specifikt emne, kunne jeg ikke huske hvilket nummer jeg havde det i. Nu bruger jeg i stor stil de opslagsmuligheder der ligger i systemet:
Hvis jeg har spildt rødvin på damaskdugen, hvad renser jeg det så med?
farvestof 251E hvad betyder det, og kan det bruges af allergikere?
hvilken vaskemaskine opnåede de bedste resultater ved forsøgstesten?
hvem skal jeg klage til over en dårlig tandlægebehandling?
Fordelene er klart indlysende: I stedet for at ligge inde med gamle pjecer, telefonnumre og forsøgsresultater, er jeg sikker på altid at bruge de nyeste vejledninger.
Et punkt vi har mærket en stor forbedring på, er den elektroniske kontakt til det offentlige. For få år siden kunne man ringe mange gange til en enkelt afdeling eller person. Resultatet var nedslående, enten var vedkommende ikke til stede, eller han/hun vidste ikke lige nok om sagen, og ville stille om til en anden person, der desværre lige sad i møde.
Når man nu retter henvendelse til fællesnummeret, bliver man stillet videre til den eller de personer der ved noget om sagen, eller er til stede. Det gør ikke noget at man først sender forespørgsler om aftenen, reaktionstiden på de 48 timer der var målet overholdes de fleste steder. Desuden har man som forbruger sagsgangen på (elektronisk) skrift, hvis man senere skulle være i tvivl om, hvad der skete på hvilket tidspunkt.
Mine forældre er kommet noget op i alderen, og jeg vil gerne have oplysninger om hvilke ting der kan sættes i værk på nuværende tidspunkt. Hvilke ældre-kollektiver er der i nærheden, ventetiden, faciliteterne, optagelseskriterier mv. Det er ikke aktuelt nu, men der er rift om pladserne med den store mænge ældre der er på vej ud af boligerne. Jeg sender en forespørgsel til 3. afdeling, og regner med svar inden for de 48 timer. Jeg ved nemlig godt, at mange ældre er ikke opmærksomme nok på at få en sund og alsidig kost. Det betyder (dyre) hospitalsindlæggelser for at rette op på fejlernæring og dehydrering.
Der er en stor stigning i antallet af ældre og handicappede, og eftersom familierne er skrumpet ind, har den offentlige sektor måttet overtage mange af de opgaver der før hørte til i familien.
Men i de senere år har den offentlige sektor ikke kunnet skaffe arbejdskraft nok til at bringe varm mad ud til de mennesker der havde behov for det hver dag. I stedet har man i en forsøgsordning prøvet at bringe portionsanrettet dybfrostmad ud til de ældre én gang om ugen. Maden leveres til døren lige til at sætte ind i mikroovnen. Ovnen er så simpel at alle kan bruge den, men den har samtidig en sensor indbygget. Sensoren står i forbindelse med den nærliggende plejecentral. Hvis man på centralen kan se at den ældre ikke har brugt sin mikroovn i 24 timer, så er der noget galt, og man kan sende en plejer ud til vedkommende. Jeg formoder at systemet bliver indført overalt i landet, men jeg vil faktisk være mere tryg med de ældre i beskyttede boliger med dagligt tilsyn.
Vores familie og venner er efterhånden godt spredt over hele landet, og det kan være svært at holde kontakten vedlige i det daglige. Men siden vi fik et nyt kamera, der tager digitale billeder, har det været nemt og sjovt at sende breve og meddelelser til familien.
Brevet er udformet som et lydbrev med billeder der kan sendes som e-mail. Vi havde sidste år, da vi var på ferie i januar måned på Maldiverne, lejet en PDA med indbygget billedoptager. Fra Maldiverne sendte vi nogle aldeles pragtfulde feriebilleder med tekst hjem til familien i det sure danske januarvejr. Der gik egentlig lang tid før de tilgav os.
For 10 år siden var danskerne helt vilde med at købe trådløse telefoner, men nu lader den samme indkøbsstorm til at rase over hele landet med købet af billedtelefoner. Vi modtager af og til nogle af disse opkald med billede på arbejdet, men indtil videre er det de færreste som ønsker at sygemelde sig foran et kamera.
Konferencesystemet er en gave til os sekretærer der arbejder meget spredt over hele landet. Ingen af os har tid eller lyst til at flyve landet rundt for et par timers workshop. Men nu kan vi sidde på kontoret og deltage i de spændende diskussioner og dele knowhow med kolleger, selv om de sidder på skolerne over hele landet.
JYTTE ANDERSEN
Plads til alle? Det fremtidige informationssamfund bliver ikke nødvendigvis lutter lagkage. For mange af de opgaver, som i dag varetages af mennesker, vil fremover blive udført af maskiner. Og muligheden for hjemmearbejde via Internet eller andre netværk er måske en frihed for nogle, men for andre en berøvelse af den eneste kontakt til deres omverden. Men er fordelene større end ulemperne?
HH2B, IKAST HANDELSSKOLE Selv i det danske velfærdssamfund er der forskel på folk. Mere end en tredjedel af alle danskere har kun lejlighedsvis eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og er derfor henvist til at leve af den ene eller anden slags overgangsydelser. Fremtidens variant af denne problemstilling handler om det teknologiske A-hold og B-hold. For det er jo ikke sikkert, at alle bare sådan uden videre kan lære det der med computere - eller hvad?
Larsens historie er udtryk for et muligt liv det tegner nok en tendens, men ikke det virkelige, individuelle liv, som altid vil være bestemt af det, Larsen har med sig fra sin fortid. Derfor må samfundet i en tid med forandringer, der griber dybt ind i det enkelte menneskes liv især arbejdsliv være parat til at tage de nødvendige skridt til, at dets borgere, A-hold som B-hold, har muligheden for en udvikling og undervisning, der kan imødekomme samfundets krav, uden at det går ud over det enkelte menneskes familie og fritidsliv. Bliver arbejdet upersonligt og fremmed for social kontakt, så må samfundet kunne tilbyde den enkelte muligheder for at opnå personlig kontakt og fællesskab i fritid og familie.
Her kunne vi have digtet videre på Larsens liv men vi overlader denne del af historien til læserens fantasi og filosoferer selv lidt over, hvad det vil kræve af samfundet. For både A- og B-Larsener har stærke og svage sider, som samfundet skal indrette sig på at give tilbud til i form af undervisnings- og fritidstilbud.
1C, SØNDERBORG GYMNASIUM OG HF For mange er informationssamfundet ikke kun noget med morsomme computerspil, smarte tekstbehandlingsprogrammer og fornøjelige, natlige surfture til Internettets mange informationsstrande; det er også en skræmmende verden, hvor de mange digitale informationer ligger samlet på centrale computere med fare for, at uvedkommende med onde planer og skumle hensigter kan få fingre i dem. En verden, hvor datasikkerhed er særdeles vigtigt. Et par centrale begreber i denne problematik er kontrol og kaos:
1U, SØNDERBORG GYMNASIUM Den følgende lille novelle giver god næring til bekymringerne. Vil der i info-samfundet være lister, som man har set dem i ikke så forfærdelig fjerne diktaturstater?
Det var listen, han havde fået fat i. Den liste, der fra officiel side ikke eksisterede, aldrig havde eksisteret og aldrig ville komme til at eksistere. Navnene på titusind europæere. De titusind, der ville få en plads i en af centralbunkerne i tilfælde af en global katastrofe. Alle slags mennesker. Videnskabsmænd, politikere, håndværkere, læger, kunstnere, idrætsfolk, alle udvalgt i dybeste hemmelighed. Forarbejdet havde været enormt, men nu havde han den kopi af listen, som han så brændende havde ønsket sig.
Han syntes ikke, ordet »hacker« passede på ham. Han brugte selv ordet »informationsformidler«. Viden havde altid fascineret ham, og som barn var han blevet sur, hver gang folk forsøgte at holde noget hemmeligt for ham. Det forekom ham derfor naturligt at have viljen til at ville sprede information. Han skabte sjældent selv informationen, han sørgede bare for at videregive den. Det var det, der var hans kunstart. At sprede de informationer, som vedrørte mange, men var forbeholdt få.
Han havde allerede som trettenårig hacket sig ind i en stor terroristorganisations hovedcomputer. Det var dengang, det var sjovt at hente opskrifter på molotovcocktails, plastisk sprængstof, brevbomber og LSD. Han havde aldrig brugt informationerne til noget, ud over at han opnåede en stærk frihedsfølelse ved at besidde dem og dele dem med andre. Han havde siden hen betænkt sig. Informationer som disse kunne skade mange uskyldige. Derfor var han begyndt kun at sprede informationer, der kunne være til gavn for flere, end det skadede. Han havde ofte afsløret skandaler om personer, der besad magt. Det var af og til meget fristende at forsøge at få penge ud af den slags informationer. Men han forsøgte aldrig. Det ville være et brud med hans principper om, at information skulle være fri og gratis, og alle skulle have lige adgang til den. Information var lig med viden, og viden var lig med magt. Hvis alle havde adgang til lige megen viden, ville alle have mulighed for at få lige megen magt.
Det totale demokrati.
At skaffe sig adgang til informationen var ikke svært, så længe der stod mennesker bag. Ønskede man at komme ind i et firmas hovedcomputer, kunne man blot ringe til en sekretær og udgive sig for at være systemoperatør, der skulle bruge adgangskoden til et sikkerhedscheck. Eller man kunne rode lidt i papiraffaldet og ofte dér finde de nødvendige informationer. Han vidste, at det forekom usandsynligt, men ikke desto mindre arbejdede han på den måde. En femtedel af alle de computere, han var kommet ind i, havde haft en adgangskode, der hed »sesam« eller »secret«.
De kaldte det informationssamfundet. Men informationen var forbeholdt dem, der kunne skaffe sig den. Der blev ganske vist arbejdet på at give alle ens muligheder. Hvis demokratiet skulle fungere, ville det være en nødvendighed, at alle havde mulighed for at kunne udnytte teknologien. Det forekom ham helt naturligt, at det forholdt sig sådan. Måske var det en umulighed, men droemmen om et sådant samfund eksisterede i hans hovede. Han mente, at hans arbejde var et forsøg på at virkeliggøre denne droem. Men levede man ikke netop for at realisere sine droemme, ligegyldig hvor umulige de så måtte forekomme?
Befolkningen var begyndt at røre på sig. De stillede nu spørgsmål i højere grad end før. De følte, at det var nu, de måtte tale for at få medindflydelse på udviklingen. Han vidste, at det blandt andet var informationer, han havde spredt, der havde startet denne udvikling. Der skulle så lidt til. Hvis hans informationer kunne få folk til at tænke den samme tanke, ville virkeliggørelsen af hans droem ikke være langt borte. Han handlede ud fra en intuitiv overbevisning om, at det, han gjorde, var korrekt.
Han rejste sig fra sin seng og kikkede ud af vinduet. Han så ud på en verden i stadig forandring. Al den tænkning havde sået en lille spire af tvivl i hans sind. Han havde nået sit mål, men turde han tage ansvaret for de ændringer, hans kopi af listen nødvendigvis ville være skyld i, hvis han spredte den? Han følte sig mat og usikker. Kunne han overhovedet gennemføre det? Måske var der en anden måde at gøre tingene på. Det havde været et tilfælde, der havde gjort det muligt for ham at få fat i listen. En lille menneskelig fejl, der bestod i, at en bruger havde glemt at lukke en »bagindgang« til systemet. Det ville blive et tilfælde, der ville styre udviklingen, mens han spillede en overmenneskelig birolle.
Listen kom hurtigt frem på skærmen. Titusind navne på mennesker, der var blevet udvalgt til at overleve. De vigtigste navne havde de laveste numre. Han kikkede endnu en gang flygtigt på listen, tøvede et sekund og slettede så det hele. I stedet for at sende listen sendte han en tanke, der havde presset på. Magt er at have alle muligheder for at sende vigtig og afslørende information, men virkelig magt er at vælge ikke at gøre det.
1U, SØNDERBORG GYMNASIUM Et helt konkret informationsteknologisk initiativ, som har været genstand for megen debat og givet anledning til megen skepsis, er borgerkortet. Fortalerne har argumenteret for de mange fordele såsom at borgerne til enhver tid kan se, hvilke informationer det offentlige har »på« dem, og at det ikke længere vil være nødvendigt med kopier af alle mulige attester, fordi der vil være central adgang til en række vigtige registre. Modstanderne, skeptikerne, har påpeget muligheden for overvågning og kontrol.
2Z, AMTSGYMNASIET I SØNDERBORG Computerteknologien vinder indpas på flere og flere arbejdspladser, og det, der tidligere gik under betegnelsen »manuelt arbejde«, forsvinder i stigende grad som følge af denne udvikling. Supermarkedernes flaskedrenge erstattes af flasketællemaskiner, simpelt kontorarbejde overflødiggøres af elektronisk kommunikation. Teknologien skaber visse arbejdspladser, men fjerner også nogle. Der er mulighed for at tabe hele generationer på gulvet, hvis ikke de får den fornødne uddannelse i brug af informationsteknologi. Og det giver anledning til helt konkrete ængstelser som dem, der kommer til udtryk i følgende fiktive nyhedsartikel, dateret tirsdag 22. februar 2005, klokken 20.48:
1W, HOLSTEBRO GYMNASIUM Hele det informationsteknologiske cirkus kan bryde sammen. Og hvad så? Bliver informationssamfundet år 2005 et ragnarok? Det spørgsmål drøftes grundigt i følgende tekst, der tager fortiden med som vidne:
I informationssamfundet år 2005 er ragnarok måske allerede nær. I deres begær efter magt og kontrol har menneskene glemt vigtige ting som venskab og kærlighed. Man har ofret familien for selv at komme frem, og man har ingen venner af angst for, at de skulle stikke en ned bagfra. Den følelsesmæssige fimbulvinter er allerede indtrådt.
Efter en grundig beskrivelse af de trusler og muligheder, der ligger i fremtidens ragnarok, når vi frem til »den tredje bølges civilisation«. Spil er en del af denne civilisation. Men er de skadelige?
Den tredje bølges civilisation ændrer menneskene helt ind i deres inderste bevidsthedsformer. Det er ikke blot teknikken, arbejdet og magtstrukturen, som vil blive forandret, men hele vores måde at kommunikere på, vores måde at bo på, seksualiteten, familien, vores måde at bruge kulturen på.
Et eksempel på den ny tids forandringer er computerspil.
Hvirvlende gennem tid og rum farer man af sted gennem universer af fjender, opgaver og missioner. Hvor verdener kun overlever ved hjælp af én person, dig. En længsel efter at se hvad der er rundt om hjørnet, en glæde ved at sejre, og tilfredsheden ved at nå målet, eller den dybe frustration, når spillet kommer op med »Game over«.
Vi kender det alle sammen mere eller mindre fra os selv eller vores omgivelser. At spille spil har altid været populært. Mange spil samler mennesker og støtter derved den sociale side af tilværelsen. Hvem har ikke nydt en aften med familie eller venner omkring et spil ludo, kort, matador eller andre former for spil, hvor flere kan deltage? Men med computerens fremtræden på scenen er dette fænomen blevet vendt. Børn og unge, ja, selv ældre kan lide at spille på computer, og derved isolerer de sig fra omverdenen. Det vil sige, at det er computeren og dig. Og hvis du prøver at kommunikere med en sådan person, får du et irriteret svar, en brummen eller slet ingen reaktion, alt efter hvor dybt personen er inde i spillet. Her vil mange nok spørge: »Er spil blevet skadeligt?«
Både ja og nej: Der findes forskellige former for spil og lige så mange forskellige holdninger. De mest brugte spil er nok dem, som bruges til rent tidsfordriv, såsom Doom, Pinball, Shadow og mange andre. Disse slår bare tiden ihjel, og man vil ret hurtigt finde ud af, at tiden pludselig forsvinder. Hertil kan nævnes, at mange af disse spil kun har én deltager, så den enkelte kan isolere sig i flere timer ved sin computer.
Den anden form for spil er de spil, der er lavet til børn, som nu kan lære at læse og regne på en sjov måde. Dette er nok den positive side, da det er bevist, at indlæringsprocenten stiger gennem leg, og undervisningen bliver ikke triviel. Så måske vil disse former for spil vinde ind på skoler og læreanstalter.
Den tredje form for spil er den nye form, der er interaktive. Det vil sige, at det er en slags film, hvor du er hovedpersonen, og alt efter hvad du vælger, skaber du din version af filmen. Hvis man ser på dette fænomen, kan det være meget lærerigt, da det vil være nemt at flette noget undervisning ind i filmen, som brugeren vil få glæde af. Men der er dog en bagside af medaljen. Denne form for spil er blevet så populær, at der måske ligefrem bliver tale om en form for virkelighedsflugt. Man kan måske ikke klare presset i hverdagen. Derfor søger man ind i spillenes verden, hvor man er den centrale person helten, som alle ser op til.
Flere nyere film, blandt andet Jumanji, antyder også, at det kan være farligt at bevæge sig ind i denne verden, da du kan blive fanget. Filmen er selvfølgelig overdrevet, men giver alligevel stof til eftertanke: Hvem ved, om en eller anden vil kunne skabe et spil, som skaber en falsk fysisk virkelighed en total virkelighed som en slags udvidet Virtual Reality! Ville spillernes verden så ikke blive en slags narkotika, der var nødvendigt for at have det sjovt, og ville spillerne så stadig opleve det som et spil og ikke som den sande virkelighed?
De fleste spil virker tiltrækkende, da de åbner mulighed for, at den enkelte kan skabe sin egen virkelighed. Dette vil medføre, at vi vil se hinanden som noget upersonligt. Derigennem dræber vi måske den sidste rest af det sociale, nære forhold, vi endnu har til hinanden.
Friheden er den positive side af fremtidens samfund technostress den negative. Hvem skal kurere denne lidelse?
Et stadig voksende problem er sygdommen technostress. Personen er blevet så »afhængig« af Internettet, at denne går hen og får dybe depressioner, bliver aggressiv, fortvivlet, får neurotiske lidelser, abstinenser m.m.
I de allergroveste tilfælde må personen gå fra hus og hjem på grund af kæmpe telefonregninger. Det er bevist, at der findes sådanne tilfælde i dagens Danmark, og hvor vil vi så være henne i år 2005?
Det største problem er dog, at disse lidelser ikke bliver taget alvorligt. Man kan sidestille denne sygdom med folk, der lider af ludomani, og som heller ikke bliver taget helt alvorligt.
Faktisk lyder det også lidt latterligt, at man kan blive afhængig af en computer. Men for de mennesker, der må gå fra hus og hjem, er det her ingen morsomhed. Det er en menneskelig tragedie!
Yderligere er disse lidelser tilsyneladende endnu ikke undersøgt til bunds. Mange læger vil end ikke indroemme, at der eksisterer et problem. Vores spørgsmål er så: Hvornår vågner de »kloge« op og ser verden, som den ser ud i dag? Vil de måske først vågne i år 2005, når det, for mange mennesker, er for sent?
For langt de fleste mennesker er Internettet dog kun en forbigående mani. Det er ganske morsomt i starten, men
det bliver hurtigt kedeligt at surfe rundt og se på reklamer for ditten og datten et opblæst bondefangeri fra mediernes side, således også fra virksomhedernes side, såvel som internetudbyderne. Alle sammen teknologiens frontriddere, der en skønne dag måske falder af hesten og brækker halsen!
Spørgsmålet er så: Er Internettet blæst helt ud af proportioner? Eller er det en dødsens alvorlig ting, vi ikke kan komme uden om i fremtiden?
Vil Internettet styre vores liv i form af personnumre, bankoplysninger, personlige oplysninger osv. ting, der på få sekunder kan slettes og derved udslette os?
Vil Internettet bringe folkeslag så tæt sammen, at vi en dag glemmer, hvem vi er, og hvor vi kommer fra?
Ingen vil kunne give svar på disse spørgsmål. Vi kan kun gisne om fremtiden og hvilken situation, vi vil stå i om ca. 10 år. En ting er dog sikker: Internettet er en verden fuld af muligheder, som mange vil udnytte til deres fordel. Her er/vil findes uskyldige reklamer, nazistisk propaganda, pornobilleder af børn, indkøbsmuligheder, kontaktlinier osv. Der vil ske ulovligheder og grove udnyttelser.
I et demokratisk samfund kan vi ikke udelukke nogen eller noget. Derfor er Internettet for alle mennesker, ligesom aviser og fjernsynet er. Vi vil blive påvirket af både de »gode« og de »onde«. Vi må så bare håbe, at vi om ti år stadigvæk er så meget mennesker, at vi vil kunne sortere i disse informationer.
1A-8, ESBJERG HANDELSSKOLE
Optimisme I det foregående afsnit handlede en af teksterne om Larsen fra det informationsteknologiske B-hold, en af info-samfundets tabere, som ikke var tryg ved teknologien og ikke kunne bruge den. Han har naturligvis sit modstykke, som dog ikke er helt uden anfægtelser. Selv den mest optimistiske vision har skræmmende undertoner:
Den informationsteknologiske fremtid tegner lys og lovende: et solbeskinnet digitalt slaraffenland, hvor arbejde og fritid smelter sammen til en tilfredsstillende helhed, hvor der er uhindret adgang til Nettet. Kort sagt: Info-droemmen år 2005 ifølge dem, der tror på teknologien som et gode og et vidunderligt aktiv for mennesker.
A-Larsen en sikker vinder
Allan Larsen er ikke bange for fremtiden, for den byder på endnu flere ting, som kan lette dagligdagens rutiner. Han udnytter sin computer til at huske at betale regninger, til at hente tilbud fra Brugsen, til at bestille varer, som fru Larsen henter fra et udleveringssted på vej hjem fra arbejdet på plejehjemmet.
Larsen er nemlig hjemmearbejdende med job i reklamebranchen. Han har egen skærm og eget kontor på familiens parcel i en provinsby i Danmark.
Nu sidder Larsen en dejlig morgenstund foran sin arbejdsplads i hjemmet på Lille Lykke 5. Vinduet er åbent ud mod verden.
Larsen kender det gode arbejdes mange fornøjelser. Han har indflydelse på sit arbejde. Han åbner sin postboks og logger ind på chefkonferencen, som han som betroet medarbejder kan kode sig ind til. Han har en ny ide til et reklamefremstød, som han gerne vil diskutere med sin chef. Chefen er straks on-line, og de får sig en private chat, som afklarer og ændrer Larsens ide. Der er lidt til chefen og lidt til Larsen.
Chefen er en moderne leder med sans for at udnytte medarbejderes gode ideer. Han ved også, at kontakt med andre og fælles løsninger er en kvalitet ved arbejdet, så han indkalder via sit faxmodem Larsen og hans kollegaer i reklameafdelingen til et lille møde på chefkontoret onsdag kl. 17. Her skal der laves handlingsplaner for det nye reklamefremstød. Alle relevante materialer har Larsen i dag via nettet både i billeder og tekst. Larsen ser sit eget forslag på chefens papir. Der er pludselig en mening med det hele. Larsen starter sin audioplayer og lytter til sin yndlingsmusik, mens han skriver videre på sine ideer og forbereder sig til mødet med kollegaerne. Larsen filosoferer over sin tilværelse med det hjælpemiddel, som næsten er blevet hans alter ego, mens hans lytter til et stykke ny musik.
I 1996 begyndte edb at vinde frem på arbejdspladsen, men også i hjemmet. Computeren blev et redskab, en kommunikationsvej, en ja, der var snart ikke den ting, computeren ikke kunne bruges til. I dag, den 26. marts 2005, ved vi alle godt, at det var lutter fremtidsvisioner.
Vi var dengang sikre på, at Internettet kunne alt, og vi er da også nået langt med dets udvikling men der mangler dog stadig en del, tænker Larsen. Overgangen fra almindelige telefonkabler til lyskabler i årene 1998 2000 blev afgørende for Internettets udvikling, men jeg kan stadig ikke ret meget mere med Internettet. Men min computer er blevet mere alsidig. Når jeg tænker tilbage på, hvordan man dengang skulle bruge plads til tv, computer, radio og satellitmodtager, printer, modem osv., så er det skægt at se, at jeg i dag har det hele i én maskine i min egen personlige computer med integreret tv, radio, printer, modem, og den fylder jo ikke mere end en halvtyk A4-mappe.
Det var virkelig en revolution, da Bill Gates lancerede den i 2003. Øgenavnet Gate Boxen er godt fundet på. Den er så dejlig nem at have med sig. Er vi blevet mere asociale af det? Næh, men der er blevet skabt en større afstand mellem dem, der kan og ikke kan. De, der kan bruge Gate Boxen, har mange flere muligheder end de, der ikke kan bruge den.
Når jeg tænker på min australske ven, som jeg skriver sammen med over Internettet. Han kan ikke finde ud af at bruge sin Gate Box, men han vil lære at bruge den. Det er meget rart, at jeg ikke behøver at tænke over den engelske grammatik, når vi skriver til hinanden. Programmerne er ikke længere på engelsk. De er på dansk. Det er meget nemt, men på grund af Gate Boxen har jeg ikke brugt mit engelske i mange år. John skal besøge mig om 3 uger, og jeg kan ikke huske meget af det engelske. Måske skulle jeg hente et brush up-kursus ned fra nettet via min Gate Box. Maskinen har jo længe ordnet oversættelsen for mig men nu skal John og jeg tale sammen.
Mens Larsen hygger sig med hjemmearbejdet, er fru Larsen på arbejde på plejehjemmet få kilometer fra hjemmet. Også hendes arbejdsplads er under udvikling. Især 2003 var et vendepunkt. Det var dengang, de gamle fik computere.
Bodil Larsen husker endnu, hvordan det var, da alle installationerne skulle laves om for at få strøm til alle de gamle computere, som plejehjemmet fik stillet gratis til rådighed, da Gate Boxen blev hvermands eje. Dengang var der ikke ret mange af personalet, der troede på ideen, men nu 2 år efter må alle indroemme, at de havde undervurderet de gamle. Der skal ikke mange kræfter til at betjene en computer. Selv de svageste kan klare det, bare de er kvikke i hovederne. Bodil Larsen kender ikke selv computerens muligheder men hun har lagt mærke til, at der er flere gamle, som flokkes om de gamle spil, som Thinking Things, som var meget populært i 1996.
Der er også en ivrig korrespondance mellem de gamle og deres familier over E-mail især de unge kan bruge de gamle, og gamle Andersen holder sit fag ved lige ved at hente artikler ned fra Internettet og diskutere med fagkollegaer i USA. Og der er også dem, der er til side 9-pigen, og dem, der spiller skak. Ja edb-værkstedet er blevet et helt samlingssted.
Hun lader tankerne gå til Larsens far, Holger Larsen. Han bor nu på plejehjemmet Hyggerupgård på den lyseblå gang, stue 126. Der har han boet siden den 1. august 1997, og han taler stadig om, hvordan det var i de gode gamle plejehjemsdage, hvor han og Egon huggede fru Pedersens overmund og låste hjemmehjælperens cykel, selv om de udmærket godt vidste, at hun ikke kunne koden og derfor blev nødt til at slæbe cyklen hele vejen gennem byen hen til låsesmeden for at få den låst op. Men år 2003 havde alle plejehjemmets beboere fået aflagte computere, og det havde givet genlyd over hele plejehjemmet. Pludselig kunne man kommunikere med alle dem, der havde svært ved at tale tydeligt på deres gamle dage, og nye venskaber var blusset op overalt, også for Larsen senior.
Han havde aldrig troet, at den sure Jytte inde ved siden af var noget for ham, men han havde taget så grueligt fejl. De var stødt ind i hinanden på Internettet og havde begge i første omgang bare brugt deres fornavne. De snakkede utrolig godt med hinanden, og Holger var blevet meget overrasket den dag han fandt ud af, at det var Jytte lige inde ved siden af, der var hans gode penneveninde. Så fra den dag havde Holger og Jytte været perlevenner, og hvis man skal tro sladderen på Hyggerupgård var de lidt mere end det. Men én ting var sikkert, tænkte Bodil, Holger og Jytte havde aldrig fundet hinanden, hvis det ikke havde været for computeren.
Og 17-årige Margrethe, Holgers barnebarn, insisterer hårdnakket på at komme og besøge sin farfar mindst én gang om ugen, skønt de fleste andre har kontakt med deres børn og børnebørn via nettet. Holger var ret glad for hendes holdning til den sag, for det var nu dejligt at se hende en gang imellem.
Klokken er blevet 15.30, og Larsen henter Margrethe på skolen, hvor hun har haft dagens sidste time. Skoledagene er længere nu, hvor eleverne får individuel hjælp til deres projekter. Ganske vist har lærernes fagforening brokket sig gevaldigt over den forlængede skoledag, men dette er en kommunal beslutning, så der er ikke så meget at gøre. Mens han venter, ser Larsen sin kone, Bodil, for sit indre blik. Han ser hendes venlige og varme øjne og tænker på deres fælles interesser i de lokale forhold, på deres græsrodsarbejde i fritiden og på højskoleopholdene sammen med Margrethe om sommeren.
Mest tænker han på Margrethe, som er fremtiden og hans livs lys. Han ser hende komme ud ad skoleporten svingende med sin Gate Box, mens hun ivrigt snakker med veninderne. Et par korte sekunder inden hun åbner døren mindes han Margrethe som 7 årig en aften, hvor hun legede med dukkerne foran fjernsynet i stuen.
I kanten af sin bevidsthed husker han noget bag hende en underlig film hvad var det nu den hed? Blade Runner, en fremtidsfilm. Noget ryster Larsen. Billeder af vold, social nød og umenneskelig virkelighed i en højteknologisk verden, billeder af magtkamp og mennesker med mærkelige masker, kulde og afmagt passerer hans indre øje men så åbner Margrethe døren og råber »Hej, far« og han kigger ind i hendes øjnes spejl og ser fremtiden. Og et øjeblik strejfer det Larsen, at virkeligheden kan være anderledes, at der findes Barneyer, Brianer og Børger og at de også hedder Larsen.
1C, SØNDERBORG GYMNASIUM OG HF Larsen, sindbilledet på den lille mand i Kjeld Abell og Sven Møller Kristensens kulturradikale syngespil »Melodien der blev væk«, endte med glad og fro at synge »Ud ad landevejen, der sku' man gå«. I info-samfundet er det måske snarere informationsmotorvejen, den lykkelige mand spæner af sted ad. Eller måske surfer han lykkeligt på World Wide Webs transkontinentale bølger. Men tilfreds er han, den informationsforbrugende mønsterborger anno 2005:
Klokken nærmer sig otte, og Peter må af sted. Han indtaler hurtigt en besked til Tina på husets computer, tager et sidste kig i spejlet og med en pose affald under armen forlader han huset. Ved siden af garagen står fire containere. Peter hælder plasticaffald i den ene. Inden han fortsætter mod bilen, noterer han, at de to containere med papir er fyldte, så en afhentning er ved at være på tide.
Da Peter lidt efter sidder bag rattet, informerer bilens computer ham om, at alt fungerer upåklageligt, og at bilens tank er næsten fuld. Næsten lydløst bakker han ud af indkørslen og sætter kurs mod byen. Ofte ville han på computerens kort have fundet den hurtigste og dermed også billigste rute mod rejsemålet, men i dette tilfælde er det unødvendigt, da han har kørt turen utallige gange før. Han checker dog, om kødannelser eller uheld på nogen måde vil kunne genere hans tidsplan, men det er heldigvis ikke tilfældet. Telefonen ringer, og da displayet viser hans eget nummer, er han klar over, at enten Tina eller Emma endelig er stået op. Det viser sig at være Tina, der vil ønske held og lykke samt minde om samtalen i banken senere på dagen. Telefonsamtalen bliver pludselig afbrudt, da bilens computer påpeger, at fartgrænsen netop nu er nået. Hurtigt letter han sit tryk på speederen og håber, at advarslen kom tidsnok til, at han kan undgå en bøde.
Da Peter begynder at nærme sig byen, undersøger han via computeren, hvor det nærmeste parkeringshus er. Han husker, hvordan han reagerede temmelig voldsomt, da ideen om en bilfri midtby for to år siden blev en realitet og morer sig ved tanken om, at hans holdning har ændret sig.
Nu gyser han nærmest ved tanken om det kaos af trafikpropper, larm og os, der førhen var indbegrebet af midtbyen, og selv om snart halvdelen af alle biler nu er eldrevne, ønsker han sig bestemt ingen ændringer. Desuden fungerer både undergrundsbanen og de eldrevne sporvogne upåklageligt som nem og hurtig transport rundt i den indre by. Trods dette vælger Peter at gå det sidste stykke vej for at få tid til at samle tankerne om målet for denne tur, nemlig jobsamtalen.
Peter kan nu se hovedkontoret, det er en stor moderne glasbygning. Han går hurtigt og målrettet mod den store dør. Men da han jo ikke har det personlige kort til at komme ind med, må Peter taste sig ind på den opstillede computer. Der kommer den besked frem på skærmen, at han vil blive hentet. Der går heller ikke lang tid, før en kvinde nærmer sig. Hun præsenterer sig som Hanne. De går sammen ind i forhallen og mod en stor bred trappe. Herfra kommer de ind i et meget stort lokale, nærmest et stort kontor. Men der er ingen skriveborde, og der ligger ingen papirer og flyder.
Hanne fortæller, at al kommunikation foregår via computeren. Men at der også bliver lagt stor vægt på samtaler mellem medarbejderne. Peter ser nogle små rulleborde og spørger, hvad de bruges til. Hanne svarer, at alle har deres eget private rullebord, som man tager med til den computer, der skal arbejdes ved den dag. Peter synes godt om lokalet, der er meget lyst, og flere steder er der store flotte planter. Medarbejderne smiler til Peter, når han går forbi. Der er en god stemning, det summer af arbejdslyst.
Pludselig lyder der musik. Den kommer inde fra frokoststuen, og Peter kigger ind. Der er flotte farvestrålende billeder på væggene, og på de lange borde er der blomster. I den nederste ende af lokalet er der behagelige sofagrupper og små computerskærme, så det er muligt at følge med i dagens nyheder. Hanne fortæller, at der er ansat en kok, som laver meget sund mad. Det koster ikke noget at spise, og der bliver udleveret en vitaminpille til hvert måltid. Sundhed og motion bliver der lagt meget vægt på, derfor er der et stort motionsrum, som det forventes, at alle bruger. De går ned ad en lang gang, hvor der er opstillet computere og små caféborde, så man kan sidde og arbejde i grupper. Peter spørger, hvor produktionen finder sted. Hanne svarer, at der er flere afdelinger både i Danmark, men også i udlandet, hvor lønomkostningerne er lave.
De kommer nu til mødelokalet. Her står Morten, som er chef. Han har et flot mørkeblåt jakkesæt på. Peter bliver budt ind. Her er alt af den nyeste teknologi og moderne kunst. De sætter sig ved det store blanke bord. Der står frisk frugt og juice. Morten spørger til Peters nuværende job og får at vide, at han er salgschef i et computerfirma.
Tidligere var det et frit og selvstændigt arbejde, som krævede megen rejsen både i udlandet og i Danmark. Men computeren betød jo, at mennesker på tværs af kloden kom til at samarbejde og kommunikere, uanset tid og sted. Peter fortæller, at han savner det sociale samvær og derfor vil ud og møde mennesker. Modsat Peter er hans kone Tine glad for at arbejde hjemme. Hun synes, det giver dejlig frihed til at lave arbejdet, hvornår hun vil, og tager kun til reklamebureauet, når der er vigtige møder. Morten fortæller lidt om firmaet, blandt andet at det er tilkoblet det elektroniske netværk, hvor de udveksler forretningsdokumenter som fakturaer, ordreafgivelser og betaling. De bidrager også med specialviden eller dele af en produktionsproces til andre virksomheder.
Derfor er det vigtigt, siger Morten, at alle medarbejdere hele tiden nøje følger udviklingen og dygtiggør sig. Peter spørger om, hvordan arbejdsdagen foregår. Der arbejdes som regel i teams, forklarer Morten. Alle medarbejdere kan se, hvilke opgaver der skal løses i den kommende tid. Så kan alle interesserede taste sig ind, hvorefter projektlederen udvælger sit hold. Men der vil også være mulighed for at arbejde selvstændigt. Det kræver, at man er i stand til at løse opgaven fra start til slut. Både Morten og Peter synes nu, at de har fået svar på deres spørgsmål.
Samtalen er ved at være forbi, og Morten siger, at de vil sende en e-mail hjem til Peter, så hurtigt som muligt. De tager afsked, og på vej til bilen tænker Peter over samtalen. Han synes, det gik godt. Det var behagelige mennesker og en rar atmosfære, og så er det en spændende virksomhed med mange muligheder for forskellige arbejdsopgaver.
Da Peter er på vej hjem fra jobsamtalen, ringer hans mobiltelefon, som er forbundet med husets stationære computer, George. Han har netop for få minutter siden modtaget en meddelelse over familiens telefax. En af hans gamle barndoms- og klassekammerater er for en gangs skyld kommet til byen. De har ikke set hinanden længe. Siden Preben fik sit nye job og måtte flytte, er det kun blevet til en enkelt sommerferie og et par weekendophold i de to familiers samvær. Så Peter er ikke længe om at ringe tilbage og aftale et mødested mellem de to kammerater.
De bliver efter kort tids »hej« og »how do you do« hurtigt enige om at mødes på en af de lokale pizzabarer, som ligger i byens centrum. Der kan de i ro og mag indtage et solidt måltid middagsmad og få en hyggelig sludder. De to venner har ofte før i tiden mødtes på dette sted. Der var dengang café i bygningen. Men efter byfornyelsen kunne den lille hyggelige café ikke klare den økonomisk og måtte lukke. Caféen blev hurtigt opkøbt af en af de større pizzakæder, som så en god mulighed for at tjene mange penge i byens centrum.
Da Peter ankommer til pizzabaren, er Preben der allerede. Han sidder og venter med et par store rygende pizzaer og kolde øl. Peter går hurtigt ned til sin gamle ven, og efter en gang »shake hands«, efterfulgt af et par skulderklap, går samtalen livligt:
Peter spørger sin jævnaldrende kammerat, hvordan det går med hans job som uddannelsesrådgiver i den offentlige sektor. Preben fortæller, at den teknologiske udvikling fortsætter i meget højt tempo. Der er sket meget bare i de sidste par år, han har haft sin stilling. Hans arbejde består i at rådgive og vejlede klienter i alle aldersgrupper. Preben er for tiden den eneste rådgiver i sin kommune, så han skal dække et temmelig bredt område, da der jo findes mange erhvervsgrupper. Peter er nysgerrig og spørger, hvordan hans kammerat arbejder. Preben svarer, at det hovedsagelig foregår via computer i de hjemlige omgivelser, men af og til må han dog ud og arbejde i »marken« for at formidle en jobsamtale mellem ansøgeren og arbejdsgiveren. Peter er selv meget interesseret i computere og spørger derfor, om de har forbindelse til andre lande med PC'erne.
Preben forklarer, at arbejdet omfatter et verdensomspændende samarbejde via Internettet. På den måde kan man finde lige netop den uddannelse, den enkelte ønsker. Nettet giver mulighed for at få oprettet nogle fornuftige kontakter i en fart, så eleven kommer i gang med sin uddannelse så hurtigt som muligt. Der er også den mulighed at få elever fra et hvilket som helst land indskrevet på diverse »skoler« rundt om i verden.
Preben forvrænger stemmen lidt, da han siger »skoler« og forklarer, at han med det mener, at skolegangen foregår via satellit. På den måde kan eleverne se og tale med hinanden verden over. Dette kaldes for audio-visuel kommunikation. Det bruges på internationalt plan, når de studerende skal gennemgå en specialuddannelse, eller hvis der er for langt mellem skolerne inden for dette fag. Preben siger, at dette er virkelig besparende, ikke mindst på rejser og befordring m.v. Godt nok går eleverne glip af rejseoplevelsen, men det primære mål må helt klart være at gennemføre den pågældende uddannelse.
Peter sidder og nikker med munden fuld af pizza. Da han får slugt det sidste, vil han gerne vide, om computeren ikke også bliver brugt til andet end i de unges uddannelser.
Preben forklarer da, at den private computer spiller en stor rolle i det senere uddannelsesforløb. Dette er på grund af den moderne teknologi, multimedierne og CD-ROM'en, som glimrende understøtter den teoretiske del af uddannelsen, med supplerende prøver, som er leveret fra forskellige spørgsmålsdatabaser, på samme måde som i folkeskolerne. Peter har for kort tid siden læst noget om Virtual Reality. Han spørger Preben, om det ikke også bliver brugt i uddannelsessammenhæng? »Virtual Reality ...!« siger Preben. Jo, i allerhøjeste grad. De forskellige simulatorer som vi kender fra før i tiden, i f.eks. pilot- og skibsfartsuddannelserne, er absolut blevet en vigtig faktor. De er simpelthen kommet frem i stort set alle de nutidige erhvervsuddannelser.
For eksempel kan en kørelærer i dag afprøve en elevs færdigheder, inden vedkommende bliver sendt ud i den virkelige trafik, forklarer Preben. En grafisk trykker kan nu om dage følge trykprocessen indefra, mens han lærer at justere maskinens valser. En lægestuderende kan lære gradvist sværere og mere komplicerede operationer, såsom hjerte-, nyre- og levertransplantationer, og sågar gå ind og foretage små operationer i hjernen. »Joh, der er skam muligheder i denne form for teknologi,« siger Preben og fortsætter: »Også forskerne får glæde af denne tekniske udvikling, da de kan få afprøvet deres teorier i praksis med de forskellige kemikalier uden den store risiko for eksplosioner og andre farer.« Den sidste sætning vækker stor latter for de to venner, som skåler endnu en gang og spiser det sidste stykke pizza. Det minder Peter om Prebens bror, Tommy, som var den helt store pizzaelsker.
»Hvordan går det for resten med Tommy?« spørger Peter. Preben fortæller, at hans bror har været gennem en 3-årig uddannelse for at blive computerprogrammør og derefter har taget et år på specialskole i Californien for at dygtiggøre sig yderligere, da det er en skrap branche, han arbejder i. Sidste år var han så heldig at blive optaget til en ledende stilling i en af firmaet Scan-Softs afdelinger, hvor man fremstiller computersoftware til ethvert formål. Scan-Soft har dog specialiseret sig i at udvikle software til brug sammen med et specielt modem. Dette modem fremstiller firmaet også selv. Det interne netværk kan forhindre interesserede i at komme ind og bryde de anvendte koder. »Det er fordi der er flere måder at lave dem på,« siger Preben. Der er bl.a. noget med, at det kan genkende ens fingeraftryk eller noget lignende, men Tommy har aldrig villet fortælle om det.
Preben griner og siger, at det er blevet patenteret, så Tommy har selvfølgelig tavshedspligt. Det er grunden til, at Tommy, i modsætning til Preben, må ud ad døren hver dag, når han skal på arbejde. Scan-Soft er et fem år gammelt firma, som har udviklet sig kolossalt og med en hast, som sjældent er set herhjemme. Derfor fik man for et par år siden opført en specialdesignet 10 etagers bygning til softwarefirmaet. I dette center har man selvfølgelig installeret firmaets eget interne netværk, så man på denne måde sikrer, at ingen værdifulde informationer eller data slipper ud og kommer konkurrenterne eller andre i hænde før højst nødvendig. Da de har siddet og snakket lidt frem og tilbage, kigger Peter på klokken og erfarer, at frokosten har trukket ud. Så de to venner beder om regningen og betaler. Derefter aftaler de at mødes igen senere på ugen, da Peter har en travl dag for sig.
Han må skynde sig tilbage til bilen. Han har et vigtigt møde i sin bank, »United Savings Inc«, en af de multinationale banker, der har fået adgang til det danske pengemarked via opkøb af de to største danske banker. De skal se på Peter og Tinas regnskab, fordi de for noget tid siden blev enige om at bygge til. Derfor skulle de have godkendt et lån.
Han sætter Volvo'en i gear og kører mod mobil-centret. Det er et af de centre uden for byen, hvor man kan køre ind, hvis man har abonnement. Det har Peter.
Fordi han sidder og rocker med på et velkendt nummer i radioen, overhører han fuldstændig bilens advarsel om, at han kører 10,7 km for hurtigt. »Åh nej!« Nu vanker der en bøde. I bestræbelserne på at formindske antallet af ulykker på vejene så meget som muligt har politiet i samarbejde med Justitsministeriet opstillet kameraer langs de store hovedveje samt på motorvejene. Enhver fartsynder bliver omgående registreret, og via den store statslige Main-Frame-computer bliver forseelsen automatisk lagt ind i vedkommendes kartotek. Derefter vil bøden automatisk blive fratrukket kreditkortet. Registreringen vil ikke kunne ses af alle og enhver, men betydningsfulde instanser kan kræve at se ens strafferegister via CVR-kortet. Dette vil dog kræve personens samtykke. I den øjeblikkelige situation betyder det for Peter bankrådgiveren.
På skærmen på instrumentbrættet kan han se, at det er hans femte fartovertrædelse på et halvt år. Ikke godt!
Han og Tina har overvejet at få en automatisk fartspærre i vognen. Den fungerer således, at vognen modtager signaler fra vejstanderne om den tilladte hastighed og indordner sig automatisk efter hastighedsbegrænsningen.
Ved nedkørslen til parkeringskælderen i centret indlæser Peter sit CVR-kort i scanneren, der accepterer hans abonnement. Han bliver henvist til tredje dæk, plads 316. Expresselevatoren fører ham til banken på 12. etage. Man bygger ikke længere så høje huse, men centret er et gennemrenoveret betonkompleks, bygget i starten af 70'erne.
Den nydelige sekretær viser ham ind til rådgiveren. Denne afdeling af banken har kun fem ansatte. Der er ingen »ekspedition«, da de fleste kunder benytter deres hjemmecomputer til alle almindelige banktransaktioner. Kun personlige samtaler bliver ført i bankens lokaler.
Peter og rådgiveren giver hinanden hånden. De kender hinanden i forvejen. Bankmanden hedder Mogens. Han checker Peters CVR-kort, hvor alle relevante oplysninger er samlet. Alle private firmaer kan leje en nettilslutning til statens centralcomputer. Et tilbud mange større firmaer har modtaget med glæde.
Hurtigt gennemgår han Peters bøderegister og meddeler ham med bekymret mine, at bøderne jo desværre betyder en vis ustabilitet i regnskabet. Peter bliver temmelig rød i hovedet og begynder stammende at forsvare sig. Han mener bestemt ikke at fem bøder på et halvt år betyder fare for likviditeten. Mogens beroliger ham køligt. »Rolig nu Peter, vi er blot nødt til for fremtiden at sikre os, at disse »uligheder« ikke sker oftere end i øjeblikket«. »Ja, ja ok.« Peter ved godt, at manden bare vil ham det bedste. De bliver enige om at indlægge en restriktion på Peters CVR-kort. Hvis overskridelserne bliver hyppigere, vil man i banken automatisk blive gjort opmærksom på det og kontakte ham elektronisk. Hvis han får flere sådanne påmindelser, kan Peter atter indkaldes.
Peter er ikke helt tilfreds, men kan godt se det fra bankens side. Selve lånet bliver hurtigt bevilget, betalingsfrister osv. aftalt og det hele går i orden. Glade og tilfredse tager de to afsked med hinanden, og Peter kører stille og roligt Volvo'en hjemad.
Klokken er nu blevet 14.00. Peter og datteren Emma sidder i familiens køkken og nyder en sodavand. Peter spørger Emma om, hvad de har lavet i skolen i løbet af dagen, og hun fortæller, at de havde danskundervisning i første lektion, hvor de skulle bruge deres bærbare computere. Deri har de forskellige spil og mere seriøse programmer, som kan lære dem at skrive og stave. I de følgende to lektioner havde klassen engelsk, hvor de, ligeledes via spil, lærer sproget ved at lege det ind. I de sidste timer har børnene haft faget Virtual Reality, hvilket Emma synes er vældig sjovt. Der prøver ungerne at befinde sig i en helt anden verden. Emma kalder den for fantasiverdenen. Emma fortæller, at da børnene havde fri fra skole, fulgtes hun med en veninde hjem, for at de kunne lave lektier sammen. Nu har hun så en diskette med hjem, hvor deres opgaver er på, og de skal lægges ind på computeren henne i skolen i morgen. Efter at de har snakket lidt om den forgangne dag og drukket deres sodavand, løber Emma ud for at lege på legepladsen med de andre børn.
En time senere kalder Peter Emma ind fra legepladsen, da han har lavet hende en kop urtete med vitaminer og druesukker, og fordi han senere på dagen har lovet hende, at de over nettet skal se på nogle forskellige rejsemål. Emma viser stolt sin far nogle digte, hun netop er begyndt på at skrive, og Peter siger pavestolt, at han inden for den nærmeste fremtid vil tage hende med til nogle højtoplæsningsaftener, hvor hun vil få mulighed for at møde andre lyrikinteresserede børn.
Emma bliver ellevild. Hun er vant til, at næsten al den form for kommunikation foregår via computeren, så for hende er en live-oplevelse noget helt særligt. I det samme kommer Tina ind ad døren. Hun kysser flygtigt Peter på munden og spørger interesseret til hans dag. I dag har hun selv været ude for at træne sit kvindelige boksehold, og for Peters vedkommende er al yderligere forklaring unødvendig, for han ser straks hendes let hævede øjne og blå mærker. Ofte kommer hun hjem med den slags skrammer, og det er, ligesom de digitale storskærme rundt omkring i huset, langsomt blevet en del af dagligdagen.
Tina går dog meget op i at forblive smuk, så når hun har tid til det, får hun gerne løftet eller rettet, hvad der nu trænger mest til det. Når det er en sportsskade, som gør sig gældende, er det som regel klubben, der betaler, og hvis de er inde i en god periode, giver de ofte lidt ekstra. Sidst var det næsen som fik en tur, og en enkelt gang har hun som bonus fået formet læberne med silicone. Peter savner hende nu, som hun oprindelig var, men forstår samtidig godt, at hun trods sin sport vil fremtræde præsentabelt.
Emma vil gerne pjatte lidt med en af sine kammerater over nettet, inden de sammen slår sig ned foran skærmen, og da Tina i sidste uge har meldt sig til et kursus i russisk for viderekommende over nettet, passer det hende meget fint at få læst på det. I næste måned skal de aflægge en skriftlig prøve, og det giver mulighed for at få en russisk eksaminator på.
Peter har valgt at begive sig ned i kælderen. Der har han indrettet sit helt personlige aerobic- og fittness-center, som tager hensyn til, hvad og hvor meget kroppen nu har brug for. Han plejer at varme op med en gang aerobic, som foregår over den digitale storskærm. Med stemmen vælger han selv øvelser samt tempo, og samtidig har han mulighed for at få diverse nyttige oplysninger såsom pulsslag og antal forbrændte kalorier. Hvis han er i humør til det, kan han ved hjælp af nogle ganske enkle kommandoer få computeren til at gøre ham klart, hvilke øvelser der f.eks. øger hans muskelmasse osv. Dette kræver blot, at han bærer et næsten usynligt trådnet om armen. Desuden har han fået det indrettet sådan, at programmet anbefaler hvilepauser med væskeindtagelse. På den måde kan han lettere motivere sig.
Et par gange om måneden mødes han med et par gode venner dernede for at udveksle erfaringer og for at prøve de nyeste muskelopbyggende midler af. Disse er udelukkende baseret på naturlige urter, og som et ekstra lille plus får de samtidig de mandlige hormoner til at stortrives. Peter synes selv, at han er i god harmoni med sig selv og sin krop. En del sjov er der da også i kælderen. Et par gange har han bedt computeren om at smide nogle kilo ekstra på vægtene, mens vennerne allerede står med dem over hovedet. Selvom de går utroligt højt op i deres sport, er der altså også plads til den slags sjov!
Oppe fra stuen kalder Emma på sin far, og beder ham om at komme op. Peter lader hurtigt sin krop gennemgå en massage af det netop installerede massageapparat og skyller sig dernæst hurtigt af.
I stuen har Emma og Tina allerede hentet en del interessante rejsetilbud hjem. Blandt andet nogle live-optagelser fra Japan og nogle kommentarer fra tidligere rejsedeltagere om de forskellige større og mindre byer samt gode råd og anbefalinger. Der er uendelige muligheder for helt selv at sammensætte sin rejse, som man vil have den, men det gør det samtidig utrolig svært at vælge fra. De har alle tre vidt forskellige meninger om, hvad de finder spændende, og hvad de gerne vil opleve, og Peter tør slet ikke tænke på, hvor svært det ville være, hvis også resten af familien skulle være med i udvælgelsen og planlægningen. Denne gang er det helt op til dem at stå for det hele, og det er jo ganske dejligt. Men samtidig må det også være nøje overvejet, når nu så mange mennesker skal af sted på en gang. Tinas mor er lettere handicappet, og det skal der selvfølgelig også tages hensyn til i udvælgelsen af destinationen.
Efter at have surfet rundt på nettet i lang tid uden at blive enige, bliver Tina og Peter enige om at give Emma ansvaret for udvælgelsen, da det vil give hende et ansvar og selvstændighed. Emma er glad for vilde dyr, sol og sommer, så valget falder på Afrika. Peter og Tina fortryder dog lidt efter, at de lod hende vælge feriemålet. Men de vælger at snakke med hende om det senere.
Klokken nærmer sig seks, hvilket vil sige, at de seneste nyheder er blevet opdateret på info-kanalen. Peter rejser sig og går ind i sit arbejdsværelse, hvor lys og tv automatisk tændes. »Tv; kanal 29«, siger Peter til den store vægskærm. Fjernsynet er udstyret med små mikrofoner, som kan opfange og forstærke enkle kommandoer. Det eneste man skal huske, er at tiltale fjernsynet med »tv« ellers reagerer det ikke.
Emma kommer spankulerende med høje smaskelyde. Peter vender sig om. »Vær lige stille, jeg er lige ved at »finde« dagens nyheder.« Emma tramper uanfægtet videre ud i køkkenet. Peter fortsætter hvor han slap.
En menu kommer til syne, hvor nyhedscentralen fremstiller de forskellige emner. »Tv; vis mig seneste nyt om oliebrande i Kuwait,« siger Peter til storskærmen. Straks dukker en ny liste op på skærmen med en række reportager fra forskellige nyhedsbureauer. »Afspil punkt 2, 3, 5 og 9,« befaler Peter. Straks strømmer billeder og lyd ud i rummet gennem husets skjulte surroundhøjtalere.
Derefter gennemgår han hurtigt dagens nyheder i Danmark. Af gammel vane undersøger han til sidst Job-profilen. Det er en kæmpe database, hvor alle landets arbejdsledige kan søge efter ledige stillinger, og arbejdsgivere kan sætte jobannoncer op. Han finder intet af interesse, men beordrer fjernsynet til at »downloade« et par af reportagerne om Kuwait til husets harddisk. Indslagene kunne måske være til nytte på et senere tidspunkt, eftersom han regelmæssigt er i kontakt med kunder i Kuwait.
Ude i køkkenet kan Peter høre Tina pjatte med Emma. Peter pakker sine sager sammen og forlader tv-stuen, som sagte dæmper lys og fjernsyn efter ham. Ude i køkkenet hører Peter Emma råbe »Kom nu moar.« Tina svarer »nej« i samme barnlige tone.
»Hvad foregår der her?« spørger Peter alvorligt, da han træder ind i køkkenet.
»Emma mener, at vi skal ud at spise i aften,« svarer Tina.
»Nå, så det mener hun,« kommenterer Peter sarkastisk. Det havde været en lang dag, og Peter var egentlig ikke i humør til at blive hjemme og spise, slet ikke til at forberede maden.
»Det er o.k. med mig,« siger Peter til Emmas store begejstring.
Også Tina lyder, som om hun har lyst til at tage ud at spise. På det seneste havde familien været meget ude at spise. Dels fordi det var rart en gang imellem at komme lidt ud blandt andre mennesker, og dels fordi de ikke selv skulle til at købe ind og forberede maden selv. Men også fordi det var blevet så nemt via nettet at finde den mad, man havde lyst til at spise, hvor den lå, og hvad den kostede. Prisen var specielt et gode. Gennem de sidste mange år havde den intense konkurrence mellem restauranterne betydet, at det slet ikke længere kunne betale sig at spise derhjemme.
De går alle tre ind i stuen, og Peter kalder oversigten med restauranter frem på vægskærmen.
»Jeg vil ha' kinesisk mad,« råber Emma glad.
»O.k.,« Siger Peter, »Tv; vis mig en liste over kinesiske restauranter i Zone 23B.«
I år 2003 havde man for nemhedens skyld inddelt Århus i zoner. De bor i en forstad til Århus, og de var altså kommet til at hedde Zone 23B. Skærmen viser en liste med navnene på tre restauranter samt et kort over, hvor de ligger placeret. Med linjer er restauranterne forbundet til deres hus, så man kan se, hvilken vej der er den hurtigste med hensyn til afstand og trafik, samt hvilke busser der kører derhen.
»Der ligger én ikke så langt herfra,« udpeger Tina.
»Skal vi ikke snuppe den, og så bare gå derhen?«
»Jo,« svarer Peter, »men lad os lige se, hvad de har på menuen og samtidig reservere et bord.«
Et øjeblik efter slukker Peter tilfreds skærmen, og den lille familie gør sig klar til at tage af sted.
En halv time senere ankommer familien til restauranten efter en god spadseretur. Den ligger i en lille gade, som udelukkende består af restauranter. Med tiden var alt mere eller mindre blevet samlet i grupper, således at man ikke længere skulle fare fra den ene ende af byen til den anden for at finde f.eks. en ny lampe eller bil. Det gør tingene lettere for kunderne, når alt er samlet på ét sted, og desuden øger det konkurrencen forretningerne imellem. I receptionen modtages Peter, Tina og Emma af en ung kineser klædt i traditionelle kinesiske klæder. Peter fortæller sit navn, og receptionisten tjekker deres reservering på en lille terminal, der er stillet op ved indgangen. Den lille kineser fører dem ind i restauranten, som viser sig at være større end først antaget. Den er inddelt i forskellige afdelinger. Én, som er designet i gammel klassisk stil, og én i en moderne kinesisk stil med avant-garde kunst på væggene. I den sidste afdeling står en masse fjernsyn og computere tændt, så gæsterne hele tiden kan følge med i dagens nyheder, mens de spiser deres aftensmad. Receptionisten placerer dem ved et lille hyggeligt bord i den gamle afdeling.
Peter har lige lagt gaflen som den sidste, da mobilen ringer fra hans inderlomme. Peter besvarer diskret opkaldet. George, husets computersystem, taler med den behagelige og formelle stemme i den anden ende af røret.
»Søren og Maja Elmstrøm er kommet og står ved hoveddøren, skal jeg lukke dem ind?«
»Jo, men lad mig lige snakke med Søren først!« svarer Peter.
Et øjeblik efter lyder Sørens velkendte stemme i den anden ende af røret. Peter snakker kort med ham, putter telefonen i lommen og beder tjeneren om regningen.
»Hva' så?« spørger Tina nysgerrigt.
»Søren og Maja er kommet på en lille visit, og de har taget et par flasker vin med, så jeg lovede, at vi ville komme hjem med det samme,« svarer Peter.
Søren og Maja er to af Peter og Tinas gamle venner. Desværre har de ikke set så meget til hinanden på det seneste, det bliver som regel kun til lidt tv-kontakt. Så det er altså en glædelig nyhed, når de endelig kan være sammen.
Da Peter, Tina og Emma kom hjem, finder de Søren og Maja siddende i opholdsstuen. De har allerede trukket et par flasker vin op og sidder nu og hygger sig. Det er en glædelig genforening mellem de gamle venner. Emma er allerede træt, måske på grund af gåturen, så Tina går op og lægger hende i seng.
Da hun kommer tilbage, finder hun Peter, Maja og Søren i færd med at diskutere et eller andet. Søren er fornylig blevet opereret. Han havde været alvorligt syg, og derfor er han stadigvæk lidt svagelig. Han havde haft en svulst i hjernen og havde i lang tid haft det meget dårligt. Pludselig en dag faldt han om på gaden og gik nærmest i coma. Han var hurtigt blevet bragt til hospitalet, takket være de nødtelefoner, der var opstillet overalt. Ambulancerne kørte desuden på skinner over gaden, i hvert fald i den indre by. Maja var hurtigt blevet tilkaldt og situationen blevet opridset for hende.
Lægen kunne hurtigt stille en diagnose, da symptomerne var ret entydige. I scanneren var svulsten hurtigt blevet lokaliseret. Den var stor og godartet. Man kunne se, at en specialist måtte kontaktes. I løbet af en halv time havde man »briefet« en hjernekirurg i Cape Town. De største hospitaler verden over er nemlig tilkoblet et internt lysledernet, specielt beregnet på internationalt hospitals- og sundhedsvæsen. Herpå kan man sende alt fra personfiler til transmissioner af igangværende operationer.
Det var meningen, at Søren skulle fjernopereres, fordi der kun var ganske få specialister på hjerneområdet i Danmark.
I første omgang var Maja ret chokeret. Hun vidste ikke ret meget om fjernoperationer, selv om man efterhånden havde rimelig god erfaring med dem. En læge fik hende dog hurtigt overbevist, da alle kunne se, at man måtte handle hurtigt. Søren blev kørt ind på operationsstuen, hvor man placerede et avanceret kamera over ham. På siden af kameraet sad to kunstige arme. Lægen i Sydafrika skulle manøvrere disse to arme fra sin skærm i Cape Town, via to joysticks. I operationsrummet i Danmark skulle to assisterende læger og en sygeplejerske foretage de indledende manøvrer: barbere Sørens hoved, skære hul i kraniet ud for tumoren samt række instrumenterne til armene. Via kamera og mikrofoner kommunikerede lægerne med hinanden under operationen. Der blev brugt laser til at fjerne svulsten. Operationen tog fem timer, og Søren kunne udskrives ugen efter. Selvfølgelig måtte han ikke bevæge sig ret meget og skulle ligge i sengen. Ved hjælp af en computer ved sengen forklarede han hver morgen den tilsynsførende læge om sin tilstand. Lægen kom forbi senere på dagen og undersøgte ham nærmere, hvis Søren fandt det nødvendigt. Undersøgelser har nemlig vist, at patienter kommer sig bedre hjemme, og desuden kunne meget plejepersonale spares væk. Efter en måneds tid kunne Søren gå lidt rundt og er nu, tre måneder efter, startet på arbejde igen.
»O.k.,« siger Peter og rejser sig op og kommanderer fjernsynet aktivt. »Hvad siger I til at spille lidt på nettet?«
Han finder frem til én af de mange spillekanaler.
»Hvad har I lyst til at spille? Kort, roulette, tv-spil eller et af de der nye interaktive adventure-games?«
Eftersom ingen har prøvet den nye slags spil, beslutter de sig for at prøve det. Spillet, de beslutter sig for, går ud på at løse en mordgåde på et gammelt engelsk slot. Det er spillernes opgave at guide historiens helt, en gammel pensioneret politibetjent, som lever af at løse mystiske gåder, gennem historien. Ved hjælp af deres besvarelser og handlinger skal de føre ham til gådens afsløring. Samtidig er der flettet andre personer ind i historien, som bliver spillet af andre folk fra andre lande verden over. Således består spillet af et ældre ægtepar fra Brasilien, de unge fyre fra et universitet i Arizona samt fem lettere berusede russere fra et hotel i Kyoto, Japan.
Spillet udvikler sig hurtigt til et kaotisk drama med efterfølgende mord, spænding, action og kærlighed. De fire venner morer sig gevaldigt, og aftenen forløber utrolig hurtigt. Da klokken bliver henved 1, falder afsløringen af den oprindelige morder. Til alles overraskelse er det butleren, der af jalousi har myrdet adelsmandens hustru. Under hele spillet er det muligt at holde direkte kontakt til de andre spillere, så da spillet når sin afslutning, er der blevet knyttet nogle nye venskaber. De fire venner tager afsked og logger af nettet.
Det er nu blevet sent, og Maja og Søren skal til at vende hjem. Peter bestiller en taxi, og et kort øjeblik senere tager de fire venner afsked med hinanden. Det har været en lang og begivenhedsrig dag, og nu er det også på tide at komme i seng og sige godnat til endnu en dag i året 2005.
96GRAF22, AARHUS TEKNISKE SKOLE
Et personligt præg
Forholdet menneske-maskine eller menneske-teknologi bliver mere og mere centralt i vores selvforståelse. Det er ikke nogen uproblematisk kombination. Først og fremmest på grund af menneskedelen, der har det med at blive irriteret, genstridig, vrangvillig og mopset på teknologien, der til gengæld med engleagtig tålmodighed fordi den i bund og grund er et goldt instrument finder sig i menneskenes urimelige behandling og krav. Men der er ingen vej udenom. Vi bliver nødt til at lære at leve med teknologien og de besværligheder, den fører med sig. Det handler det vindende bidrag, som indbragte 2B på Amtsgymnasiet i Roskilde en klassetur til USA, blandt andet om, ligesom det handler om sin egen problematiske tilblivelsesproces i det ikke ganske problemfri informationssamfund, som vi muligvis lever i. Mest af alt handler opsatsen måske om, at forholdet menneske-menneske eller individ-gruppe er af lige så stor væsentlighed som vores forhold til maskinerne.
ENTER
Kontrollen hersker over skærmen
Kontrollen hersker over skæbnen
Kontrollen hersker over mig
vidende vinde gennem rummet
Lysten til kontakt bliver blæst væk
Bliver kapslet ind i chips
og sendt ud
Væk fra alt der omhandler
Alt som har betydning
Ensomheden knuger mig koldt
Kontrollen hersker over skærmen
Kontrollen hersker over skæbnen
Kontrollen hersker over mig
Nok se men ikke røre
DE er i skærmen kan se mine bevægelser
Mine tanker
Men de kan ikke se mig
Lammet sidder jeg tilbage
Tilbage med en umættet lystfølelse
Lyst til menneskelig kontakt
Kontrollen hersker over skærmen
Kontrollen hersker over skæbnen
Kontrollen hersker over mig
Alle er gemt bag grå skærme
Uden tid uden lyst
Lyst til dig
Dig der er bange
Det er søndag formiddag. En solstråle sniger sig ind gennem vinduet og fortæller os, at det udenfor er ved at blive forår. Vi gaber på skift og prøver at holde det skjult for hinanden. Vi er fire mere eller mindre friske piger, der sidder på gulvet i et værelse med en stabel opgaver imellem os.
Søvnen bliver gnedet ud af øjenkrogene, og vi tager hver en opgave og hælder te i et krus. Opgaverne er skrevet af vores klassekammerater og er visioner, billeder og utopier på info-samfundet år 2005.
Kopperne er blevet tomme, og Sille vrider forgæves tekanden for et par dråber mere. Men meningen er jo ikke, at vi bare skal sidde og læse. Vi skal samle alle opgaverne, som for lethedens skyld også er afleveret på diskette, til en stor artikel. Så vågner vi op ... den før så markante søndagstræthed letter og forsvinder op i solstrålen, der nu er blevet til to. Alle disse visioner, skrækbilleder, digte, noveller og artikler er jo fyldt med stof, der kan fortælle en dommerkomité eller os selv hvordan vi forestiller os, samfundet vil blive. Hvordan det samfund, vi engang selv skal leve i og føre videre, vil blive.
Lad os se at komme i gang. Den blå computerskærm toner frem og minder os et kort øjeblik om himlen udenfor, før vi sætter den første diskette i maskinen ...
»Man kan flyde rundt på dele af billedet. Man kan lave totalt om på farverne. Man kan trække og skubbe dele af billedet, så det bliver længere eller kortere. Man kan klippe et billede ud og give det en ny baggrund. Der er uanede muligheder.«
(Samvirke, marts 1996)
Dette citat handler om nogle af computerens virkemidler, som en billedkunstner kan bruge, men det fik mig til at tænke på noget helt andet nemlig individets personlighed i informationssamfundet år 2005 og på manipulation af individet. Når jeg tænker på informationssamfundet, lurer diverse skrækvisioner om robotter osv. i baghovedet på mig.
Derfor blev jeg fanget af ovenstående citat, som for mig kunne være et billede på manipulation af individet og dets personlighed. Samtidig kan jeg vende det om og ser så et billede på fremtiden nemlig større muligheder for udvikling af selvet. Spørgsmålet er så bare, hvilket billede på individets muligheder for at bestemme over sin egen personlighed år 2005 der er mest realistisk.
Jeg tror og håber ikke, at vi i vores generation vil have mistet vores personlighed gennem manipulation, men snarere at det vil være et spørgsmål om, hvordan den næste generations individer (eller den næste igen) vil udvikle deres personlighed, og hvilke muligheder de vil få for dette.
Hov, hvad sker der her? I opgaven står der, at en computer som den, vi sidder med foran os, måske engang vil kunne manipulere med os som individer ... Nej, den køber vi ikke. Uden en computer ville denne opgave være umulig - tænk, hvis vi skulle have skrevet det hele i hånden ...
Da jeg for ca. ti år siden skulle lære at stave, fik jeg en bog, der hed »Formskrift«. I denne bog skulle jeg øve mig i at skrive pæne bogstaver, så jeg kunne få en pæn håndskrift. I al sin enkelhed ganske harmløst, men alligevel er det en og samme bog, der nu giver noget at tænke over i forbindelse med computere. Dengang lærte jeg at forme hvert bogstav på min specielle måde, så jeg i dag har en håndskrift, der er helt min egen, og der findes ikke et menneske i verden, der har en skrift, som er magen til min vel at mærke min håndskrift. Den skrift, jeg bruger på min computer, når jeg skriver stile og opgaver og 117 andre ting, deler jeg med flere millioner mennesker verden over. Bogstaverne er nøjagtig magen til dem, jeg ser alle andre steder, og ingen vil være i stand til at skelne min skrift fra nogen andens. Nogen vil måske påstå, at det er underordnet, om den skrift, jeg skriver med, også skrives af mange andre mennesker. Hvis jeg endelig vil have en smule personligt præg over det, jeg skriver, kan jeg bare vælge en af de andre skrifttyper, computeren har gemt på sin harddisk, som der måske er knap så mange, der bruger. Men i bund og grund synes jeg, at min håndskrift er så meget en del af min personlighed, at jeg ikke vil give afkald på den uden i det mindste at have overvejet konsekvenserne først.
Jeg vælger min skrift, men former den ikke selv ... eller jeg vælger min personlighed, men former den ikke selv?
Skræmmebilleder er der nok af, og det er netop det, der får mig til at stoppe op og sige: Hvor går grænsen? Hvornår bliver computeren så vigtig for mig og så meget en del af mit liv, at den bliver en del af mig? Vil min personlighed til den tid ligge på computerens harddisk sammen med min skrift? Hvor vil jeg så blive af, hvis Strømmen forsvinder.
Åh nej! lad det ikke være sandt ... computeren fortæller os, at den ikke kan konvertere disketten. Panikken griber os. Vores første problem er at finde ud af, hvad det vil sige at konvertere og inden det er helt afklaret, er vores tanker allerede nået hen til bunken med de resterende disketter. Hvor mange af dem har heller ikke lyst til at lade sig konvertere? Solstrålen har gemt sig, og vi er meget alene i verden.
»Interaktive medier kan fungere som identifikationsobjekt i en sådan grad, at det fører til social isolation. «
(Turkle 1987)
Et interaktivt medium, for eksempel en computer, henvender sig til to fundamentale, menneskelige aktiviteter: logisk tænkning og kommunikation. Derfor kan mediet få en funktion som en slags »makker« eller »tro følgesvend« dette vil vise sig hos næsten enhver computerentusiast. Computeren bliver en erstatning for virkelige fysiske og sociale behov. Ensomhed er måske ikke så meget at være alene, men at blive afvist af dem, som man gerne vil tilbringe tid sammen med ud fra dette bliver computeren et effektivt kompromis. Computeren ved man, hvor man har, og den kan man altid have tillid til. Dette forklarer altså måske computerentusiasternes overdrevne tidsforbrug foran computeren.
En ting er sikker: Det eneste computeren giver os lige nu er problemer ... ud af bunken med disketter kan computeren ikke engang konvertere halvdelen! Heldigvis er der en hjælpsom far hjemme i huset, som fortæller os, at det, at disketten ikke kan konverteres, bare betyder, at den er skrevet på et andet program end det, vi bruger. Det problem kan løses. Husets lillebror bliver tilkaldt han har vist forstand på, hvordan den slags gøres. Hjælpen er nær - måske er computeren ikke så slem endda?
Det var en ganske almindelig dag i det Herrens år 2005, Anne-Sofie lå endnu og snuede i sin seng, om lidt ville hendes personlige computer ringe, og den nye dag ville begynde. Computeren fortalte hende, at klokken var syv, og at det var tid til at stå op.
Anne-Sofie vendte sig om på ryggen, hun vidste jo, at computeren om præcis to minutter igen ville fortælle hende, at nu var det altså tid til at stå op. Først da computeren fem gange havde formanet hende at stå op, kom hun ud af microfibrene. Anne-Sofie gik søvnigt ned i køkkenet for at få noget at spise, desværre var hendes lillebror løbet ind i stuen med fjernbetjeningen til køleskabet, så ham måtte hun først lege gemmeleg med, før hun kunne få sin morgenmad. Da Anne-Sofies badevandskvote ikke rakte til et morgenbad i dag, kunne hun lige hurtigt nå at se, om der var kommet noget post ind på den personlige computer i nattens løb, men der var ikke andet end en meddelelse om, at hun skulle bestille en tid hos tandlægen. Anne-Sofie gik hurtigt ind i tandlægens kalender-fil og fandt en tid, der passede hende.
Pludselig blev hun afbrudt af computerens ur-fil, som fortalte hende, at det var tid til at komme af sted til skolen. Hun pakkede den personlige computer sammen, tog den under armen og begav sig af sted. I skolen var det det samme ræs som altid. Læreren skrev noget på sin hovedskærm, og det blev automatisk kopieret ned på alle elevskærmene. Dagens aflevering blev læst over på den store hovedcomputer, og så var skoledagen forbi, ja ... i hvert fald skoledagen på skolen, for nu skulle Anne-Sofie hjem og fortsætte dagens arbejde foran skærmen. Klokken var ca. 16, da Anne-Sofie var færdig med lektierne til dagen efter, og hun kunne nu, i stedet for at arbejde foran skærmen, plotte sig ind på en af de mange underholdningsfiler, som hendes personlige computer indeholdt. Hun fandt en attraktiv fil, som hed: »Gamle afsnit af Beverly Hills 90210«. Det var skønt at slappe af til, selvom der desværre ikke var blevet lagt undertekster ind på filen endnu. Det betød dog ikke noget, for Anne-Sofie havde haft engelsk siden 1. klasse, så det var kun Anne-Sofies mor og far, det var et problem for.
Om aftenen kørte Anne-Sofie på sin soldrevne scooter hen til Internet caféen sammen med et par veninder. Det var altid skægt at lytte til andres meninger om informationssamfundet, og i caféen kunne hun låne flere abonnementskort til sin digitale avis.
Nu står jeg af ... lillebroren har nu scoret så mange point hos os alle sammen ved den hjælp, han giver, at vi smører ham en ostemad. Men han kan alligevel ikke finde ud af, hvilket program en af opgaverne er skrevet på. Vi ser opgivende på hinanden og kigger længselsfuldt ud på de spirer, der kun lige stikker hovedet op over jorden. Nå, klasselisten hives frem, og diskettens ejer ringes op ... optaget. Efter tredje forsøg kommer vi igennem. »Hej, Lasse,« og »Har du haft en god weekend?« Lillebroren hiver sig selv i håret, og Lise skynder sig at få spurgt om programmets navn ... »Øh navn ... thjoo, to sekunder, jeg skal lige spørge.« Vi kigger undskyldende på lillebroren, der efterhånden har tilbragt et par timer i selskab med os, computeren og solstrålen, der kommer og går, som det passer den. Kontakt igen: »Ja, altså jeg har skrevet på Word, ik'...« Beskeden flyver gennem lokalet og over til computeren, men giver dog ingen gevinst hvilken udgave? På skærmen toner flere forskellige Word-udgaver frem. Her må Lasse melde pas ... det samme gør vi. Lige nu er det svært at forestille sig, at computerteknologien nogen sinde vil føre noget godt med sig.
Året er 2005. En mand kommer gående ned gennem en gade i Roskilde, hans blik fanger en lysreklame i et kioskvindue. Et øjeblik tøver han og går så ind i kiosken. Kort efter kommer han glad ud igen med et lille plastickort. Kortet er et avisabonnement, tre måneder med to valgfri internationale dagblade for kun 399, . I lommen har manden en lille flad plasticboks, der minder en del om en gammeldags timemanager, han stikker det nyerhvervede kort ind i en sprække i bunden af boksen, og da han klapper låget op, kommer forsiden af New York Times til syne på en skærm.
I fremtiden skal aviser ikke længere trykkes på papir, i hvert fald i langt mindre udstrækning end de bliver i dag, i stedet skal fremtidens avisabonnenter have hver deres lille bærbare digitale avis. Avisen modtager dagligt, enten via sattellit eller gennem en tilkobling til Internettet, et signal, der på skærmen bliver til dagens avis. Allerede i dag kender vi små elektroniske kalendere og parlørs, forskellen mellem disse og den nye digitale avis bliver, at der indsættes et abonnentkort i den digitale avis, som kan bryde de kodede signaler fra satellitten/Internettet således, at kun abonnenter kan få deres avis. Denne nye form for avis har uden tvivl sine fordele som for eksempel:
Det interaktive tv giver dig mulighed for at bestemme over udsendelserne. Det bliver ganske enkelt nemmere for dig at se fremsyn på den måde, at du selv bestemmer, hvilket program du vil se og hvornår. Du behøver ikke sidde foran skærmen hver aften klokken 21, hvis du vil se nyheder, og du behøver heller ikke se på den amerikanske præsidents besøg i Israel, hvis du kun er interesseret i indenrigspolitik. Du behøver altså ganske enkelt kun se de nyheder, du er interesseret i.
Når man i år 2005 hører om en ulykke eller en anden hændelse, venter man ikke, til der kommer et orienteringsprogram man går blot ind i tv-kanalens menu og leder efter en udsendelse om den pågældende nyhed.
Teknikken bag det interaktive fremsyn er ikke mere indviklet end en CD-afspiller.
Forskellen er blot, at du ikke sætter CD'en i maskinen, men at den ligger i et slags bibliotek. Du kan nu se eller høre præcis det program eller den musik, du vil, blot ved at trykke på nogle enkelte knapper. Der betales licens for at få adgang til det centrale bibliotek, der er indlagt i dit eget fremsyn, men du skal derudover betale et ekstra beløb hver gang, du ser en film. Så er det nemlig nødvendigt med et specielt videobibliotek.
Mandag morgen. Vores klassekammerater spørger nysgerrigt, hvordan det går med opgaven. Vi smiler til hinanden, og siger ingenting. Det er en smule pinligt, at vi er i gang med en opgave om info-samfundet, og vi ikke engang kan finde ud af at bruge en computer.
Vi har fået de fire næste timer til opgaven. Det er sandelig heller ikke for meget. Vi har bestemt os for at bide i det sure æble og skrive alle opgaverne ind fra de papirer, der fulgte med disketterne. De første taster trykkes tøvende ned er der noget, der kortslutter?
Til vores store overraskelse går alt, som det skal, og imellem to ord når vi lige at se, at solen også skinner
i dag.
»Det skal nok komme,« er en sætning, vi i dag uden tøven bruger om de tekniske vidundere, der i fremtiden skal gøre livet lettere. Vi tænker ikke videre over hvordan, hvornår og af hvem, men med den fart, teknologien har haft på i det sidste århundrede, har vi ikke rigtig nogen grænser indprentet i hovedet.
Hvis nogen derimod for 100 år siden havde udtalt, at vi ville komme til at se mennesker og dyr på en kasse, der ikke er større end en hovedpude, ville tilhørerne bare se den pågældende person som lettere småskør. Som Jules Verne, der slap fantasien løs og forudså mange af det 20. århundredes store tekniske frembringelser. Han lod undervandsbåden Nautilus dykke verden rundt, han sendte helikoptere i luften, længe før brødrene Wright gik på vingerne, han beskrev fjernsynet, længe før radioen var opfundet. Jules Verne forudså fjernstyrede projektiler, tanks og brintbomber og gjorde folk rumbevidste længe før rumfartsalderen. Mange intellektuelle rynkede på næsen ad ham, men »den, der ler sidst ...«
Hvis man om sommeren ligger i en sovepose under åben himmel, giver sine sanser frikvarter og lader sine følelser vandre op og ned gennem kroppen, helt ukritisk og endnu ikke dissekeret af tolkninger, kommer man på et tidspunkt til filosofistadiet, hvor de mange stjerner på nathvælvingen strækker sig ned og høfligt gør opmærksom på, at vores klode blot er en planet blandt uforståeligt mange andre. Og man prøver at definere sig selv man er også bare en blandt mange i en febrilsk søgen efter et nøgleord, der kan trække en ud af mængden, der kan lyse ens plads i samfundet op og puste luft i en indre ballon, så følelsen af, at man er nødvendig, bliver større.
Når ambitionerne har fået lov at udvikle sig, kommer man nok til den konklusion, at der findes mennesker, der har brug for en - omend i et mindre perspektiv. »Universet er uendeligt,« står der i uddannelsessystemets skolebøger. Vi antager, men ved ikke. Det er her, paralleller til et informationssamfund kan drages. Informationssamfundet vokser sig uendelig stort, og der er ikke mange mennesker, der kan overskue rummet; det rum, som teknologien skaber omkring databaser, kommunikationssystemer, det globale Internet osv. Konsekvenser af, at den vestlige verden benytter og gør sig afhængig af det elektroniske, computerskabte rum, er uoverskuelige; vi kan kun gætte på, at samfundet påvirkes, og vi ved ikke, om det er sundt eller usundt. De fleste er dog enige om, at det ikke kun er dårligt og ikke kun er godt med den komethurtige udvikling, som vi befinder os i.
Vi frygter, at vi får en ny dimension af sociale tabere; nemlig de, der ikke har ressourcer og overskud, socialt eller finansielt, til at være en del af den elektroniske sammenhæng. Og at enkelte personer drukner i et større kontrolsystem med en Big Brother-funktion, som ikke er tiltænkt, men bare opstår i et informationssamfund - et samfund, der til stadighed kræver flere informationer. Eller at systemet pludselig eksploderer som en supernova som følge af verdens teknologiske udvikling og accelererende anvendelse. Et stort univers, som om natten er åbenbart for os, er én ting, et elektronisk rum er en anden. Fantasiens verden, der er et grænseløst univers, større end både det elektroniske og himmelske, er en helt tredje ting. Her går det galt for nogle. Vil vi i virkelighedens univers være lige så ukritiske, eller vil vi være i stand til at sige fra over for f.eks. det informationsbombardement, som teknologien fører med sig?
Puha det er svært at følge disse tanker, men det er selvfølgelig også stadig tidligt på dagen.
Er vi virkelig bange for at blive væk eller blive glemt i dette info-samfund? Det er svært at forestille sig, at vores menneskelige kontakt engang kan blive glemt til fordel for vores computer ... tanken er skræmmende og åbenbart meget relevant. Stort set alle opgaverne kredser om konflikten mellem computeren som redskab og computeren som personlig makker ...
De første fire skoletimer mandag morgen er gået med molbo-arbejde: Redigering og sammenkobling af opgaverne. Men ... we did it. Så er der ikke langt igen. Vi aftaler at gøre den helt færdig tirsdag eftermiddag.
Det er vigtigt for mennesket at få information og videreføre information, fordi den dækker vores videbegær og gør, at vi kan følge med i, hvad der sker rundt omkring i verden, og det er også et af de krav, som mennesket bliver udsat for.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke bryder mig om den indflydelse, eller måske skal jeg sige magt, som teknikken har, fordi den simpelthen skræmmer mig en smule. Jeg ved ikke meget om computere faktisk meget lidt men på en måde har jeg heller ikke lyst til at lære om dem, fordi jeg ikke er til sådan noget. Jeg kan lide traditioner, og at visse ting bliver gjort på gammeldags manér.
Hvis computeren bliver et nødvendigt inventar i hjemmet, og al opmærksomheden er koncentreret om denne, og jeg ikke har lyst til at indordne mig under dens »magt« og måske er den eneste i min vennekreds, som modsætter mig, vil jeg så blive udstødt, fordi jeg ikke synes, at computere er et hit?
Jeg vil ikke lade denne udvikling ske. Men hvad kan jeg gøre? Vil resten af befolkningen acceptere den? En udvikling, hvor f.eks. computeren bliver det væsentligste og mest foretrukne kommunikationsmiddel i vores dagligdag? Har man noget valg?
Tirsdagssolens stråler har svært ved at bevæge sig uden for det skydække, himlen er fuld af. Vi bliver enige om at splejse til en kage for at få energi til eftermiddagens arbejde med opgaven. »Diskettefejl 23« det er løgn! Disketten, vi gemte vores efterhånden dyrebare opgave på i går, er blevet »syg« den fejler »nr. 23«. Vi hiver os i håret, sveden springer frem på panden, fødderne bliver kolde. Sille fatter mod og prøver igen - og igen - og igen ... Fejlen er kommet for at blive. En gang til vi prøver endnu en gang, men nej.
HJÆLP! Der er ingen far, ingen lillebror og ikke engang på computerens »hjælp« kan man finde noget som helst om fejl 23. Brit er gået i coma ovre ved vinduet, hvor skyerne ude bagved minder mistænkeligt om regnskyer - ja, hvorfor ikke?
Er der overhovedet ikke nogen i dette computerrum, der kan hjælpe fire stakkels piger? Jo, der sidder de jo - Søren og Lasse. Det ser ud som om, de er godt i gang med den geografiopgave, ingen af os er gået i gang med endnu. De kigger overbærende på os, da vi med fugtige hundeøjne beder dem om hjælp: Piger og teknik ...
I folkeskolen er alarmklokkerne allerede begyndt at ringe. Pigerne er bagud i forhold til drengene, når det gælder brugen af computere. Drengene bruger ofte deres fritid foran computerskærmen, de spiller spil og udforsker, hvilke muligheder maskinerne rummer, eller diskuterer computere med deres venner. Pigerne derimod bruger kun PC'en til det mest nødvendige og ikke til at lege med på samme måde som drengene. Det resulterer i, at pigerne har meget mindre erfaring og ikke er lige så dygtige som drengene. I sidste ende vil udfaldet højst sandsynligt blive, at pigerne hele vejen op gennem systemet, f.eks. på arbejdsmarkedet og i dagligdagen med computerteknologiens indmarch, vil være dårligere stillet end drengene. Men det er ikke kun kvindeme, som vil være dårligere stillet i info-samfundet, også dem, som bare ikke interesserer sig for computere, vil hurtigt blive handicappede.
Computerentusiasterne og computerkritikerne er to allerede eksisterende grupper, som nok vil blive mere markante med tiden. Entusiasterne er dem, som synes, at computerteknologien er helt vidunderlig. De har både muligheden (finansielt) og lysten til at koble sig på den nyeste teknologi. Kritikerne er dem, som ikke har lyst til at engagere sig i computerverdenen.
Denne deling vil ikke blive den eneste. Mellem de socialt forskelligt stillede grupper i verden vil en markant deling også vise sig. På den ene side står den del af verdens befolkning, som allerede nu er en aktiv del af info-samfundet eller bare følger med strømmen. Men i diskussionen om fremtidens informationssamfund glemmer man tit den del af verdens befolkning, som overhovedet ingen kontakt har med computere nu, og hvor der ikke er grund til at tro, at de vil få det foreløbig. Her tænker vi på en stor del af befolkningen i u-landene.
Den gik altså ikke - ikke engang de to hjælpsomme drenge kunne klare »nr. 23«.
Der er ikke noget at gøre. Vi fatter hver vores computer og starter nøjagtig samme sted som i går helt fra starten ...
»Informationssamfundets spæde start« kunne man kalde det, da bogtrykkerkunsten i ca. 1440 så dagens lys. Den var revolutionerende i sin samtid og lagde dybe spor i tiden.
Det blev muligt at masseproducere bøger, og der kom aviser på markedet. Det skrevne ord var blevet allemandseje. Man kunne læse sig til en mere nuanceret opfattelse af livet, og snart blev livet mere kompliceret at forholde sig til. Kan man sige det bedre? At computeren har gjort livet mere kompliceret forekommer os totalt indiskutabelt. Tre dage i træk er nu gået med computerproblemer ... vi føler os som hovedpersoner i en molbohistorie.
Viden er magt. Sådan har det været gennem menneskets udviklingshistorie. Dette faktum vil få endnu større betydning i det informationssamfund, vi løber i møde. Viden og informationsmængden bliver så omfattende, at den vil være utilgængelig for de fleste mennesker. Hvad skal folk bruge al den viden til? Viden, penge og magt vil i stadig stigende omfang blive koncentreret hos en mindre og mindre elite. Man kan frygte, at mange forbrugere ikke vil være i stand til at sortere den stigende informationsmængde, så den kan bruges til deres egen fordel. I informationssamfundet år 2005 vil mange mennesker leve som informationssamfundets analfabeter og som forsvarsløse forbrugere af viden. Informationssamfundets analfabeter! Jo, tak hvis der er nogen, der har lyst til at møde en af slagsen, sidder der fire pragteksemplarer på Amtsgymnasiet i Roskilde.
Der er uanede muligheder i en database, hvor alle vores identiteter er samlet. Man kunne sætte computeren til at sammensætte de identiteter og personligheder, der passede bedst sammen, og ville så helt undgå identitetskriser.
Computerne er blevet mere brugervenlige - ingen tvivl om det. Ethvert computerprogram med respekt for sig selv (og brugeren?) er forsynet med et stort spørgsmålstegn i det ene hjørne af skærmen, hvor man kan hente hjælp til stort set alle tænkelige problemer. Det egentlige problem opstår først, når der virkelig er rav i den og hjælpefunktionen træder ud af kraft til fordel for et skilt, der meddeler den måbende bruger, at en ERRORCODE 291012b2 er fundet. Så sidder den almindelige bruger med et overrasket udtryk i ansigtet og forbander den ellers så venlige og hjælpsomme computer, der nu er omtrent lige så behjælpelig som en brødrister. Det er sådanne oplevelser, der får mig til at tro, at den tid, hvor computerens kunstige intelligens vil kunne tæmme menneskets, ligger temmelig langt ude i fremtiden. Ettallerne og nullerne i computerens mørke og dystre indre udgør en for ensidig forestilling til at kunne hamle op med den menneskelige hjernes vanvittig komplicerede netværk. Tag for eksempel et begreb som humor. Hvordan lærer man en bunke ledninger, et par magneter og nogle transistorer at more sig?
Computere hører ikke længere kun til på kontorer og hos inkarnerede computerentusiaster. Efter Internettets udbredelse har såkaldte Internet Caféer slået dørene op for det brede publikum. En storstilet medie-reklamekampagne har præsenteret Internettet som et sted, hvor folk mødes og debatterer og hygger sig sammen. Udtrykket at surfe på nettet lyder som noget med drøn på fra en amerikansk ungdomsserie. Sandheden er en anden: Internettet er langsomt meget langsomt. Man får hurtigt den samme irritationsfølelse, som når man skal finde vejrudsigten på tekst-tv, og det er, som om tv-apparatet bevidst længst muligt prøver at undgå den pågældende side, man har valgt.
Internettet er afhængig af overførselshastigheden på telefonnettet, og det virker unægtelig som om, ledningerne er noget tynde. Hvis der oven i købet er trængsel der, hvor man skal hente sine data, sætter informationerne sig som en åreforkalkning i ledningen og blokerer for ens videre færd. Når det tager 20 minutter at hente en artikel fra Politiken, bliver det unægtelig en noget kedsommelig gang surfing. Så er det hurtigere, nemmere og billigere at smutte ned i døgnkiosken og købe avisen.
Indholdet på Internet er bestemt også af svingende kvalitet. Enhver bruger i besiddelse af et modem til en tusse og et abonnementet, kan oprette sin egen side (base) på Nettet, hvor han selv bestemmer indholdet. Når siden så ikke længere er interessant, glemmer folk for det meste at slette den igen, og det resulterer i, at Internettet fungerer som en slags losseplads for elektroniske kærestebreve, ytringer om fodbold, vittigheder, hadebreve om Beverly Hills 90210 og små personlige beskeder.
Informationssamfundet er måske på dette område blevet lidt for frit i den henseende, at der ikke hersker nogen kvalitetskrav.
Ytringsfriheden er blevet sat over alt andet, og det har lynhurtigt gjort Internet til en gigantisk, uhåndterlig og til stadighed voksende størrelse.
Tirsdag aften sidder Lise foran computerskærmen i sit eget hus. Opgaven hænger hende efterhånden langt ud af halsen der er godt nok ikke meget sjov ved det her. Hendes hjælpsomme mor har, efter at have læst opgaven, erklæret, at hun ikke rigtig kunne finde nogen »rød tråd« i det hele. Lises øjne sniger sig væk fra computerskærmen og ud på den stjerneklare himmel. Et sted derude er det i disse dage muligt at få øje på en komet, der kun viser sig en gang hvert syvtusinde år man føler sig så lille. Den blå computerskærm giver omtrent samme følelse hvad kan en enkelt person stille op i et helt univers?
Vores frygt for den teknologiske udvikling virker til tider noget forhastet. Når vi snakker om, hvordan verden vil se ud i år 2005, må vi have i baghovedet, at afløserne for computer-typerne i dag først forventes færdig til 1998. De vil nok være lidt hurtigere og lidt smartere, men større er forskellen ikke. Virtual Reality-maskinerne, man arbejder med i dag, er mere virtual end reality, og deres funktion er at fornøje og gavne mennesket, ikke at overtage dets plads.
Teknologien er et fantastisk værktøj, som vi må bestræbe os på at udnytte til fulde. Grænsen mellem at bruge og misbruge den er hårfin, men hvis det lykkes for os at kigge på den med tilpas kritiske og overbærende øjne, er den et redskab med store muligheder. Der vil altid være skeptikere blandt os, såvel som der vil være tilbedere af enhver form for teknologi. Hvis vi kan bringe disse to grupper tættere sammen, er vi godt rustet til at leve i et integreret informationssamfund, hvoraf vi selv er en del.
Så er vi samlet igen onsdag efter skole endnu et par timer er blevet sat af til opgaven. Solen varmer i dag og krokuserne smiler til os fra den anden side af gaden udenfor.
Var det det? Vi tør næsten ikke tro på, vi er færdige ... Udskriv hele dokumentet! Intet sker ... nå, »prøv lige igen hva'?« Vi smiler nervøst til hinanden, mens vi krydser fingre bare der nu ikke er noget galt igen ... Pludselig bryder Brit ud i en skraldlatter og trykker på printerens ON-knap. Vi griner med, udskriver i fire eksemplarer og bevæger os ud i for årssolens forsigtige varme.
2B, AMTSGYMNASIET I ROSKILDE Fremtidens digitale liv vil naturligvis ikke kun være et rum af informationer og forbundne computere. Alt det, vi i dag sætter pris på i livet: samtaler, litteratur, mad og sex, blandt meget andet, vil naturligvis også være der og have en plads i menneskers bevidsthed. I lighed med familiemedlemmer, venner, fest og ballade. Men det er ikke sikkert, at det vil være helt som i dag. Den virkelige virkelighed vil måske ikke altid være til at skelne fra den virtuelle ditto. Det følgende bidrag med en forfatter som fortæller vender blandt andet denne problematik med et glimt i øjet og en hentydning til et af dansk litteraturs helt store spørgsmål, nemlig Jeppes: drømmer jeg, eller er jeg vågen?
Nå, men det var vist på tide, at han fik lidt søvn. Han havde en travl dag for sig. Det var jo i morgen, at hans mesterværk i to bind, omhandlende mælkekrigen i dansk fodbold, skulle udkomme.
Han vendte og drejede sig uden at finde den rigtige stilling. Han var blevet overtræt, og tankerne føg rundt i hans hoved: Hvordan ville bogen blive modtaget? Hvad ville Faxe-bryggeriet sige? Han var i hvert fald sikker på, at han denne gang ville få en af de store kulturpriser, som hans to tidligere bøger, »Statistik for viderekomne« og »Ryger Dronning Margrethe andet end smøger?«, var blevet snydt for. Mon den stadig kunne sælges om 10 år?
Tankerne blev ved med at køre rundt i hans hoved. Ville han fremover kunne bibeholde sin inspiration til at skrive disse mesterværker; og hvordan ville hans fremtid egentlig se ud?
Hans tanker fortsatte i disse baner, mens han langsomt sneg sig ind i de sovendes paradis ...
Det var den 18. juli år 2005. Han vågnede med et spjæt. Tyverialarmen hylede med 75 db ud i hele lokalet. For helvede da også, tænkte han, stadig halvt sovende. »Sådan noget lort,« udbrød han og sparkede til sine hjemmmesko, så de fløj over i akvariet. Han gik ind i arbejdsværelset, hvor serveren til nettet stod. Det var klimaanlægget, der var gået amok, kunne han se. Det havde varmet stuen op til 40 grader. Derefter havde det åbnet alle vinduerne for at lufte ud, hvilket medførte, at tyverialarmen var blevet udløst. »Pis,« tænkte han og ændrede temperaturen til 23 grader. På vej tilbage til sengen udløstes sprinkleranlægget, og brandalarmen på 80 db hylede lige ind i hans øre.
Han stod nu i et kort øjeblik, med begge hænder for ørerne, og tænkte på sin campingtur i sommer, mens vandet fra sprinkleranlægget piskede ud over hans morgenkåbe, som efterhånden var gennemblødt. SHIT brandvæsenet. De var jo automatisk blevet alarmeret over nettet. Han vendte sig om i et spring og gled i den halve centimeter vand, som lå over hele gulvet. Lidt fortumlet efter det hårde slag i hovedet løb han tilbage til sin computer for at afmelde brandvæsenet. Han gav dem sin personlige kode, og så var det i orden.
Hvilken start på dagen! Nå, nu var han jo stået op, så der var jo ikke andet at gøre end at få det bedste ud af den. Han skulle jo nå en masse! Først var der jo præsentationen af hans nye bog. Den skulle introduceres på nettet samme dag. Det var hans tredje bog. Alle tre bøger omhandlede det samme emne: engelskundervisning. Egentlig var det jo underligt, at der var behov for bøger om dette emne. Det var jo næsten lige meget, hvad man lavede, så var der jo engelsk involveret. Så folk burde da være vant til det!
I det hele taget var det jo lige før, at der blev snakket mere engelsk end dansk. Bevares, det var da muligt at hente bøger og tv-programmer på dansk hjem fra nettet, men hvem gad det, når de tilsvarende engelske kun kostede det halve?
Klokken var nu fire om eftermiddagen, og han var godt ør i hovedet efter den hektiske morgen og fremlæggelsen af hans nye bog. Denne var i øvrigt blevet modtaget yderst positivt. Han skulle allerede være tilbage ved skærmen kl. 17, da der skulle svares på spørgsmål fra eventuelle kunder. Han var nu glad for at arbejde hjemme, selvfølgelig var han det. Men en gang imellem fik han en sær tom fornemmelse inden i. Det var ligesom om, at der manglede noget. Han vidste bare ikke hvad, han havde jo det hele.
BIP! BIP! ... BIP! BIP! Hvad? Var det telefonen der ringede? Det kunne kun være én bestemt. Hans mormor. Normalt ringede folk hinanden op på computeren via nettet, så kunne man jo se hinanden samtidig. Hans mormor nægtede dog at bruge den slags nymodens pjat. Hun mente, at det var på bekostning af »rigtigt« samvær, når man ringede op over computeren. Da hun var ung, tog man på besøg hos hinanden, når man ville snakke sammen. Telefonen var kun til korte samtaler. Det blev også en kort samtale. Hun ville bare invitere ham på besøg den efterfølgende dag, og selvom det kun var en måned siden sidste besøg, tog han imod invitationen.
Efter et par timers samlejesimulation i Virtual Reality-rummet havde han fået lidt ondt et kært sted, så han undte sig selv en velfortjent pause. I mellemtiden havde VVS-manden gået og støvsuget vand op med en kæmpe slamsuger, og han var netop blevet færdig. Klokken var efterhånden blevet 19.00, så det var tid til at blive ført ajour med dagens nyheder. Aftenens hovedhistorie omhandlede den skånske terror-gruppe, Skåna, som kæmpede for et selvstændigt Skåne, og som endnu en gang havde sprængt en bilbombe i Stockholm. Han var efterhånden blevet rimelig træt af at høre om urolighederne i Sverige, så han zappede videre til en anden nyhedskanal. Men som sædvanlig var det stort set de samme nyheder, de viste på alle kanalerne.
Efter at have kigget fjernsyn nogen tid, var smerten fra visse dele af kroppen igen blevet uudholdelig. Så det var vist på tide, at han fik stillet sit åndelige behov. Han havde, hvilket næsten var ved at blive mode, bekendt sig til en ældgammel religion fra Østen. Navnet på trosretningen havde han svært ved at udtale, og budskabet havde han ikke helt fattet. Det var vist noget med, at der ikke var et egentligt budskab. Dog skulle man efter sigende kunne finde en mening med livet, hvis man satte sig foran sit alter i stuen og mediterede nogle timer om dagen, samtidig med at man abonnerede på nogle meditationsforskrifter.
Det var efterhånden også ved at være tid til at gå i seng, men inden da ville han lige opdatere sin kalender, da der i løbet af dagen var kommet lidt flere aftaler. Klokken ti ville der komme en reparatør fra CLEAN AIR for at efterse klimaanlægget, da han jo nødig ville blive vækket på samme måde en gang til. Han regnede ikke med, at det ville tage mere end et par timer at efterse anlægget. Det passede lige med, at han kunne nå at få justeret brænderen i bilen, inden han klokken ét skulle være hos sin mormor. Denne brænder skulle justeres cirka én gang om måneden, for at man fik det bedste ud af planteolien. Det var måske lidt besværligt, men det var da under alle omstændigheder det bedste alternativ til benzin, da planteolien ingen skade gjorde på miljøet.
Efter besøget hos mormoderen havde han ikke flere aftaler, der ikke kunne vente, så han planlagde at »holde fri« resten af dagen. Denne tid ville han bruge på at »surfe« lidt rundt på nettet. Nå, men nu var det vist tid til at gå i seng. Det havde været en hektisk dag, og der gik da heller ikke lang tid, før han faldt i søvn ...
»RING! RING! ... RING! RING!« Telefonen! Han styrtede ud af sengen, snurrede tre til fire gange rundt om sig selv, inden han kom i tanke om, hvor telefonen stod. »Hallo?« Duut, for sent, røret var lagt på. Hvad var klokken? Hvor var han? Hvad var der blevet af det elektriske klimaanlæg? Og sidst, men ikke mindst, HVOR VAR VIRTUAL REALITY RUMMET? Han kiggede sig rundt og fandt ud af, at han måtte have droemt. Han befandt sig ikke i en stor og flot lejlighed i år 2005, men derimod i sin étværelses på Jagtvejen ...
H3C, NIELS BROCKS HANDELSGYMNASIUM Grupper som børn, ældre og handicappede forsvinder ikke i info-samfundet. De vil gud ske tak og lov også være der i år 2005. Men hvordan vil deres liv være? Vil de få glæde af den ny teknologi, vil den kunne hjælpe dem til et bedre, lettere og lykkeligere liv?
Om det bliver svært for de ældre at følge med i teknologien er ikke det vigtigste; det vigtigste er, om de mister kontakten med familie, venner eller bekendte. For eksempel hvis hr. og fru Hansen går deres daglige formiddagstur ned til den lokale købmand for at købe en liter mælk og en kage til kaffen, møder de måske hr. og fru Sørensen og får en sludder. Dem ville de ikke have snakket med, hvis ikke de var gået denne tur, men i stedet havde bestilt deres varer hjemme foran computeren. Hvis de virkelig har tid og lyst, kan de sagtens lære det. Tid har de jo nok af, og lysten kommer nok, hvis der er andre, som vil sætte dem i gang, eller hvis der eventuelt var et kursus for de ældre om brug af computere. Man kunne da sagtens forestille sig, at de unge, som har forstand på computerteknik, ville være med til at hjælpe og undervise de ældre.
Men er det ikke forkert at lære de ældre at bruge computeren, hvis de helt mister kontakten til andre mennesker?
De vil måske komme til at savne deres sludder med naboerne og de folk, som de plejer at møde ved købmanden, men på den anden side vil de gennem Internettet få nye kontakter og venner. Dette kan de fortsætte med, selvom de måske får en sygdom, så de får besvær med at komme omkring.
Det samme gælder de handicappede, som sidder i kørestol. De vil også få glæde af computeren og Internettet. Det vil kunne udvikle de handicappede ved, at de får mere viden om den tid, de lever i, hvad der sker i verden, andre menneskers kultur og meget andet. Det vil hjælpe de handicappede, som de gamle, til at få flere venner og kontakter, og de vil herved bliver mere glade og tilfredse. Den største fordel for de handicappede vil dog være den store hjælp, det vil blive i deres hverdag. De vil i mindre grad være afhængige af andre mennesker, men til gengæld vil maskinerne og computerne være uundværlige.
Computeren vil også hjælpe ansatte i sundhedsvæsenet til at lette deres arbejde med patienterne. Det kan eksempelvis være, at patienten kan kontakte hjemmeplejen gennem computeren, hvis der opstår problemer, eller patienten kan bestille nye piller ved hjælp af computeren. Dette vil blive lettere for social- og sundhedshjælperen, men patienterne vil nok savne deres ugentlige besøg.
Computerteknikken og dens hurtige udbredelse skaber usikkerhed i forhold til ældres og handicappedes situation. Man ved ikke, om det ender med, at de til sidst sidder i deres hjem resten af livet og holder den eneste kontakt gennem computeren. Selvom de skaffer sig nye kontakter og venner gennem Internettet, vil de aldrig komme til at møde dem, og måske vil familiebesøg også reduceres til en besked på computeren hver anden uge. Alt dette lyder for nogle alt for moderne og teknologisk, men de folk, som er blevet ældre mennesker, når teknologien har udbredt sig så meget, vil sandsynligvis også være opvokset med en computer i hjemmet og vil være vant til at arbejde med den. Computeren vil langsomt blive en nødvendighed i hvert hjem; folk vil blive mere afhængig af den, og de gamle vil da også bruge den som en helt normal genstand, som hører til i hjemmet. Kontakten til omverdenen vil blive en naturlig ting gennem computeren.
1U, SØNDERBORG GYMNASIUM
Undervisning
Den nye folkeskolelov har en central formulering om, at edb skal integreres i undervisningen og bruges i alle fag. Imidlertid findes der indtil videre ingen præcise pædagogiske retningslinjer for, hvordan dette skal ske. Men eftersom bidragene i denne bog mestendels stammer fra personer med tilknytning til undervisningssystemet, skorter det ikke på bud på og diskussioner af, hvordan det gøres. Kan det overhovedet lade sig gøre? Og er det godt? Hvordan går vi i skole i informationssamfundet?
HH2B, IKAST HANDELSSKOLE Internet er vel nok det for tiden mest omdiskuterede og beskrevne fænomen. Dets dyder prises af tilhængerne, mens andre affærdiger det med stadig mere desperat stemmeføring som et mode- eller overgangsfænomen. En eller anden form for net slipper vi næppe for i informationssamfundet. Nettet er kommet for at blive.
Vi sidder i dag med skolebøger tilbage fra 70'erne, hvor meget af det, der står, er forældet. Skolerne har ikke råd til løbende at forny deres bestand. I 2005 er dette problem løst, idet man ved hjælp af nettet hele tiden har mulighed for at opdatere sine oplysninger.
Undervisningen kommer på den måde på forkant med forskningen, og eleverne bliver dels mere fortrolige med den løbende udvikling, dels vil de bedre kunne erkende sammenkædningen mellem de forskellige uddannelsesniveauer i samfundet, hvilket vil kunne lette valget af og overgangen til en eller anden videregående uddannelse.
Nettet vil blive brugt til samarbejde med andre skoler i ind- og udland. Projektarbejde i et hvilket som helst fag vil kunne drage fordel af hjælp, vejledning, gode råd eller eventuelt af oversættelser fra andre skoler verden over. Sandsynligheden for at arbejde med de nyeste resultater vil være forøget med den følge, at eleverne bliver mere engageret i deres arbejde.
På vor skole arbejder vi allerede sammen med skoler i landene rundt om Østersøen i det UNESCO-støttede Baltic Sea Project. Vi arbejder primært med vandmiljø, koordinerer vore undersøgelser og udveksler resultater. Vi ville under alle omstændigheder have lavet vore egne undersøgelser, men samarbejdet med de øvrige lande giver vort arbejde en ekstra dimension, fagligt såvel som menneskeligt. Det sidste er en vigtig pointe, for nettet skulle nødig gå hen og blive en erstatning for kontakt, men tværtimod midlet til kontakt. De første lærere og elever var sidste år i Estland for at møde deres samarbejdspartnere, og vi får formentlig genbesøg til efteråret. Baltic Sea Project er en forsmag på forholdene i år 2005; hvad én klasse i dag prøver i nogle få timer om måneden, vil alle klasser have mulighed for at udnytte som standard om ti år.
Storskærme vil blomstre frem på gymnasierne, og man har f.eks. mulighed for at blive undervist af en lærer, der bor på Skagen, selv om skolen ligger i Sønderborg. Eleverne kan følge læreren, og han/hun kan ligeledes se eleverne og se, om der f.eks. er spørgsmål. Man kan stille om til en forsker ved en helt anden institution og via delt skærm afklare spørgsmålene de nu tre parter imellem, og én underviser kan eventuelt undervise adskillige klasser verden over samtidig.
Undervisningsformerne vil i de kommende år ændre sig meget i kraft af den hurtige udvikling inden for informationsteknologien, og specielt i gymnasieskolen med dens funktion som studieforberedende skole.
Hver elev vil have sin egen PC med den nyeste teknologi, herunder også Internetadgang, således som det allerede er tilfældet på de to gymnasier, der fra dette skoleår er udnævnt til elektroniske forsøgsskoler. Mange af lærerens nuværende funktioner vil falde bort, når maskinerne klarer grammatik, udtale, stavning, fysiske opstillinger og matematikopgaver. Maskinerne kan også løbende registrere elevernes afleverede arbejder, i et vist omfang evaluere deres standpunkter og påvise stærke og svage sider ved deres arbejde. I forlængelse heraf kan læreren stille videregående opgaver eller præsentere tekster af passende sværhedsgrad og dermed indføre en fuldstændig undervisningsdifferentiering.
Undervisningsdifferentiering er et positivt eksempel på den individualisering, der vil præge hele samfundslivet i år 2005. Det er en kendt sag, at ikke alle elever (og lærere!) arbejder i samme tempo. Men med 26-28 elever i samme klasselokale er gennemsnitseleven (»det typiske ottetal«) det pædagogiske udgangspunkt for klasseundervisningen i dag. I år 2005 er det en selvfølge, at der tages individuelle hensyn, for til den tid er det ikke længere et praktisk problem.
Vi forestiller os, at det må styrke den enkeltes selvtillid, at der i skolesystemet er plads til individuelle forskelle, ikke blot i arbejdstempo, men også i arbejdsmetode. Flere veje kan som bekendt føre til samme mål det giver mulighed for i langt højere grad at fokusere på den enkeltes stærke sider. Lærerens rolle bliver at fungere som vejleder og koordinator, den person, der har det faglige overblik, og den, der bestemmer, hvornår eleverne skal gå i gang med de forskellige typer opgaver.
Når standardisering afløses af individualisering, vil den skemaopdelte dag, som vi kender i dag, høre fortiden til. Overhøring afløses af indlæring, søgen efter viden. Projektarbejde får en langt mere central placering, og der vil blive arbejdet langt mere tværfagligt, alene af den grund at det vil være praktisk muligt.
Vi oplever allerede i dag, at en elev, der skifter skole eller har været et år i udlandet, har særpensum ved studentereksamen. Individuelt pensum er fremtidens løsen som den naturlige konsekvens af den større frihed i tilrettelæggelsen af egen læring (det, der i 1996 hed undervisning). Hvis eksamen fortsat skal afspejle de daglige indlæringsmetoder, vil nye eksamensformer have set dagens lys inden år 2005 (flere opgavekommissioner er i 1995 af Undervisningsministeriet blevet opfordret til at udarbejde nye opgavetyper, som udnytter de nye teknologiske fremskridt), men man kunne selvfølgelig også forestille sig, at eksamen fremover ville få en helt anden funktion.
En stor del af undervisningen vil dog fortsat foregå i et klasseforum, hvor frem for alt konstruktiv diskussion vil være det centrale element. Læreren er stadigvæk den, der lægger op til og leder diskussionen.
Klasseundervisningen bidrager også til det vigtige sociale samvær mellem eleverne, som den megen skærmundervisning ellers forhindrer. Der vil være tale om skolepligt i stedet for som nu »kun« undervisningspligt for at forhindre, at eleverne vælger at arbejde derhjemme og dermed unddrager sig fællesskabet, som er en af de værdifulde ting ved gymnasiet, som skal bevares.
Er eleven syg, kan han eller hun koble sig på skolens net, melde sig syg og i øvrigt følge med i dagens arbejde alt efter, hvad man orker. Når eleven kommer igen, er programmet ajourført med klassens eller holdets arbejde. Er en lærer syg eller har andet fravær, kan holdet via storskærm kobles på en anden lærers undervisning eller arbejde selvstændigt efter lærerens program på klassens home-page.
Undervisningen år 2005 bliver således nok mere maskinfikseret og teknologisk, men den bliver samtidig mere effektiv og billigere, og den åbner mulighed for langt større respekt for den enkelte studerende. Lærerens fortsatte centrale placering skal sikre de individuelle muligheder, samt at konformitet og indoktrinering ikke vinder indpas.
Gymnasiet skal om ti år stadigvæk satse på at uddanne generalister, men på trods heraf vil der til den tid givet stilles anderledes krav til den enkelte elev: Internet vil stå latent med sine mange oplysninger, som eleven så i videre udstrækning end i dag vil have til opgave at overskue, sortere og vælge ud iblandt med sigte på hans eller hendes opgaveløsning eller problembearbejdning.
Her kommer lærerens nye funktion så ind i billedet: Før eleven kan stå med ansvaret for egen læring, vil det nemlig være lærerens opgave, at lære eleven selv at lære. Gymnasieeleven skal være i stand til at kunne bruge computeren og Nettet på en sådan måde, at udbyttet bliver optimalt.
2.Z, AMTSGYMNASIET I SØNDERBORG For den, der lige har fået en hammer, ligner alting søm, hedder det i et gammelt ordsprog. Og for den, der lige har fået en ny computer, er computeren det bedste i verden, og derfor skal den naturligvis med alle vegne. Også i uddannelsessystemet. Det vil være godt for noget og skidt for noget andet. Og på den måde ligner fremtiden fortiden.
Mange børn bliver henvist til at bruge deres tid foran computeren, da denne kan være en udmærket barnepige. Derfor bliver deres naturlige udvikling hæmmet af al den tid, de bruger ved skærmen. Det kan føre til indelukkelse og manglende social kontakt, og mange børn mister det naturlige forhold til forældre og bedsteforældre.
Forventningerne stiger i takt med, at computeren vinder indpas på de fleste videregående uddannelser. For at få det ideelle job skal man have et vist kendskab til brug af computeren og multimedier.
Unges sprogkundskaber bliver øget ved de forskellige sprogprogrammer og Internet. Et sprog som for eksempel engelsk er meget udbredt inden for computerverdenen og Internet. Derfor udvider unge deres ordforråd, så de har lettere ved at kommunikere med omverdenen. Internettet betyder, at man hurtigere kan få hjælp og information til opgaver, skolearbejde og andre ting. Det kan hjælpe unge med at komme igennem uddannelsen på en hurtigere og lettere måde.
1U, SØNDERBORG GYMNASIUM
På tingstedet
Hvordan så slutte denne tour-de-force gennem fremtidens samfund? Måske skal vi sætte os ved stambordet på Tingstedet, hvor vennerne Jacob og Peter mødes. Jacob er blevet smidt ud hjemmefra efter et skænderi. Peter er for nylig vendt tilbage til livet efter ti år i koma som følge af en skibsulykke:
Selvfølgelig havde Peter hørt om denne mafia. Som han havde forstået det, havde udviklingen, der var sat i gang i starten af halvfemserne, ført til sicilianske og amerikanske tilstande i store dele af Østeuropa. Mafiaens opblomstring skyldtes den bratte omvæltning fra planøkonomi til markedsøkonomi, der havde medført nogle år med kaotiske økonomiske forhold. Disse forhold havde skabt grobund for en ny klasse af profithungrende unge mænd, som var villige til at løbe selv den største risiko. Eneste betingelse var udsigten til den store gevinst. De nuværende åbne europæiske grænser, havde gjort det vanskeligt for det Fælles Europæiske Politi at slå effektivt ned.
»Derfor,« fortsatte Jacob, »er stort set alle bygninger, der indeholder computere og andet dyrt isenkram hegnet ind. Man kan sige, at situationen er meget lig den, som var gældende for 10 år siden. Informationsteknologien har bare overtaget bilernes position som en eftertragtet og let omsættelig vare i Østeuropa.«
Jacob havde nu talt sig varm, og efter en genopfyldning af glassene kunne han fortsætte.
»Du lader til at have taget et kritisk standpunkt i forhold til de samfundsforandringer, der er foregået gennem de sidste ti år. Har du slet ikke oplevet noget positivt i den sidste måneds tid?«
Dette spørgsmål havde faktisk optaget en stor del af Peters tankevirksomhed siden deres første møde. Han granskede sin hukommelse og kom i tanke om den dag, han var på biblioteket. Det var hans fridag, og han havde besluttet sig for at bruge dagen på at finde materiale om ulykken. Umiddelbart måtte biblioteket være det rette sted at søge. Han var mødt op med den gamle forestilling om bibliotekernes aristokratiske og nedtyssede verden. Udefra lignede biblioteket sig selv; men han bemærkede dog det karakteristiske hegn, som nu omsluttede hele bygningen.
Da han kom indenfor, var forandringen dog tydelig. Der var blevet malet med varme og imødekommende farver. Salen var egentlig ret stor, men man havde opdelt den i mindre afdelinger. Overalt var der masser af grønne planter, der stod i skarp kontrast til hans åbenbart forældede opfattelse af bibliotekets verden. Det brugervenlige computersystem, der byggede på peg-og-vælg-princippet, guidede ham elegant gennem den før så uigennemtrængelige jungle af information. Han søgte mediernes version af hændelserne i form af avisernes artikler og fandt hurtigt den digitaliserede udgave af de gamle aviser. Under hans søgen kunne han ikke undgå at bemærke, hvordan CD-ROM'erne nu stod side om side med bøgerne.
Han fandt hurtigt, hvad han søgte, hvilket dog ikke bragte opklaring i opfattelsen af ulykken. At han ikke kunne skabe yderligere klarhed om ulykken fik ham dog ikke til at mene, at besøget på biblioteket havde været spildt. I stedet for at gå hjem gav han sig til at drive rundt i bibliotekets mange kroge. Han bemærkede flere steder små grupper af fortrinsvis unge mennesker, der ivrigt diskuterede.
På et tidspunkt fandt han sig selv stående midt i rummet foran noget, der mest af alt mindede om en kæmpestor plakatsøjle. Søjlen var beklædt med små og store plakater, som i et væld af farver og skrifttyper kæmpede om læserens opmærksomhed. Fælles for dem alle var dog, at de reklamerede for de mange ting, der åbenbart foregik på biblioteket. »Studiegruppe om UFOer i dag kl. 1400 hrs. i Palmehaven.« »Foredrag om Islandske Sagaer i dag kl. 1330 hrs. i TulipanPavilionen.« Navnene henviste til de skilte, han havde set på sin tur rundt i den store sal. Han så på uret og konstaterede, at han lige kunne nå at være med fra begyndelsen. Forelæseren var en energisk midaldrende mand, der med et talende kropssprog formåede at fange og fastholde alle tilhørernes opmærksomhed.
»... positivt?«
Peter havde åbenbart været fraværende, og Jacob havde derfor gentaget spørgsmålet.
»Biblioteket!«
»Biblioteket? Hvad positivt er der ved biblioteket. Det er jo kun et levn fra fortiden.«
»Der ta'r du helt fejl, eller også er det længe siden, du sidst har været der. På biblioteket er der netop masser af aktiviteter. F.eks. foredrag og diskussionsklubber. Og desuden er der nem adgang til masser af information.«
»Det kan man da bare gøre over Nettet,« sagde Jacob uforstående. »Dér er mere information, end noget menneske kan forestille sig, og aktiviteter som diskussioner og foredrag kan foregå på tværs af landegrænser og kontinenter.«
»Jeg gi'r dig ret et langt stykke af vejen. Men Nettet giver ikke mulighed for den direkte kontakt, som man f.eks. får på biblioteket. Jeg mener, at Nettet er dårligt til at formidle direkte kontakt mellem mennesker. De ting, der mangler, er netop øjenkontakt, kropssprog og stemninger.«
Der blev en kort pause, hvor de begge tog et godt drag af de hidtil urørte øl, mens de forberedte nye argumenter. Peter brød stilheden.
»Kan du huske, hvordan vi altid plejede at gå i biografen. Dér oplevede vi netop også de spontane impulser fra andre folk. Impulser, som det ikke på samme måde er muligt at opfange ret mange steder i dag. Som jeg ser det, er problemet, at mange mennesker bruger en stor del af deres tid foran en computerskærm, og når de så får dårlig samvittighed over den manglende direkte menneskelige kontakt, beslutter de sig for at tage i byen. Der sker så det, at de typisk ender på den lokale net-cafe, hvor de uden formål kan surfe rundt, mens de nyder diverse drikke og spise. Når de efter et par timer igen er på vej hjem, har de god samvittighed, for de har jo været ude at mærke verden og været i direkte kontakt med andre mennesker.«
Ironien i Peters stemme var nu ikke til at tage fejl af. Jacob opfattede udsagnet som et personligt angreb, men ved nærmere eftertanke kunne han se, at angrebet langt hen ad vejen var berettiget. I desperation forsøgte Jacob at vende diskussionen.
»Jamen kan du da slet ikke se nogle af alle de gode aspekter i Netkulturen? Nettet har da også mange gode egenskaber. Før i tiden fældede vi enorme mængder af regnskov for at skaffe de nødvendige mængder papirmasse. Med den gradvise overgang til papirløs administration og kommunikation mindsker vi dette forbrug. I dag er byerne så rene som aldrig før, og belastningen af miljøet er faldende, da ni ud af ti ærinder i teorien kan klares uden brug af transportmidler.«
Peter nikkede, mens Jacob fortsatte.
»Du må da også give mig ret i, at Internettet ikke længere er forbeholdt en sluttet kreds af computernørder, men i realiteten er tilgængeligt for alle uanset teknologisk indsigt. Samtidig med dette har brugervenligheden gjort det muligt at finde de relevante informationen på meget kort tid, og med de tusindvis af konferencer og diskussionsgrupper, som er tilgængelige på Nettet, er der fantastiske muligheder for alskens meningsudveksling på tværs af alder, køn, race, nationalitet, kontinenter, social position, religion, beskæftigelse, seksuel overbevisning ...«
Peter fornemmede, at Jacobs stemme var lige ved at knække over. Præcis som under de mange, hede diskussioner, de havde haft i samfundsfagstimerne, hvor Jacob altid havde været den første til at forsvare idealerne fra den franske revolution: Frihed, lighed og broderskab.
»I realiteten vil hele verden med tiden blive omdannet til et globalt netværk, et Folkets Net, hvor alle er lige, og hvor åbenhed og ytringsfrihed er de bærende elementer, og hvor muligheden for det ultimative, direkte demokrati ligger lige for, et net hvor ...«
Peter afbrød resolut Jacob, for hvis han først fik lov, kunne han fortsætte denne smukke, men naive tankerække i timevis.
»Ja, ja, Jacob. Jeg har forstået det, og jeg giver dig ret et langt stykke af vejen. Jeg kan godt se, at Nettet på mange måder er praktisk og bekvemt og i det hele taget rummer unikke muligheder for at sprede information. Men jeg synes, at du overser mange af de risici, der er en naturlig følge af et sådant net. Jeg er i princippet tilhænger af en fri strøm af informationer, men hvis forskere over nettet kan koordinere deres samarbejde, så kan terrorister vel også! Derfor mener jeg, at et net uden overordnet kontrol er et skræmmende tankeeksperiment. Kan vi acceptere, at ting som bombeopskrifter og børneporno distribueres over nettet på linje med bageopskrifter? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, men jeg mener, at det er nødvendigt med en eller anden form for censur.«
Peter holdt en kunstpause og drak en tår af sin nu halvdovne øl.
»Desuden er der jo en reel risiko for misbrug, som man ikke kan sidde overhørig. Hvis man nu forestiller sig, at nogle uønskede personer skaffede sig adgang til nogle af de centrale computersystemer, såsom strafferegistre og bankregistre, hvilke uoverskuelige konsekvenser ville det ikke kunne få? Personer med kontrol over disse systemer har reelt den totale magt. Du sidder sikkert og tænker, at dette ikke kan ske, fordi systemerne er for godt sikrede, og jeg håber, at du har ret. Desværre er det umulige sket før, og der er ingen garanti for, at det ikke vil ske igen!«
En tavshed bredte sig omkring bordet. Menigsudvekslingen havde tydeligvis taget hårdt på dem begge, og de lænede sig begge tilbage, mens de sundede sig. Ingen af dem kunne finde ord til den fortsatte samtale, og sådan forløb flere minutter i total tavshed.
»Du nævnte direkte demokrati som en mulighed, og grundlæggende kan jeg sagtens kan se visse idealistiske fordele ved direkte demokrati via Nettet, men som samfundet ser ud nu, kan jeg også se nogle problemer, som burde udelukke muligheden. Ja undskyld, men nu har jeg alligevel fortalt alle de andre ting, jeg har gået og tænkt på, så nu kan jeg lige så godt fortælle resten. For det første vil der ikke være tale om ægte demokrati, så længe Nettet ikke er 100% udbygget, hvilket næppe sker foreløbig.
For det andet har medierne alt for meget magt til, at en sådan styreform vil være forsvarlig.
De fleste folk danner deres meninger ud fra forskellige udsendelser i fjernsynet. En stor del af befolkningen anser informationerne formidlet gennem fjernsynet som objektive, og derfor kan de danne meninger med baggrund i disse. Dette giver medierne et enormt ansvar med hensyn til saglighed og objektivitet. Problemet med saglighed er ofte manglen på action, hvilket stiller tv-selskaberne i et dilemma: Ønsker man høje seertal, må man ofte gå på kompromis med sagligheden. Derfor fristes mange tv-selskaber til at fordreje, eller måske endda skabe sandheden, netop for at maksimere profitten. Dybest set mener jeg, at direkte demokrati er en god ide, men det skal foregå under de rette omstændigheder. Generelt mener jeg, at staten, gennem en vis grad af støtte, skal sikre en vis grad af uafhængighed af de kommercielle interesser, der uvægerligt vil søge indflydelse.«
De sad begge i lang tid og stirrede tomt frem for sig. Efter flere minutters larmende tavshed kiggede de lidt flovt på hinanden. Et lille smil krusede på Peters læber.
»Vi gik vist begge lidt over gevind. Verden er trods alt ikke sort og hvid, og så længe der er tilstrækkelig mange fornuftige mennesker som du og jeg, kan det ikke gå helt galt. Vi lever i en fantastisk tid med uanede muligheder. Alle disse muligheder skal vi prøve at udnytte, blot vi ikke er blinde for de risici, der uvægerligt vil følge i deres kølvand.«
»Jeg tror lige, at jeg vil aflægge pissoiret et besøg,« sagde Peter i et trængende toneleje.
Jacob sad tilbage og reflekterede over samtalens forløb og indhold. Den havde vækket følelser i ham, følelser, som han ubevidst havde fortrængt. I gymnasietiden havde Peter og han selv ved netop dette bord diskuteret visionerne for deres fremtid den fremtid, de nu selv var en del af. Dagens diskussion havde haft et anderledes udfald end deres tidligere. Han følte ikke den sædvanlige sejrsrus, men snarere en afmagt. Han havde ikke formået at overbevise Peter, sådan som han så mange gange før havde gjort - måske var han bare ude af træning.
Peter satte sig igen ved bordet. Jacob var i mellemtiden begyndt at tage sin jakke på.
»Nå, jeg er sgu blevet for fuld til at diskutere. Klokken er også blevet mange, så jeg vil smutte!«
Peter rejste sig langsomt og lagde venskabeligt armen om Jacobs skulder.
»Hør nu her, gamle ven. Jeg synes det er noget rod med dig og Susanne. Hvad med om du tog hjem, så I sammen kunne tale tingene igennem.«
»Jooh,« mumlede Jacob, »du har sikkert ret. Vi ses, du gamle.«
»Ja, kan du ha' det.«
Med faste skridt forlod Jacob værtshuset, mens Peter kiggede grundende efter ham.
Sekundet før døren smækkede hørte han den karakteristiske lyd, der indikerede, at nogen ønskede at komme i kontakt med Jacob over Nettet: Beep, beep, beep ...
2.Z ODENSE KATEDRALSKOLE
Forskningsministeriet Version 1.0 1996
Denne publikation findes på adressen http://www.fsk.dk/fsk/publ/drøm/
Copyright (c) Forskningsministeriet